Her er den bedste opskrift på en spidskålssalat med radiser og grønne asparges. Du kan også se hvordan du laver en nem og lækker dressing til salaten.
Opskriften på spidskålssalat med radiser er beregnet som tilbehør til fire personer.
Du kan sagtens justere mængden på de enkelte ingredienser som du synes.
Ingredienser til spidskålssalat med radiser
1 lille, hel spidskål (gerne dansk og økologisk)
1 bundt radiser
1 bundt grønne asparges
200 gram grønne ærter
75 gram cashewnødder
Dressing
3 spiseskefulde olivenolie
1 spiseskefuld citronsaft
1 spiseskefuld æbleeddike
1 teskefuld sennep
1 teskefuld rørsukker
Lidt salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Fjern det eller de yderste blade fra spidskålen, og vask den grundigt. Ryst vandet af den, og snit den i helt tynde skiver fra spidsen og ned mod roden. Undgå selve rodstykket, da den kan være lidt grov at få i munden. Kom den fintsnittede spidskål i et smukt salatfad eller skål.
- Vask radiserne, og skær dem i helt tynde skiver. Kom dem i skålen.
- Knæk det nederste stykke af de grønne asparges. og damp dem i spilkogende letsaltet vand i et halvt minut. Hæld straks koldt vand i gryden for stoppe kogningen. fisk de grønne asparges op - og skær dem i mundrette stykker, som du kommer i salatskålen.
- Damp ærterne i letsaltet vand i et minut, hæld koldt vand i - og lad dem trække et minut mere. Hæld vandet fra - og kom ærterne i skålen til resten af salaten.
- Drys også ristede cashewnødder over salaten. Hvis du har købt dem ristet og saltede kan du komme dem direkte i skålen - og ellers kan du riste dem på en varm pande sammen med en lille smule fint salt.
Bland alle ingredienserne til dressingen sammen, og rør den blank.
Fordel dressingen over salaten. som du nu vender rundt. Den færdige spidskålssalat med radiser serveres straks.
Se også mine opskrifter på:
Hej Line
Nej, det er kun frosne - og kun et kort opkog. De friske skal endelig bruges som de er 🙂
Bedste hilsner
Holger
Er det kun hvis det er frosne ærter de skal koges, eller skal friske ærter også det? 🙂