Spar på strømmen i køkkenet, både når du laver mad, vasker op og fryser ned. Her får du 10 gode råd til at få en lavere elregning.
Spar på strømmen ved hjælp af disse fem råd, så du slipper for at betale penge for noget, der egentlig ikke er nødvendigt.
Priserne på el har fået et ordentligt nøk opad, og derfor er der nu endnu mere grund til at være bevidst om, hvordan vi undgår at øde dyr strøm væk.
Udover vores egen personlige økonomi er det også ganske almindelig god klimavelfærd at 'trække stikket'.
Så spar på strømmen ved hjælp af disse tips.
Spar på strømmen top 10
- Vi behøver ikke at dække vores grøntsager og kartofler helt med vand, når de skal koges. Ifølge Energistyrelsen kan vi spare en tredjedel el ved at koge i lidt vand i stedet for at fylde gryden op.
- Kom altid låg på maden, når den simrer eller koger. Så udnytter du varmen fra kogepladen optimalt og kan skrue ned på en lavere temperatur end, hvis du ikke har låg på.
- Brug aldrig en gryde, der er lille i forhold til kogepladen. Den resterende varme fiser bare op i skyerne, og det samme gør elregningen. Dette gælder dog ikke for induktions-kogeplader.
- Husk også, at du altid kan slukke for kogepladen nogle minutter, før maden skal serveres. Der er nemlig eftervarme et stykke tid, og den kan vi lige så godt udnytte. Igen: Dette gælder ikke for induktions-kogeplader.
- De fleste brød og boller kan ristes på brødristeren i stedet for at komme i ovnen. Her anslår Energistyrelsen, at vi sparer hele 90 procent el ved at bruge brødristeren.
- Sørg altid for at fylde opvaskemaskinen godt, før du starter den. De fleste har et øko-program, som du med fordel kan bruge. Jo lavere temperatur, desto mere sparer du, og de fleste opvask kan sagtens klares på 50 grader.
- Når du skal have tøet mad op fra fryseren, kan du tage den ud i god tid og tø den op i køleskabet. Her slår du to fluer med et smæk, da det både er mere helbredsmæssigt forsvarligt og strømbesparende. Seas-NVE oplyser, at kulden fra et kilo frossent kød sparer en helt time el-forbrug i køleskabet.
- Spar på strømmen ved at gøre emhætten ren ca. en gang om måneden. Emhætten trækker nemlig mere strøm, hvis filteret er meget fedtet og beskidt.
- Sørg for, at du har en temperatur på fem grader i køleskabet og -18 grader i fryseren. Hverken mere eller mindre. Bare en grad for lav i køleskabet eller for høj i fryseren kan koste på elregningen. Husk i øvrigt at sikre dig, at køleskab og fryser lukker helt tæt. Et tip: Sæt et stykke papir fast i døren, hvis det falder ud, når køleskabet er lukket, skal du have nye lister.
- Når du skal købe nye hvidevarer, skal du gå efter en opvaskemaskine med energimærket B. En ovn, et komfur og en emhætte skal helst have energimærket A+.
Læs også artiklen om, hvordan du sparer på vandet.
Kilder: Energistyrelsen, seas-nve.dk.
Helle
Engang imellem har jeg lyst til at bage et brød. Men man kan få mange gode brød (surdejsbrød, grovbrød osv.) hos bageren fra ca. 30 kr. Med den nuværende høje el-pris, kan det så overhovedet betale sig - bortset fra den fornøjelse, man får? Den samlede el-pris kommer selvfølgelig an på ovnen og på, hvornår på døgnet man bager, hvis man har variabel el-pris, men sådan lige et slag på tasken fra dig? (du skal selvfølgelig ikke regne arbejdstid med).
De sidste to gange (1. februar og 1. maj) var vores el-afregning ca. det dobbelte af samme tid sidste år uden ændrede vaner. Her pr. 1. august kun ca. 100 kr. højere end samme tid sidste år, fordi jeg nidkært i tre måneder har vasket tøj og vasket op i de billigst mulige perioder i døgnet. Det er irriterende, at man skal tænke sådan over det, så hvad med brødbagningen, som jo sjældent foregår kl. 4 om morgenen? Spændt på at høre, om det er noget, du kan svare på 🙂 Venlig hilsen, Helle
Ole
Som du jo selv skriver, hvis man har variabel el-pris, så kan man jo udnytte de billige timer, men man skal også huske på, at afgifter er dyrere i vinter halvåret, som spænder fra Oktober til Marts, og så sommer fra April til September... Og så er der en tendens til at der også er dyrere afgifter fra 17:00 - 21:00, så det er også værd at tage med i beregningen, men ud over det, tja, det afhænger jo også af ovnen, der kan det være smart at have en MiniOvn, eller en Airfryer til formålet, sammenlignet med at fyre op for en almindelig stor ovn 🙂