Det kan ikke nødvendigvis svare sig at drikke skinny latte for at spare kalorier. Sødmælk mætter og giver cremet og sød smag, der tilfredsstiller sanserne.
Drikker du caffe latte på minimælk - en såkaldt skinny latte - i stedet for sødmælk for at spare kalorier? Også selvom du egentligt bedst kan lide smagen, når den er lavet på sødmælk?
Det kan umiddelbart virke som et let sted at spare kalorier, da du stadig kan drikke din caffe latte, og "kun" må gå på kompromis med smagen.
Men hvor mange kalorier sparer du egentligt ved at drikke en skinny latte? Og kan det svare sig i det store billede?
Den cremede og søde smag fra sødmælk mangler i en skinny latte
En skinny latte er en caffe latte lavet på fedtfattig mælk, typisk minimælk.
Er du en af de få, der endnu ikke er stødt på den populære caffe latte, så indeholder den espresso med en god mængde varm, pisket mælk.
Typisk laves den på sødmælk, da den fede mælk giver en mere cremet og sød smag, der skaber en god balance til den kraftige og bitre espresso.
Sødmælk kan dog godt virke afskrækkende på nogle på grund af det høje indhold af fedt og dermed kalorier.
Mange er derfor gået over til en skinny latte på minimælk i stedet.
En skinny latte har en anderledes smag, da du ikke har fedmen fra sødmælk til at runde og søde smagen. Du vil dermed få en mere bitter drik, der også kan virke tyndere i konsistensen og mundfølelsen.
Så mange kalorier sparer du
Kaffe i sig selv indeholder næsten ingen kalorier, da det stort set kun består af vand og aromastoffer. Det er altså det, du kommer i kaffen, der afgør hvor mange kalorier, der er i din kop kaffe.
I dette tilfælde, kommer kalorierne fra mælken. Bruger du sukker eller sirup, er det selvfølgelig ekstra kalorier, der kommer oven i.
Minimælk indeholder 38 kalorier per 100 ml, mens sødmælk indeholder 64 kalorier per 100 ml.
En cafe latte på 2,5 dl vil med sødmælk have et kalorieindhold på 154 kcal. Laver du den i stedet på minimælk, vil den have et kalorieindhold på 91 kcal.
Du kan altså spare 63 kcal ved at drikke en skinny latte.
Det svarer til kalorieindholdet i eksempelvis 11 gram mælkechokolade, hvilket er mindre end to af de små firkanter i en Ritter Sport.
Det er op til dig selv at vurdere, om de kalorier er værd at spare.
Fedt giver mæthed og tilfredshed
At drikke skinny latte for at spare kalorier er ikke nødvendigvis den bedste løsning, hvis du gerne vil skære ned på kalorierne generelt.
Fedtet fra sødmælken kan nemlig være med til at øge mæthedsfornemmelsen og følelsen af tilfredshed, efter du har drukket din kaffe.
Føler du dig ikke mæt og er dine sanser ikke tilfredsstillet, vil der være større chance for, at du spiser mere efterfølgende, og så er du lige vidt med de sparede kalorier.
Kaffens store smagsunivers
Vælger du skinny latte, fordi du bedre kan lide denne smag, så er alt jo godt. Men kan du bedre lide den fuldfede smag af caffe latte på sødmælk, er det værd at overveje, om det kan svare sig at spare kalorierne her.
Vil du gerne skære ned på kalorierne i dine kaffevaner, så prøv i stedet at kaste dig ud i andre typer af kaffe.
Der er et kæmpe smagsunivers der venter, hvis du begynder at eksperimentere med forskellige kaffebønner, ristninger og brygningsmetoder.
Måske kan du finde en ny ynglingskaffe helt uden mælk?
Læs mere om kaffe her
Kaffebrygning: 10 tips til en god kop kaffe
Jo, det er faktisk sundt at drikke kaffe - se hvorfor
Bulletproof kaffe - hvad er det, og er det sundt?
Comments
No Comments