Halloweenmad skal selvfølgelig indeholde græskar. I denne opskrift har butternut squash hovedrollen serveret med smørstegt salvie.
Halloweenmad behøver ikke ligne et monstre, og det gør disse bagte butternut squash bestemt heller ikke. Tværtimod.
De er flotte i farven, smager godt og er lette at lave, fordi de passer sig selv i ovnen, mens vi kan tilberede tilbehøret eller kødet til dem.
Ovnstegt butternut squash er en kendt ret i det amerikanske køkken. Og måske bliver den også det her? I hvert fald er det en skøn vegetarret, som også er sund.
Opskriften er udviklet af Nadia Mathiasen til Sæson, som er Dansk Gartneris hjemmeside, du finder på adressen saeson-web.dk.
Vi er glade for at dele den med Madens Verdens læsere her op til Halloween.
Nu hvor vi frarådes at holde de store Halloweenfester for børnene, er det rart at kunne markere sæsonen derhjemme i familiens skød.
Og hvorfor ikke gøre det med hjemmebag, udskårne græskarhoveder, ristede græskarkerner og retter med græskar.
Opskrift på Halloweenmad med bagt græskar
Ingredienser
- 1 stor butternut squash
- olie
- 75 gram hasselnødder
- 1 bundt frisk salvie
- 25 gram parmesan
- 100 gram smør
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Halvér butternut squash på langs, skrab indmaden ud med en ske og del den herefter endnu engang på langs. Læg græskarret i et ovnfast fad med skærefladen opad og pensl med olie. Sæt det i ovnen i ca. 30-40 minutter, til græskarkødet er mørt.
- Fordel hasselnødderne i et lille ovnfast fad og rist dem i ovnen i ca. 8-10 minutter. Gnid dem mod hinanden i et rent viskestykke for at fjerne skallen og hak dem groft.
- Pluk salvien og riv parmesanen.
- Smelt smørret i en gryde sammen med salvien og lad det brune en anelse. Krydr med salt og peber.
- Fordel det brunede smør, salvie og hasselnødder på det bagte græskar. Top til sidst med revet parmesan.
Prøv også en af disse Halloween-opskrifter: