Skinkeculotte er en udskæring fra grisens yderlår, og det er ret nemt at stege mørt i ovnen. Stegetiden er cirka 60 minutter ved 150 grader.
Skinkeculotte er et fint stykke kød, som du kan stege i ovn eller gryde.
Begge dele giver et godt og mørt resultat.
Under udskæringen skal du være opmærksom på, hvordan du skærer stegen ud.
Husk at starte i den tynde ende, for så kødskiverne simpelthen nemmere at tygge.
Og da skinkeculotten er en mindre steg, er tilberedningstiden ikke så lang. Og den må ikke oversteges, for så bliver den tør og kedelig.
Skinkeculotte er glimrende mad til både hverdagen og festlige lejligheder.
Du skal bruge - skinkeculotte til fire personer:
1 skinkeculotte på cirka 600 gram
1 teskefuld tørret timian
1 teskefuld groft salt
Friskkværnet peber
Smør til bruning
Sådan steger du skinkeculotte mør:
Hvis ikke slagteren allerede har ridset fedtlaget på skrå, ja så skal du lige starte med at gøre dette. Så stegen ikke krøller op under stegningen.
Kom så en god klat smør på panden, og lad det brune af.
Brun så skinkeculotten grundigt på begge sider - den skal have en god og sund kulør og stegeskorpe. Den er der meget smag i.
Læg så kødet op i et ildfast fad, og hæld det brunede smør plus sky ud over stegen.
Krydr den med groft salt, timian og friskkværnet peber.
Sæt fadet i ovnen, og nu skal din skinkeculotte steges i en times tid ved 150 grader.
Skinkeculotten er færdig når den har en kernetemperatur på 65 grader. Så er den flot og rosa indvendigt - og mør. Steg den ikke længere.
Pak den nu ind i et stykke sølvpapir, og videre ind i et viskestykke. Læg den til hvile i 30 minutter. Jo, en halv time.
Imens kan du så lave tilbehør og en god sovs.
Efter en halv time kan du forsigtigt pakke skinkeculotten ud, og skære den i skiver.
Husk at starte med udskæringen i den tynde ende af stegen - og så skal du skære den på tværs af fibrene.