Fiskefars som giver dig de bedste fiskefrikadeller. Farsen laves af friskhakket torsk og kuller, og røres med salt, æg, hvedemel og mælk.
Hjemmelavet fiskefars er faktisk ganske nem at fremstille, og det vigtigste er friske råvarer.
Dem får du bedst hos en fiskehandler, og jeg vil foreslå du køber en blanding af friskhakket torsk og kuller. Det giver virkelig gode fiskedeller.
Opskriften er til fire personer, og giver 12 fiskefrikadeller.
Ingredienser
700 gram hakket fiskekød af torsk og kuller
2 teskefulde salt
En halv teskefuld hvid peber
2 æg
2 spiseksefulde hvedemel
1 deciliter mælk
Se her hvordan du steger fiskefrikadeller i ovn
Opskrift
- Bed fiskehandleren hakke frisk fars af torsk og kuller. Det giver en virkelig god fiskefars. Der skal kun bruges ren filet.
- Og husk så den gamle sandhed, som jeg lærte på havnen i Esbjerg: Frisk fisk skal lugte af hav og ikke af havn. Det er godt at kende.
- Kom det hakkede fiskekød op i en skål, og rør det godt sammen med salt.
- Rør derefter æg ud i farsen, og kom også hvid peber i.
- Tilsæt så hvedemel og rør til sidst mælken ud i farsen. Hvis du synes den er for tynd, kan du tilsætte en smule mere mel. Men målene her plejer at passe.
- Stil så skålen med fiskefarsen på køl i mindst 30 minutter.
- Varm en pande godt op med smør og olie, og form fiskefrikadellerne med en spiseske i hånden.
- Steg fiskefrikadellerne cirka fem minutter på hver side ved en god varme, men vend dem ikke for tidligt.
Efter stegning kan fiskefrikadellerne holdes varme i ovnen ved 80 grader.
Server de hjemmelavede fiskefrikadeller med hjemmelavet remoulade.
Læs mere om fisk her:
Majbrith
Jeg river altid ½ løg i min fiskefars, det smager bare godt.