Opskrift på hjemmelavede fiskefrikadeller som din fiskehandler laver dem. En nem fiskefars med grovhakket torsk, der giver en luftig fiskefrikadelle.
Fiskehandlerens hjemmelavede fiskefrikadeller er bare den helt rigtige opskrift på fiskedellerne.
Med en grovhakket fiskefars, der røres med blandt andet løgpulver og mælk, hvorefter du har den bedste fiskefars.
Opskriften giver cirka 10 dejlige fiskefrikadeller, men det afhænger af hvor store du laver dem.
Opskrift på fiskefrikadeller
Ingredienser
- 500 gram torsk hakkes groft
- 1 teskefuld salt
- 1 teske friskkværnet peber
- 1 teskefuld løgpulver eller 1 finthakket alm. løg
- 1 stort æg
- 2 spiseskefulde hvedemel
- 2 deciliter mælk måske lidt mere
- smør og olie til stegning
Sådan gør du
- Bed fiskehandleren om at hakke torsken groft, for det giver altså en bedre konsistens i de færdige fiskefrikadeller. Eller hak den selv derhjemme. Det kan gøres med en skarp kniv, i en foodprocessor eller Thermomix.
- Kom fiskefarsen i en skål, og rør den godt sammen med salt og friskkværnet peber.
- Rør derefter løgpulver og æg i farsen. Er det små æg, kan du med fordel tilsætte to styks.
- Kom derefter hvedemel i farsen, og rør det godt ud.
- Tilsæt så lidt mælk indtil du har en let og lind fiskefars. Du skal bruge cirka to deciliter, men det kan sagtens være lidt mere eller mindre. Så den endelige konsistens på fiskefarsen styres altså med den sidste mængde mælk.
- Stil derefter den færdige fiskefars på køl i mindst en halv time - den må gerne få en time i køleskabet.
- Varm en pande godt op, og kom en god klat smør og lidt olie på. Spar ikke på smørret når du steger fiskefrikadeller.
- Form 10 lækre fiskefrikadeller med en spiseske, hvor du anvender en spiseskefuld fiskefars til hver fiskedelle. Dryp lidt fedtstof over hver fiskefrikadelle hver gang du sætter en på panden. Antallet afhænger selvfølgelig af hvor store du laver dem.
- Steg de hjemmelavede fiskedeller cirka 5-7 minutter på hver side, og sørg for at de får en god stegeskorpe, hvorefter du kan skrue lidt ned for varmen.
Næringsindhold
Noter
De hjemmelavede fiskefrikadeller nydes med en god remoulade, råkost med spidskål og gulerødder eller hvad du nu foretrækker.
På fotoet kan du se, at jeg har serveret fiskefrikadellerne med en hjemmelavet broccoli remoulade.
Krydderurter i farsen
Du kan bruge fiskefarsen som den er, men du kan også tilsætte lidt krydderurter.
Eksempelvis er kørvel godt, og den kan kombineres eller udskiftes med purløg eller dild, alt efter hvad du er til. Men de friske krydderurter giver en dejlig smag til fiskefrikadellerne.
Du kan i øvrigt også hakke et par spiseskefulde kapers, og blande dem i fiskefarsen.
Vild med fisk? Så se også disse opskrifter:
Laksesalat med ovnbagt laks, salat, tomat, og bacon
Fisk i fad med porrer og gulerødder
Helstegt rødspætte med kartofler og persillesovs
Hanne Nielsen
Er det ikke muligt at få opskriften på broccoli remouladen ?
Vagn
Ligesom oldemor lavede dem. Lidt havregryn og lidt timian er godt.
Susanne westergaard
Smager rigtig godt, men luftige, det er de ikke.