Her er den korrekte stegetid på en gås i ovnen. Gåsen fyldes med æbler og svesker, og så skal den steges cirka 45 minutter pr. kilo.
Rigtig mange spiser stadig gås juleaften, og det er ikke så svært at stege gåsen helt perfekt.
Her er en nem og overskuelig guide til den perfekte gåsesteg - både juleaften og når du ellers har lyst til det.
Størrelse og fyld
Gæs varierer lidt i størrelse, og det spiller selvfølgelig ind på stegetiden. Men normalt ligger de på cirka 5-6 kilo.
Beregn cirka 250 gram æbler i både, samt cirka 200 gram svesker.
Giv gåsen en god omgang salt indvendig, og fyld den med æblebåde og svesker.
Pensl gåsen udvendigt med lidt smør, og gnid den grundigt med salt.
Læg den på en rist på en bradepande med ryggen opad, og hæld en liter hønsefond i bunden af bradepanden. Eventuelt en liter vand og to bouillonterninger.
Stil gåsen ind i en forvarmet ovn ved 160 grader over- og undervarme - ikke varmluft, da gåsen så vil blive mere tør.
Vend gåsen om efter en time, så brystet nu er øverst. Sådan skal gåsen steges færdig.
Stegetid på gås
Nu skal du beregne cirka 45 minutter pr. kilo gås.
Så vejer gåsen fem kilo skal den steges i cirka tre timer og tre kvarter.
Vejer gåsen seks kilo er stegetiden fire timer og 30 minutter.
Og har du en gåsesteg på syv kilo skal den steges i fem timer og et kvarter.
Kernetemperatur i en gåsesteg skal være 75 grader.
Efterbrun altid gåsesteg ved høj varme i ovnen, gerne 250 grader.
Lad gåsen hvile i 30 minutter inden udskæring.
Sovs til gåsesteg
Du kan nemt lave en vidunderlig sovs til gåsen. Brun indmad og hals i en stegegryde sammen med et grofthakket løg og lidt persillerod, og hæld vand ved til det dækker.
Kom 10 peberkorn ved og lad det nu småsimre under låg i halvanden time.
Si skyen over i en anden gryde og kog op. Kom også skyen fra bradepanden ved, og jævn den med lidt Maizena.
Smag sovsen til med gastrik, salt og peber. Kom eventuelt også lidt ribsgele eller solbærgele i.