Medaljer med hindbær er en skøn kage til søndagskaffen. Denne opskrift er med hjemmelavet hindbærmarmelade, dejlig flødecreme og glasur og friske hindbær på toppen - en ren medalje.
Medaljer med hindbær er traditionelt en flødeskumskage, hvor man fylder flødeskum mellem to mørdejsbunde.
Kagen blev opfundet omkring 1900-tallet, hvor man kunne begynde at have fløde på køl.
Disse flødekager er fyldt med creme og hindbærsyltetøj og toppet med glasur og friske hindbær. De lettere syrlige hindbær kombineret med den søde creme mellem de sprøde mørdejsbunde giver kagen en skøn smag.
Opskrift på medaljer med hindbær
Ingredienser
- 300 gram hvedemel
- 175 gram smør koldt i mindre tern
- 100 gram flormelis
- 2 stk æggeblommer pasteurioserede
Hindbærmarmelade
- 100 gram hindbær
- 3 spsk vand
- 1,5 spsk rørsukker
- 1,5 tsk vanillesukker
Flødecreme
- 4 stk æggeblommer pasteuriserede
- 1 vaniljestang flækket
- 45 gram sukker
- 25 gram majsstivelse
- 3 deciliter sødmælk
- 1,5 deciliter piskefløde
Pynt
- Flormelis
- Mælk
- Hindbær
Sådan gør du
- Kom hvedemel og kold smør i en skål. Det er vigtigt på forhånd at have skåret smørret i fine tern, så det er nemmere at smuldre den ud i hvedemelet. Smuldr nu smørret med fingrene, så det er smuldret helt ud i melet.
- Kom flormelis i, og saml din mørdej en gang til.
- Tilsæt så to pasteuriserede æggeblommer og ælt mørdejen godt igennem, så den til sidst er en rund kugle.
- Sæt din mørdej på køl – den må gerne stå mindst en halv time inden du bruger den. Gerne længere.
Sådan laver du hindbærmarmelade
- Put hindbær, rørsukker, vand og vanillesukker i en kasserolle og bring det langsomt i kog.
- Lad det koge et par minutter, indtil vandet fordamper.
- Sluk for blusset og lad hindbærmarmelade køle af. Når den er kold er den klar til brug i medaljerne.
Sådan laver du flødecreme
- Kom de pasteuriserede æggeblommer, korn fra vaniljestangen, sukker, majsstivelse og en halv deciliter af mælken op i en skål – og pisk det godt igennem.
- Varm resten af mælken - de 2,5 dl - i en kasserolle. Når mælken koger, hælder du cremen fra skålen i gryden, og pisker igennem, indtil det tykner. Lad det koge et par minutter, mens du stadig pisker.
- Nu skal cremen køles af, og den skal være helt kold, før du fortsætter.
- Pisk fløden til flødeskum.
- Bland cremen og flødeskummet til en dejlig let og luftig flødecreme.
Medaljebunde
- Nu er det tid til at bage medaljebundene. Tag dejen ud af køleskabet og rul mørdejen ud.
- Stik medaljebundene ud med et glas eller en udstikker på omkring 7-8 cm. i diameter.
- Læg medaljebundene på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ca. 6-7 minutter på 200 grader ved varmluft.
Glasur
- Tag 100-150 gram flormelis og tilsæt en lille smule mælk.
- Rør glasuren, så den er tyk og lidt sej, så er det nemmere at sørge for, at den ikke flyder ud over kanten på medaljerne, når du putter den på.
Sådan samler du kagerne
- Det er vigtigt at alle ingredienser er blevet helt kolde, da medaljerne ellers nemt falder sammen.
- Læg først halvdelen af bundene ud på et fad.
- Put flødecremen i en sprøjtepose eller en frysepose og klip hjørnet af. Sprøjt nu en cirkel rundt i kanten af medaljebunden, så der er hul ned til bunden i midten.
- Put en teskefuld hindbærmarmelade i midten af cremen.
- Put en ekstra klat flødecreme oven på hindbærmarmeladen og læg nummer to medaljebund øverst.
- Nu skal kagerne pyntes. Put glasur midt på kagen og sørg for, at den ikke flyder ud over kanten på kagen. Sæt et par hindbær eller tre øverst på kagen.
Næringsindhold
Tip
Du kan naturligvis bruge færdiglavet syltetøj eller marmelade til dine medaljer med hindbær, men jeg synes nu, at den hjemmelavet smager bedst.
Og så kan du bruge grundopskriften til at variere i forhold til, hvilke bær du kan lide.
Se opskrifter på andre lækre konditorkager: