Skøn opskrift på rabarberkage med kokos, som du nemt laver i en bradepande. De syrlige rabarber spiller perfekt sammen med den søde kage og kokos.
Jeg elsker rabarberkage med kokos. Det er sådan en dejlig og svampet kage med masser af de syrlige og skønne rabarber.
Nogen vil nok kalde den en perfekt sommerkage, men faktum er, at du faktisk kan lave den året rundt. Udenfor rabarbersæson anvender du blot frosne rabarber.
Allerbedst er rabarberkagen dog naturligvis med nye, danske rabarber, og her sat sammen med en lækker kagedej og kokos, ja så er det bare at glæde sig til kagen er færdigbagt!
Tips til kagen
Du får lige et par tips til bagning af den lækre rabarberkage med kokos, så du får det bedste resultat.
- Sukker - jeg har tilsat 200 gram sukker til rabarberkagen, så den ikke er alt for sød. Men stadig sød nok til at spille op mod den lidt syrlige rabarber. Ønskes en sødere kage, kan du tilsætte yderligere 50 gram sukker
- Afbagning - bagetiden er sat til ca. 40-45 minutter, og det er vigtigt ikke at bage kagen for længe, da den så bliver mere tør. Rabarberkagen skal være lidt saftig i det
- Tålmodighed - det er fristende, at skære et lækkert stykke kage lige når den kommer ud af ovnen. Men vent. Lad kagen køle af, og så er den meget bedre
- Frysning - Rabarberkagen kan sagtens fryses ned.
Opskriften giver en god kage med rabarber og kokos, hvor der i hvert fald er nok til otte personer.
Opskrift på rabarberkage med kokos
Ingredienser
- 150 gram smør - blødt
- 200 gram sukker
- 15 gram vaniljesukker
- 3 æg
- 175 gram hvedemel
- 1 teskefuld bagepulver - med top
- 75 gram kokosmel
- 125 gram mælk
- 400 gram rabarber - kan evt. vendes med lidt sukker
- 1 spiseskefuld sukker - til drys
Sådan gør du
- Tænd din ovn på 180 grader almindelig over- og undervarme - jeg bruger altså ikke varmluft når jeg bager rabarberkage med kokos.
- Smørret blødgøres eller tages ud af køleskabet i god tid. I mikroovn plejer det at passe med cirka 60 sekunder ved 180W.
- Kom det bløde smør i en skål sammen med sukker og vaniljesukker, og pisk det sammen ved hjælp af en elpisker.
- Pisk derefter æggene i et ad gangen, så dejen bliver luftig og lækker.
- I en anden skål blandes hvedemel sammen med bagepulver og kokosmel, som derefter kommes ned til dejen.
- Vend det forsigtigt sammen med en dejskraber, og tilsæt også gradvist mælken. Her skal du IKKE bruge en elpisker!
- Beklæd en bageform med bagepapir. Jeg har her anvendt en kvadratisk form på cirka 20 centimeter på hvert led, hvilket gør at du får en nogenlunde høj og svampet rabarberkage. Du kan også bruge en lidt større form, og så bliver kagen naturligvis lidt lavere.
- Rabarberne skylles og snittes i tynde skiver. Rabarberstykkerne kan eventuelt vendes med 1-2 spiseskefulde sukker, hvis du ønsker en sødere kage, men jeg foretrækker det klare og syrlige modspil til den søde kagedej og kokos.
- Fordel nu dejen i den bagepapirsbeklædte form.
- Fordel derefter rabarberstykkerne på dejen, og tryk dem derefter let ned i dejen.
- Drys med lidt sukker på toppen.
- Den lækre kage med rabarber og kokos bages nu midt i ovnen i cirka 40-45 minutter - måske fem minutter mere, afhængig af hvor meget din ovn varmer.
Næringsindhold
Noter
Den færdige rabarberkage med kokos køles lidt af inden spises.
Kagen er i øvrigt ligeså god dagen efter.
Nydes evt. med lidt flødeskum eller creme fraiche til.
Se flere opskrifter med rabarber:

Helle Andersen
Super lækker. Kokosen giver virkelig noget.
Mine rabarbere havde været frosset, så der var en del væske ved. Det brugte jeg i stedet for mælken.
Lotte
Har du prøvet den med frosne/optøede rabarber?
Kirsten Larsen
Jeg har lagt mærke til at når du skriver hvor væske der skal bruges i dine opskrifter skriver du det i gram. Jeg har hørt flere der siger at de ikke kan finde ud af hvor meget det er.
Mvh. Kirsten Larsen
Jolanda
Når man har en vægt til at veje mel, sukker og lignende, kan man selvfølgelig komme mælk eller vand i en skål og veje det. Såre simpelt. Hilsen Jolanda
Kaare
Hvornår skal mælken i?
Holger Rørby Madsen
Hej Kaare
Den tilsætter du når dejen samles under punkt 6.
God bagelyst 🙂
Alt det bedste
Holger