Her er den bedste opskrift på små og tykke pandekager, hvor pandekagedejen laves med kærnemælk. Du får en ret tyk pandekagedej, og du kan bage tre små og tykke pandekager ad gangen på en varm pande.
De tykke pandekager laves af en dej med både bagepulver og natron, og du kan bage tre pandekager ad gangen.
Ingredienser til tykke pandekager
2 æg
4 deciliter kærnemælk
5 spiseskefulde olie
250 gram hvedemel
2 teskefulde bagepulver
1 teskefuld natron
2 teskefulde vaniljesukker
4 teskefulde sukker
Lidt salt
Fremgangsmåde
- Slå æggene ud i en skål, og pisk dem sammen med kærnemælk og olie.
- Hvedemel blandes med bagepulver, natron, vaniljesukker, sukker og et nip salt.
- Pisk det sammen med æggemassen, og pisk indtil dejen er jævn og uden klumper. Dejen er rimelig tyk, og det skal den være for at kunne lave de tykke pandekager.
- Varm en pande op ved en middel varme, og husk at panden skal være godt varm inden du går i gang med at bage pandekagerne.
- Kom en smule olie på panden, og derefter dej til tre pandekager. Du kan nemlig sagtens bage tre pandekager ad gangen, og de skal have en diameter på cirka 10 centimeter pr. styk.
- Rør ikke pandekagerne før de begynder at boble op, og er færdigbagte på den ene side. Vend de tykke pandekager om og bag dem færdige på den anden side.
- Tag pandekagerne af og læg dem eventuelt i et ildfast fad, som stilles i ovnen ved 50 grader mens du laver resten færdig.
- Fortsæt indtil du har brugt al dejen, og afhængig af størrelsen på dine pandekager, får du cirka 15 gode og tykke pandekager af denne opskrift.
Gode som dessert
De færdige pandekager med æg serveres straks som dessert eller til hygge, og de kan nydes med lidt flormelis hindbærsyltetøj, blåbær eller frisk frugt.
Pandekagerne er også gode til morgenmad eller brunch.
Se også min opskrift på klassiske pandekager med kærnemælk.
Hej Lene
Jeg har såmænd ofte lavet dem med en olivenolie, selvom smagen er lidt kraftigere i den. Men ellers en mere neutral madolie, eks. majsolie 🙂
Alt det bedste
Holger
Mht til de amerikanske pandekager - hvilken olie anbefaler du? Mvh Lene