Skærebræt og spæktræ er bedst i træ, fordi træet dræber bakterier. Men hvilket træ? Læs alle fakta om køkkenets mest anvendte redskab.
Skærebræt og spækbræt bliver brugt mange gange dagligt. Der er ingen tvivl om, at det er de mest brugte køkkenredskaber overhovedet. Derfor er det også vigtigt at vaske og pleje dem ordentligt.
Vi skærer råt kød på et spækbræt, hakker grøntsager og skærer brød på det - eller dem. Udover det er det også flot at servere mad på et spækbræt, hvis det er lavet af et smukt stykke træ. Her får du råd til at holde liv i spækbrættet uden at holde liv i bakterierne.
Vælg det rigtige materiale
Vi kan få spækbræt i mange materialer, fra marmor og plastik til diverse træsorter. Men drop marmorbrættet og brug det kun til servering, for knive tager skade af at skære ned i sten.
Plastikbrættet er heller ikke optimalt, da bakterier trives på materialet. Så pilen peger på et spækbræt i træ. I følge Teknologisk Instituts viser undersøgelser af diverse skærebrætter, at træ er det eneste materiale, hvor bakterier trives dårligt.
Eg er klart den mest hygiejniske træsort, herefter kommer ask og skovfyr. Stål er derimod det materiale, hvor bakterierne trives bedst, derefter kommer plastik.
Sådan vasker du det ordentligt
Et skærebræt skal vaskes og tørres, så snart det er brugt. Gør man det med varmt vand og opvaskemiddel, overlever bakterierne ikke.
Men en bræt, der ligger i timevis med rester af mad på, er guf for bakterier. Det er også en dårlig ide at sætte spækbrættet til tørre på et opvaskestativ.
Hæld kogende vand over det spækbræt, du lige har brugt til råt kød. Derefter vasker du det på almindelig vis med vand og sulfo.
Hvis dit skærebræt har en lugt, du ikke kan vaske væk, for eksempel af rå løg, bruger du en citron som beskrevet her: 5 ting du også kan bruge citroner til.
Vedligeholdelse med en neutral olie
Træs evne til at suge vand og fugt til sig er en væsentlig grund til, at bakterierne dør på dets overflade. Derfor skal man ikke bruge lakeret træ eller smøre det ind i en tyk olie.
Til gengæld kan du godt vedligeholde dit spækbræt med en neutral madolie som solsikkekerneolie eller vindruekerneolie, hvis det er blevet mat.
Du skal blot smøre madolien ud over hele spækbrættet, lade det trække ind i brættet 10-15 minutter og derefter tørre det overskydende olie af med køkkenrulle.
Ting du ikke skal gøre med dit skærebræt
Kom aldrig træspækbræt i opvaskemaskinen, da det flosser, revner og slår sig. Spækbræt af plastik skal til gengæld i opvaskemaskinen.
Lad ikke spækbrættet ligge i blød for at løsne snavs. Dels samler det bakterier, dels bliver det grimt.
Brug ikke det samme spækbræt til kød og grøntsager. Og slet ikke på samme tid, så kød og grønt eller brød ligger på samme bræt. Hav helst et bræt til kød og et andet til grøntsager og frugter.
Hvis du lige har formet bøffer på et spækbræt, skal du ikke lægge dem tilbage på samme, efter de er grillet eller stegt.
Lad være med at beholde og bruge et gammelt træskærebræt, der har masser af revner og splinter. Det står blot og samler bakterier.
Kilder: Træ.dk, Teknologisk Institut, OBBO.
Ole
Inden man lige vælger at smide sit fine skærebræt i træ ud, bare fordi det har nogle skære mærker, så kan man altså sagtens køre noget sandpapir over og på den måde give brættet nyt liv 🙂