Vil du have mest muligt ud af smagen på din vin, skal du have alle sanserne i brug. Her får du 4 simple trin til den gode vinsmagning.
Vil du gerne blive bedre til vinsmagning? Man kan sagtens bare drikke vin i store mundfulde, hvis det er det, man har lyst til. Ligesom man også sagtens kan drikke snaps som et shot, hvor glasset bare skal bundes.
Men vil du have mest muligt ud af selve smagsoplevelsen og have alle de forskellige smagsnuancer og noter med, så kan du med fordel bruge denne metode, når du smager på vin.
Det er ikke nogen større videnskab. Smagsekspert Charlotte Mithril giver her 4 enkle trin til den gode vinsmagning.
Vi smager med næsen
Det handler om at have alle sanserne med, når du laver vinsmagning - fra vinens udseende, dens mundfølelse, smag og måske allervigtigst: Vinens duft.
Selvom vi ofte taler om vinens smag, så er det i virkeligheden vinens duft, vi taler om, når vi siger, at vinen smager af brombær, æble, tobak, eg osv.
Det er nemlig aromastoffer i vin som rødvin og hvidvin, der giver disse "smagsindtryk", og aromastoffer registrerer vi ikke med smagssansen, men med lugtesansen.
Smagsløgene på tungen kan nemlig kun registrere de fem grundsmage: Sødt, salt, surt, bittert og umami. Lugtesansen kan derimod registrere op mod 1 billion forskellige aromastoffer!
Lugtesansen giver dermed mange flere informationer om madens "smag" end smagssansen og er altså et utroligt vigtigt redskab ved en vinsmagning.
Vinsmagning - de 4 trin
Følg disse 4 trin når du laver vinsmagning for at få alle sanseindtryk med og danne dig det bedste overblik over vinens smag:
1. Se på vinen
Første trin er at se på vinen. Hold glasset over en hvid baggrund og sørg for at lyset er nogenlunde neutralt.
Observer følgende:
- Vinens nuance - hvilken farve har vinen?
- Intensiteten af vinens farve
- Vinens viskositet - hvor tynd/tyk er vinens konsistens?
2. Duft til vinen
Næste trin er at dufte til vinen. Det er vigtigt, at du dufter til vinen, inden du smager den.
Duft først til vinen som den står i glasset og dan dig et indtryk. Kør derefter vinen rundt i glasset, så aromastofferne frigøres, og duft igen.
Identificer følgende:
- 2-3 frugtige aromaer
- 2-3 andre aromaer (urter, krydderier osv.)
- Er der noter af eg eller andre jordagtige noter?
3. Smag på vinen
Tag lidt vin i munden og kør vinen rundt i munden. Sørg for, at vinen har været godt rundt i hele munden, inden den synkes.
Identificer følgende:
- Vinens struktur – indhold af tanniner, syrlighed, sødme, alkohol osv.
- Vinens flavour – er der andre noter eller aromastoffer i smagsindtrykket?
- Vinens overordnede balance – er der balance mellem sødme, syrlighed, tanniner, alkohol, smagsintensitet osv.
4. Tænk
Lad alle dine observationer smelte sammen til et samlet indtryk af vinen.
- Skriv dine observationer ned.
- Bedøm vinen – er den god/kedelig, hvad synes du?
- Sammenlign evt. med andre vine.
Lav din egen vinlog
Vil du huske dine observationer omkring en vinsmagning, er det en rigtig god ide at skrive dem ned.
Selvom man umiddelbart tror, at man godt kan huske, hvordan en vin duftede, smagte eller hvor godt man kunne lide den, så glemmer man det hurtigt.
Skriv dine observationer omkring vinen ned, og så har du dem til næste gang, du skal købe vin. Så slipper du for at skulle huske på alle de forskellige vine, du har smagt, og hvad du syntes om dem.
Der findes særlige notesbøger udformet til formålet, hvor du blot skal fylde dem ud, men du kan sagtens også bare bruge en almindelig blank notesbog eller lave det digitalt, hvis du foretrækker det.
Læs mere om vin her: Naturvin: Hvad er forskellen på økologisk og naturvin?
Læs mere om dine sanser og hvordan du træner dem i disse artikler:
Del dine ideer og tanker med os andre her: