Her får du min opskrift på gammeldags fastelavnsboller med creme. De er nemme at lave, og her bliver cremen inde i fastelavnsbollerne.
Fastelavnsboller med creme er meget nemme at bage, og så smager de lige, som de skal.
De er lette at have med til et fastelavnsarrangement, da de ikke er fyldt med flødeskum, men derimod den dejligste vaniljecreme.
Pynt gerne bollerne med en god klat chokoladeglasur og lad børnene dekorere med glimmer og krymmel, hvis de har lyst.
Og husk så: 'Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade'.
Det går selvfølgelig ikke, så derfor skal vi da have gode, gammeldags fastelavnsboller efter at have slået katten af tønden.
Opskriften giver 12 lækre fastelavnsboller, og du kan se min video med fremgangsmåde og samling af bollerne.
Opskrift på gammeldags fastelavnsboller
Ingredienser
- 25 gram gær
- 1,5 deciliter letmælk eller anden mælk, lun
- 50 gram sukker
- 450 gram hvedemel
- 1 æg
- 150 gram smør smeltet
- Lidt salt
Creme
- 2 deciliter letmælk
- 2 pasteuriserede æggeblommer
- 40 gram sukker
- 1 vanillestang
- 20 gram majsstivelse
Pensling
- 1 æg
- Lidt mælk
Glasur
- flormelis
- kakao
- vand koldt
Sådan gør du
- Start med at lave cremen. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem ned til sukkeret. Rør majsstivelse sammen med lidt af mælken, og kom resten af mælken i en gryde sammen med æggeblommer, sukker og vanilje. Varm det op, pisk majsstivelsen i og pisk indtil cremen er tilpas tyk. Sættes på køl.
- Herefter går du i gang med dejen til dine fastelavnsboller. Smuldr gæren i den lune mælk. Tilsæt æg, sukker, salt, smør og mel og ælt dejen grundigt sammen. Gerne på røremaskine i fem minutter ved middel hastighed. Den kan sagtens også æltes i hånden.
- Lad dejen hæve tildækket en time, eller til den er ca. dobbelt størrelse.
- Rul dejen ud til et rektangel på 40 gange 30 centimeter. Skær dejen i firkanter på 10 x 10 cm. Der skal være 12 i alt. Se eventuelt i videoen hvordan man gør.
- Læg en klat creme på hver firkant og fold firkantens fire hjørner over cremen, så de lukker tæt.
- Vend bollen om og sæt den på en bageplade med bagepapir.
- Lad fastelavnsbollerne hæve tildækket i ca. 30 minutter.
- Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem i ovnen ved 200 grader almindelig over- og undervarme, hvor de ca. skal have 18 minutter. Afhængig af hvor meget din ovn varmer.
- Lad de bagte fastelavnsboller køle af på en rist, hvorefter de pyntes med kakaoglasur, som du rører sammen af flormelis, kakao og lidt vand.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Husk, at du først kan pynte fastelavnsboller når de er kølet af. Ellers løber glasuren af bollerne.
Og fastelavnsbollerne kan sagtens fryses, men vent så med at give dem glasur til de skal bruges.
Tip: I stedet for kagecreme kan du også fylde fastelavnsbollerne med eks. hindbærmarmelade, hvis du mere er til det.
Hvorfor spiser vi fastelavnsboller?
Hvorfor spiser vi fastelavnsboller til fastelavn? Ja, ud over at navnet fortæller os, at de hører sammen med fastelavn.
Vi skal mange hundrede år tilbage, før de første fastelavnsboller dukkede op herhjemme.
Ligesom med mange andre af vores traditioner menes de, at de hvide fastelavnsboller kom fra Tyskland i slutningen af 1600-tallet.
De tyske boller bagt på hvedemel hed heisswecken, og var en fin spise, netop fordi de var bagt på hvedemel i stedet for de mere grove meltyper.
Her begyndte det danske borgerskab at spise hvedeboller tirsdag efter fastelavn. Hvorfor tirsdag? Fordi det var dagen før, man skulle faste i 40 dage frem til påske.
De tre fastelavnsdage blev dengang kaldt flæskesøndag, flæskemandag og hvide tirsdag. Navnet hvide tirsdag opstod, da vi kun måtte spise hvidt den dag.
Bollemælk blev til fastelavnsboller
Så hvad gjorde man, før fastelavnsbollerne for alvor gjorde sit indtog hos den almindelige borger? Smovsede i bollemælk tirsdagen før fasten.
Udtrykket 'ikke stille op for bollemælk' kommer direkte fra retten bollemælk, der bestod af varm mælk med mel- eller brødboller og dertil et drys kanelsukker på toppen.
Flæskedagene søndag og mandag, som er de dage, vi i dag kalder fastelavn, handlede om at spise sig godt mæt i kød inden fasten, hvor kød var forbudt mad.
Opskrifter på hjemmelavede fastelavnsboller
I dag slår vi hverken katten af tønden eller riser vores forældre med et fastelavnsris tirsdag efter fastelavnssøndag. I stedet er det om søndagen, vi markerer det, der nu er blevet børnenes fest.
Fastelavn falder altid syv uger før påskedag, og datoen skifter fra år til år.
Nu, hvor du har fået svar på spørgsmålet 'Hvorfor spiser vi fastelavnsboller?', kan det være, at du har lyst til at bage dine egne. Og dem finder du så her på siden. God fornøjelse.
Se flere opskrifter:
Semlor - opskrift på den svenske fastelavnsbolle semla
Tak for opskriften. De smager rigtig godt og nemme og lave :-).
Hvor længe kan de holde, uden at skulle nedfryses?
Tænker, kan de holde sig til dagen efter og skal de være på køl i så fald?
Mvh René
Hej Rene
De kan sagtens holde sig til dagen efter. Kan evt. lunes i mikroovn i 30 sekunder ved 600 W 🙂
De skal ikke på køl.
Alt det bedste
Holger