Her får du en lækker opskrift på marineret helstegt oksefilet med rødvinssauce, rosenkålssalat og smørstegte kartofler. God som gæstemad.
Marineret helstegt oksefilet er lækker mad, som også er ret nem at lave.
Du skal blot beregne lidt tid til marineringen af oksefileten, men her passer den jo sig selv.
Oksestegen serveres med en lækker rødvinssauce, smørstegte kartofler og rosenkålssalat, og det hele finder du opskriften på længere nede.
Opskrift på marineret helstegt oksefilet
Ingredienser
- 1,5 kilo oksefilet - med fedtkant
- 1 chili - rød og frisk, finthakket
- 3 fed hvidløg - finthakket
- rosmarin - friske rosmarinnåle, finthakkede
- 1 dl soja
- 3 spsk. brun farin
- Lidt chilisauce - sød
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Rids fedtet på oksefileten og læg den i et fad.
- Svits hvidløg, rosmarin og chili i lidt olie på en pande.
- Hæld soja, brun farin og sød chilisauce ved og lad det koge lidt ind. Når det er blevet tykkere og lidt karamel-agtigt, så stil det til side og afkøl det.
- Når det er afkølet hældes det over stegen og fordeles godt over det hele, så den er helt dækket af marinaden.
- Dæk fadet til og stil den i køleskab i nogle timer, helst natten over.
- Vend den evt. et par gange undervejs og hæld marinanden over med en ske, så det fordeles. Inden den skal i ovnen, så hæld lidt vand i marinaden, så den ikke brænder på og der krydres med groft salt og friskkværnet peber - eller tag den op af fadet og grill den udendørs over inddirekte varme.
- Marineret helstegt oksefilet steges i ovn ved at sætte den i en forvarmet ovn ved 225 grader i 15 minutter, derefter skrues ned til 160 grader og så steges den videre til ønsket færdighed. Anbefalet kernetemperatur er 57 grader, hvor kødet så er medium stegt.
- Tag oksefilet ud, dæk den til og lad den stå og hvile i godt 15 minutter. Skær den ud i tynde skiver og server den med ønsket tilbehør.
Næringsindhold
Tilbehør
Rødvins-/champignonsauce
4 små skalotteløg, meget finthakkede
250 g champignon i tynde skiver
lidt frisk timian (jeg brugte nu tørret)
rødvin
oksebouillon
salt, friskkværnet peber
piskefløde (eller madlavningsfløde)
smør
Svits skalotteløg i en gryde i smør og tilsæt de tyndt skivede champignon og timian. Lad det hele svitse lidt. Tilsæt en passende mængde rødvin (1-2 dl) og noget god oksebouillon (ca. 1 dl) og lad det koge godt ind. Tilsæt piskefløde (1 dl) og smag det til. Kom kulør i og jævn den evt. til ønsket konsistens.
Smørristede kartofler med rødløg
passende mængde små kartofler eller aspargeskartofler, kogte og pillede (jeg brugte små vildmose kartofler)
salt
Lurpak smør
meget finthakket rødløg
De små kartofler kan fint forberedes, da det ikke gøres noget at de er kolde når de kommer i ovnen. Inden de skal i ovnen, kommes de i et ovnfast fad. Smelt smør - spar ikke på det - og kom finthakket rødløg i. Hav ikke varmen for højt, så løgene lige kan stå og blive lidt bløde, uden at smørret bliver brunt. Hæld det over kartoflerne og vend dem godt rundt, krydr med groft salt og friskkværnet peber. Sæt dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 20 minutter eller til de er let gyldne, lidt sprøde og er varme indeni.
Rosenkålssalat med æbler og avocado
400 g friske rosenkål, skyllede
2 syrlige æbler (jeg brugte nu Pink Lady æbler, fordi jeg synes de er gode)
1-2 avocado i fine tern
lidt citronsaft
1 pose soltørrede tranebær
2 spsk. olivenolie
2 spsk. citronsaft
1 spsk. flydende honning
groft salt, friskkværnet peber
Pil yderbladene af rosenkålene og halver dem. Snit dem meget fint på tværs og kom dem i en skål. Fordel strimlerne med hænderne, hvis de hænger sammen, så de ligge adskilte i små strimler. Skær æblerne i små tern. Bland fintskåret avocado med lidt citronsaft og kom også dem i skålen. Bland tranebær i. Pisk ingredienserne til dressingen sammen og hæld det over, vend det hele godt rundt, så det fordeles ligeligt på alle grønsagerne. Smag den til med groft salt og friskkværnet peber. Lad den gerne stå 1-2 timer og trække lidt inden servering.
Se også disse opskrifter:

Comments
No Comments