Opskrift på en saftig og lækker lasagnette, der er langt bedre end den velkendte fra Knorr. Lasagnetten laves med kødsovs og bechamelsovs.
Lasagnette kender de fleste fra Knorrs populære pakker, men retten er faktisk meget nem at lave selv.
Og ikke for at sige noget skidt om Knorrs udgave, for den kan være udemærket, men alt hjemmelavet er som regel bare bedre.
Det gælder også lasagnetten, der altid er et stensikkert hit hos både børn og voksne.
Lasagnens fætter
Den minder jo naturligvis meget om den populære lasagne, men i stedet for pastaplader, skal du anvende pastaskruer eller pastapenne.
Dermed er lasagnette sådan set bare en fætter til lasagnen, og så er den altså bedst når du laver den helt fra bunden.
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer, og der skulle være rigeligt til alle.
Ingredienser til lasagnette
400 gram hakket oksekød – gerne økologisk
1 rødløg
3 fed hvidløg
2 stængler bladselleri
2-3 gulerødder – afhængig af størrelse
2 dåser hakkede tomater
100 gram tomatpasta
2 deciliter mælk
2 deciliter hønsebouillon
2 teskefulde tørret oregano
Salt og friskkværnet peber
Bechamelsovs
1,5 spiseskefuld smør
1,5 spiseskefulde hvedemel
3 deciliter mælk
Revet muskatnød, salt og friskkværnet peber
Pasta og ost
400 gram tørret pasta – pastapenne eller pastaskruer
+ eventuelt lidt revet ost
Fremgangsmåde
- Hakket oksekød svitses i lidt olie på en varm pande, og brun det godt af, da det giver masser af smag.
- Hak løg og hvidløg fint og kom det ved et par minutter.
- Skær bladselleri og gulerødder i små tern og kom dem ved sammen med hakkede tomater, tomatpasta, mælk og hønsebouillon. Det giver en god bund i den hjemmelavede lasagnette.
- Lad det simre fem minutter, hvor du også kommer oregano i, og smager kødsovsen til med salt og friskkværnet peber.
- Så laver du bechamelsovs ved at smelte smør i en kasserolle, og når det er brust af, kommes mel ved. Pisk rundt, og pisk så gradvist mælk i. bechamelsovs skal ikke være for tynd, men selvfølgelig heller ikke for tyk. Så justér eventuelt med mere mælk om nødvendigt.
- Lad det småsimre i fem minutter så melsmagen koges væk, og smag så sovsen til med revet muskatnød, salt og peber.
- Fordel den tørre pasta i et ildfast fad, og hæld kødsovsen over. Vend det rundt.
- Hæld så bechamelsovsen over (eventuelt også lidt ost), og bag din lasagnette i en forvarmet ovn ved 190 grader varmluft, hvor den skal have cirka 30 minutter. Måske 35 minutter, så pastaen er helt mør.
Tilbehør
Anret den færdige lasagnette med friske basilikumsblade, og servér et stykke hjemmebagt ciabattabrød til.
Du kan også servere en god tomatsalat med spinat til.
Lignende opskrifter
Relaterede opskrifter er denne på verdens bedste lasagne.
Din vurdering
- Lasagnette
Stem her
( stemmer)Din huskeliste
Du kan tilføje opskriften til din egen og personlige huskeliste, så du altid kan finde dine favoritter igen.