Semlor er svenske fastelavnsboller med kardemomme, lækker remonce og flødeskum. Semla nydes til fastelavn, eller når du er lækkersulten.
Semlor er virkelig alt, alt for lækre. Bollerne smager af kardemomme og mandler, som er en utrolig lækker kombination.
Semla er Sveriges bud på en fastelavnsbolle, og den er faktisk lige så lækker som de danske.
Traditionelt spiser man faktisk disse semlor i varm mælk. Det har jeg ikke selv prøvet, da jeg synes, de er perfekte, som de er uden mælk. Men hvis man har mod på det, kan man jo give det et forsøg.
Selve mandelfyldet i en semla kan laves på to forskellige måder. Enten bruges marcipan, eller også så kan du sagtens bruge mandelmel, sukker og de resterende ingredienser.
I opskriften er der brugt mandelmel.
Opskrift på semlor
Ingredienser
Kardemommeboller
- 115 gram smør usaltet
- 2,3 dl mælk
- 2 tsk tørgær
- 50 gram sukker
- 1 stk æg
- 1 tsk kardemomme stødt
- 0,5 tsk salt
- 550 gram hvedemel
- 1 stk æggeblomme
- 1 spsk piskefløde
Mandelremonce
- 180 gram mandelmel
- 2 spsk sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 1,5 dl mælk
- brødkrummer fra bollerne
Flødeskum
- 3 dl piskefløde
- 2 spsk flormelis
Sådan gør du
- Dej til semlor: Start med at smelte smørret i en lille gryde. Tag den derefter af varmen og tilføj mælken, så blandingen føles lunken. Tilføj tørgær og sukker, rør det sammen.
- Tilføj nu æg, kardemomme og salt. Imens du rører det sammen, tilføjer du hvedemel lidt af gangen. Ælt nu dejen sammen i cirka fem minutter, så den bliver smidig og glat. Dæk den til med et viskestykke og lad den hæve i cirka halvanden time.
- Når dejen til dine semlor er hævet, tager du den ud på køkkenbordet og deler den i 12 lige store boller. Tag to bageplader med bagepapir og placer bollerne. Dæk dem nu til med viskestykke og lad dem efterhæve i en halv time.
- Varm ovnen op til 200 grader, og bland æggeblommen og piskefløden sammen. Pensl det henover alle bollerne og bag dem i cirka 15 minutter, eller indtil de er flot gyldne.
- Lad nu bollerne køle ned. I mens kan du lave fyldet. I en blender tilføjer du mandelmel, sukker, vaniljesukker og halvdelen af mælken, blend det let sammen.
- Skær nu toppen af alle bollerne og brug en lille ske til forsigtigt at udhule dem. Tilføj brødkrummerne til mandelblandingen og rør det godt sammen, tilføj mælken efterhånden, som der er behov. Fyldet skal føles fast, men cremet.
- Put nu en spiseske mandelfyld i hver semla.
- I en ren skål piskes piskefløden og flormelis til flødeskum. Tilføj en klat flødeskum i hver semla og put toppen af bollen ovenpå flødeskummet.
- Drys nu hver enkelte semla let med flormelis, og så er de svenske fastelavnsboller - eller semlor - klar til servering.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Spis din semla, lige så snart den er samlet.
Hvis du ønsker at lave semlor dagen i forvejen, så kan du også gøre det, men så skal du vente med at putte flødeskummet i indtil lige før servering.
Se også andre opskrifter til fastelavn:
Fastelavnsboller af vandbakkelser med flødecreme
Comments
No Comments