Horn med creme er skønne kager, der er nemme at bage. De laves af bløddej, og rulles sammen om kagecreme, inden de bages luftige i ovnen.
Horn med creme er en nogle af mine yndlingskager, fordi de er så simple, og alligevel bare smager fatastisk godt.
Hornene bliver virkelig lette og luftige, og de lægges sammen med en hjemmelavet kagecreme.
Snyd ikke dig selv for disse lækre kager, som i øvrigt sagtens kan fryses ned.
Opskriften giver 12 store og luftige cremehorn.
Opskrift på horn med creme
Ingredienser
- 3,5 deciliter vand lunkent
- 40 gram gær
- 1 æg
- 600 gram hvedemel
- 1 teskefuld salt
- 50 gram sukker
- 1 teskefuld kardemomme
- 100 gram smør meget blødt
- 1 portion kagecreme her er opskriften på creme - du skal bruge ca. halvdelen
Til pynt
- 1 æg
- Lidt mælk
- perlesukker
- hasselnøddeflager
Sådan gør du
- Vand kommes i skålen til røremaskinen, og gæren smuldres i. Gæren røres ud.
- Rør derefter ægget i.
- Bland hvedemel sammen med salt, sukker og kardemomme, og rør det i dejen sammen med blødt smør.
- Ælt dejen igennem i 10 minutter ved middel hastighed, og tag den derefter ud på bordet. Træk den lidt lang, fold sammen og læg dejen i en skål. Lad dejen hæve i 20 minutter, hvor skålen er overdækket med husholdningsfilm for at holde på fugten.
- Tag igen dejen ud på bordet, og del den i to lige store stykker. Spænd dejen op og rul den ud til en cirkel på cirka 30 centimeter i diameter.
- Del i seks lige store trekanter og læg en spiseskefuld creme på i den brede ende af hvert stykke. Fold det brede stykke ind mod midten så cremen lukkes ind, og fold snippen ind over og ned under hornet.
- Buk dem let sammen som et horn og stil på en bageplade med bagepapir. Fortsæt på samme måde med de øvrige horn.
- Dæk dem med husholdningsfilm, og lad dem hæve i 30 minutter.
- Pisk æg sammen med lidt mælk og et nip salt, og pensl creme hornene med æggeblandingen. Drys med perlesukker og hasselnøddeflager.
- Bag hornene i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, hvor de skal have cirka 12 minutter. Men hold øje med dem, så de ikke bliver for mørke.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Lad de færdigbagte horn med creme køle lidt af på en rist.
Se også mine opskrifter på:
hold nu da op hvor er de bløddejshorn da bare lækre, min ovn skulle så bare være på 150 gr. så passede det med 12 min.
tak for dejlige opskrifter jeg bruger dem tit
hilsen Jette
Hej Jette
Mange tak - jeg er meget glad for du kan li' opskriften. Jeg er også selv ret vild med disse cremehorn 🙂
De bedste hilsner
Holger
Jeg er vild med dine opskrifter og bruger rigtig mange af dem, jeg har endnu ikke prøvet at bage dine horn, men det vil snart ske 😊 jeg ville dog ønske at opskriften var tilpasset 50 g gær i stedet for 40 g, jeg synes det er ærgerligt at smide de sidste 10 g væk hver gang, for hvis ikke man bager igen ret hurtigt efter er de 10 g ikke brugbare, og i disse “undgå madspild” tider er det jo en skam. Jeg kan selvfølgelig godt selv omregne det hele så det passer til 50 g men det er jo noget nemmere at gå til en opskrift der er klar til brug.
Bare et lille pip herfra 😊
God dag.
Mvh Inger-Margrethe Lindstrøm