Tonic er en uadskillelig ven til gin. Her får du fakta om indhold, og hvorfor lige netop den drik passer så godt til gin, får du fakta her.

Tonic er ikke til at komme udenom, hvis man skal holde fest eller have et barskab, der er nogenlunde velforsynet.

Den bitre sodavand drikkes sjældent alene - og aldrig af børn - men den er perfekt i en drink.

Det, der giver tonicen sin velkendte bitre smag, er kinin. Et stof der findes i barken på sydamerikanske cinchonatræer, men som også kan laves syntetisk.

Hvorfor mennesket har fundet på at tilsætte en sodavand dette bitre stof, får du forklaringen på her. Men først skal vi runde kininen.

Derfor kom tonicen til verden

Sydamerikas oprindelige befolkning har i hundredvis af år vidst, at de kunne bruge bark fra cinchonatræerne til at helbrede visse sygdomme.

Da europæerne kom, opdagede de formodentlig ved et tilfælde, at denne bark og dens indhold af kinin kunne være med til at helbrede malaria og maveproblemer.

Kininens magiske egenskaber spredte sig, og særligt de engelske kolonister blev anbefalet at drikke den som forebyggelse mod tropesygdomme.

Soldaterne blandede den op med mineralvand, men da det stadig var en bitter drik, miksede de hele herligheden med sukker. Og dette var tonicens fødsel.

Tonic endte kolonisterne senere med at "fortynde" med gin. Og den klassiske G&T, som ses her, var skabt.