De søde figenstænger er populære som en hurtig snack eller en del af madpakken. Men hvad indeholder de egentlig og er figenstænger sunde?
Figenpålæg og figenstænger er populære til børn, men er tørret frugt som figenstænger sunde?
De lange stænger af tørret frugt, er lige til at putte i madpakken eller have med i tasken, når den hurtige sult skal stilles.
Men hvad er der egentligt i figenpålæg, figenstænger eller frugtstænger som de også kan hedde, og er det sundere at spise for eksempel et æble eller en banan?
Vi har set nærmere på den populære snack.
Hvad er der i figenstænger?
Ser man på ingredienslisten på de populære frugtstænger fra Cactus består de overvejende af tørret frugt i form af dadler, rosiner eller figner.
Afhængig af hvilken variant man vælger, er der derudover tilsat smagsgivere som tørret jordbær eller blåbær og ekstrakter af samme.
Udover dette indeholder frugtstængerne solsikkeolie og vand og frugtstængerne med blåbær desuden æblejuice.
Det er det, intet andet. Der er altså ikke tilsat konserveringsmidler eller andre tilsætningsstoffer til frugtstængerne fra Cactus.
Smagen af eksempelvis blåbær eller jordbær kommer fra tørret frugt og ekstrakt, men det er dog ganske små mængder af den tørrede frugt, der er i.
I frugtstænger med jordbær er der eksempelvis 0,9 % tørret jordbær svarende til 1,6 gram friske jordbær – der er altså ikke meget jordbær i stængerne.
Samme indhold i figenpålæg
Figenpålæg er en anden variant af de populære snacks med tørret frugt. Figenpålæg spises typisk på et stykke brød og ligner til forveksling figenstænger, bare i en mere firkantet form.
Og der er da heller ingen forskel på indholdet i figenstænger og figenpålæg, hvis man ser på produkterne fra Cactus. Indholdet i en frugtstang med jordbær er altså helt det samme som indholdet i en skive frugtpålæg med jordbær.
Eneste forskel er, at en skive frugtpålæg vejer 16 gram, mens en figenstang vejer 20 gram.
Højt sukkerindhold
Selvom der altså ikke er tilsat sukker til figenpålæg eller figenstænger, så indeholder de alligevel en del naturligt sukker fra den tørrede frugt.
Figenpålæg og frugtstænger fra Cactus indeholder eksempelvis 57-59 gram sukker per 100 gram, hvilket vil sige, at over halvdelen består af sukker.
Og selvom det er naturligt sukker fra den tørrede frugt, så er det altså stadig sukker, der har samme effekt på kroppen som almindeligt sukker.
Der er dog stor forskel på at spise en figenstang og eksempelvis en skål slik. I figenstangen bestående af tørret frugt er der også sunde kostfibre og vitaminer og mineraler fra frugten, som ikke er at finde i hvidt sukker og eksempelvis slik.
Sammenlignet med slik er figenpålæg og figenstænger sunde, på trods af det høje sukkerindhold.
Figenstænger eller frisk frugt
Ser man på næringsdeklarationen i en figenstang og sammenligner den med et stykke frugt som et æble eller en banan, er der betydelig forskel.
Næringsindhold opgives altid i forhold til 100 gram af fødevaren, det vil sige, hvor meget der er i 100 gram figenstang, æble eller banan.
Og ser man på næringsindholdet i 100 gram figenstang eller figenpålæg er der 320 kcal og 59 gram sukker, mens der i 100 gram æble er 46 kcal og 8 gram sukker og 100 gram banan er 82 kcal og 16 gram sukker.
Der er altså betydeligt mere sukker og flere kalorier i 100 gram figenstang sammenlignet med samme mængde æble eller banan.
Fødevarestyrelsen skriver da også, at tørret frugt ikke tæller med i de 6 om dagen, da de indeholder seks til syv gange flere kalorier sammenlignet med frisk frugt.
Men. Det er dog vigtigt at huske at næringsindholdet er beskrevet for 100 gram, mens en figenstang typisk kun vejer omkring 20 gram.
For at få ovennævnte mængder sukker og kalorier skal du altså spise hele fem figenstænger sammenlignet med et enkelt æble eller en banan, der typisk vejer omkring 100 gram.
Sammenligner man i stedet næringsindholdet for 1 figenstang med 1 æble eller 1 banan, ser regnestykket helt anderledes ud, og indholdet af sukker og kalorier er nogenlunde ens for de tre.
Spiser man en enkelt figenstang på ca. 20 gram, får du altså nogenlunde samme mængde sukker og kalorier som i et æble eller en banan.
Se indholdet i en figenstang, et æble og en banan her:
Per stk | Figenstang* 1 stk, 20 g | Æble 1 stk, 100 g | Banan 1 stk, 100 g |
Kalorier, kcal | 64 | 46 | 82 |
Sukkerarter, g | 12 | 8 | 16 |
Kostfibre, g | 1,9 | 2,2 | 1,6 |
* Frugtstang med blåbær fra Cactus
Pas på tænderne
Figenstænger, frugtpålæg og andet tørret frugt klistrer godt til tænderne, og udsætter dermed tænderne for en sukkerpåvirkning over længere tid.
Som bekendt er sukker ikke godt for tænderne, da det giver grobund for huller.
Spis derfor gerne et stykke brød eller andet sammen med figenstangen, så den tørrede frugt tygges væk fra tænderne og ikke sidder for længe.
Er figenstænger sunde?
Samlet set er figenpålæg og figenstænger sunde, så længe de spises med måde og gerne med et stykke groft brød til.
Figenstænger og andet tørret frugt kan være et godt alternativ til slik og andre søde sager, men bør lige som disse begrænses på grund af det høje sukker- og kalorieindhold.
Men en figenstang som mellemmåltid eller et stykke figenpålæg på et stykke rugbrød i madpakken en gang imellem er helt ok.
Så længe den tørrede frugt ikke går ind og erstatter den friske frugt eller grønt i vores mad, kan den sagtens bruges som et sundt supplement.
Kilder: Fødevarestyrelsen, Vitakost.
Del dine ideer og tanker med os andre her: