Brownie er en tung chokoladekage med valnødder, der er nem at bage. Her er opskriften på brownie med mørk chokolade til grill eller ovn.
Brownie med mørk chokolade til grill eller ovn er en amerikansk chokoladekage, der stammer helt tilbage fra omkring år 1900.
Det er en ret kompakt chokoladekage, der bages med valnødder og kun ganske lidt mel.
Jeg har valgt at bruge en italiensk Manitoba hvedemel, men du kan sagtens også bruge en mere almindelig hvedemel fra Amo eller andre producenter.
Opskriften her passer til en af de små drypbakker fra Weber, og det rækker til cirka otte personer. Det er jo en ret tung kage, så der skal ikke så meget til.
Du kan selvfølgelig sagtens fordoble opskriften, og bage to bakker brownie, hvis du skal bruge en større portion.
Hvis du bager kagen i ovnen skal det ske midt i ovnen ved 175 grader varmluft.
Hvis du i stedet kommer din brownie i grillen, skal det ske ved indirekte varme.
I kuglegrill lægger du kul i siderne, og stiller bakken med kagen i midten på risten.
I gasgrill (eksempelvis en Weber Q3200) tænder du kun de yderste brændere, lader den midterste være slukket, og sætter drypbakken i midten.
Bagetiden i grillen er også cirka 20 minutter, og opskriften er til otte personer.
Opskrift på brownie med mørk chokolade
Brownie med mørk chokolade til grill eller ovn
Tryk på antal stjerner for at bedømme
UDSKRIV PINTERESTIngredienser
- 50 gram smeltet økologisk smør
- 90 gram mørk chokolade kakaoprocent på 70
- 2 æg
- 50 gram sukker
- 25 gram Manitoba hvedemel eller almindeligt hvedemel
- 1 teskefuld kakao med top
- 1 nip fint salt
- 1 knivspids bagepulver
- 40 gram hakkede valnødder
Sådan gør du
- Find en tykbundet kasserolle frem, og smelt smørret ved meget lav varme (2 på en skala fra 1-9). Når smørret er smeltet tilsætter du chokoladen, som du inden har hakket groft. Lad chokoladen smelte stille og roligt, mens du rører i gryden med en spiseske.
- Pisk æg og sukker med et piskeris, det skal ikke blive alt for luftigt.
- Kom den smeltede smør og chokolade ned i æggesnapsen, og pisk det glat.
- Bland hvedemel, kakao, salt og bagepulver i en anden skål, og rør det ind i dejen med en dejskraber. Det skal bare vendes sammen så dejen er ensartet, ikke røre mere end nødvendigt.
- Vend så de hakkede valnødder i, og så er dejen færdig.
- Smør en drypbakke med rigeligt smør, og høld dejen i formen. Har du kke en drypbakke, kan du selvfølgelig bruge en anden form af cirka samme størrelse.
- Stil så kagen i ovnen eller grillen, og bag brownien i cirka 20 minutter. Brownies skal være lidt fugtig i midten, og må altså ikke blive gennembagt og tør. Og derfor passer de 20 minutter ret præcist.
- Tag din chokoladebrownie ud, og lad den køle lidt af. Så kan du forsigtigt vende den ud af bakken og lægge den på et skærebræt, hvor du med en skarp kniv deler den i otte firkanter.
Vil du lave andre former for brownies, kan du også prøve denne nemme opskrift.
Hej Britta
Jeg plejer at lave den i en lille alubakke, som er cirka 20 gange 15 centimeter. Så får du den rigtige højde på din brownie.
God fornøjelse.
De bedste hilsner
Holger
Madensverden.dk
Er der en der kan hjælpe med størrelse på formen?