Her er opskriften på spidskålssalat med broccoli, der er en sund og nem salat beregnet som tilbehør. Med pinjekerne, tranebær og dressing.
Spidskålssalat med broccoli laves med få ingredienser, og den er en god basissalat, der passer som tilbehør til de fleste retter.
Mængden kan jo varieres, så der kan tilsættes mere eller mindre af spidskål og broccoli.
Du kan også tilsætte små tomater i både, og eventuelt udskifte pinjekerner med ristede græskarkerner eller solsikkekerner.
Og vil du gøre det helt simpelt, kan dressingen blot udskiftes med en almindelig olivenolie. Det smager også godt.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på spidskålssalat med broccoli
Ingredienser
- 1 lille spidskål
- 1 lille broccoli
- 30 gram tranebær - tørrede
- 40 gram pinjekerner
Dressing
- 4 spiseskefulde olivenolie
- 1 spiseskefulde citronsaft - friskpresset
- 1 teskefuld sennep
- 1 teskefuld sukker
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Spidskålen halveres på den lange led, og snittes derefter i tynde strimler. Undgå stokken, da den for sej i en salat.
- Knug den snittede spidskål sammen i hånden for at blødgøre kålen, og læg den i en salatskål.
- Broccoli skæres i mindre buketter, som derefter dampes et minut i spilkogende vand tilsat lidt salt. Hæld derefter koldt vand i gryden for at standse kogningen, lad trække 30 sekunder, og hæld vandet fra. Læg broccolibukketerne i skålen.
- Pinjekerne ristes let på en varm pande og drysses over. Pas på pinjekernerne ikke bliver for mørke!
- De tørrede tranebær drysses over sammen med pinjekernerne.
- I en anden lille skål røres olivenolie sammen med citronsaft, sennep og sukker. Smag dressingen til med salt og peber.
- Dryp dressingen over din spidskålssalat med broccoli, som derefter er klar til servering.
Næringsindhold
Tips
Spidskålssalat med broccoli serveres straks, og salaten er god som tilbehør til mange retter.
Faktisk er spidskålssalaten så mættende, at den eks. kan serveres til frikadeller - uden du behøver andet.
Se også disse opskrifter:

Comments
No Comments