Her er en god opskrift på en nem sirupskage, der bages i springform. Sirupskage krydres med stødt kanel og nelliker, og denne kage er med lys sirup.
Sirupskagen er ret simpel at bage, og de blev bagt i stor stil helt tilbage i mormors tid. Her er min opskrift på en nem sirupskage, som du meget hurtigt kan smække sammen.
Du kan vælge at bage kagen med enten lys eller mørk sirup, og her har jeg bagt sirupskagen med den lyse version.
Ingredienser til nem sirupskage
2 deciliter vand
150 gram lys sirup
150 gram smør
150 gram økologisk rørsukker
1 strøgen teskefuld stødt nellike
2 strøgne teskefulde kanel
2 hele æg
300 gram hvedemel
2 strøgne teskefulde natron
Fremgangsmåde
- Kom først vand, lys sirup, smør og rørsukker op i en kasserolle, og kog det langsomt op.
- Rør det sammen, og tilsæt også kanel og stødt nellike. Med en spiseske rører du væden ud til den er blank og ensartet.
- Lad det nu køle af i kasserollen.
- I en skål blander du hvedemel og natron sammen, og nu tilsætter du så gradvist sirupsmassen og rører det ud med en grydeske.
- Når dejen er jævn, kommer du æggene i et ad gangen, og rører igen dejen blank.
- Smør en springform med bagespray eller smør, og hæld dejen i. Den er en anelse tynd, men sådan skal den være 🙂
- Jeg har her anvendt en lille springform på 18 centimeter i diameter, og det giver en høj sirupskage. Du kan også bruge en lidt større springform, og så bliver kagen mere almindelig i højden. Begge dele er fint.
- Bagetiden for sirupskagen i en springform på 18 centimeter er omkring 30 minutter ved 190 grader, mens en sirupskage i en almindelig springform skal bages nogle minutter kortere.
- Stik midt i kagen for at mærke om den er færdig. Hvis ikke dejen hænger ved, ja så er din sirupskage klar til at komme ud af ovnen.
- Lad den køle lidt af inden udskæring.
Du kan give den omgang glasur og farvet krymmel. Dette er dog ikke nødvendigt.
Se også mine opskrifter på:
0 Comments