Semolina eller semulje er navnet på en særlig meltype, hvor hvedekornet ikke males helt. Det er i slægt med mannagryn. Her kan du læse mere.
Semolina - eller på dansk: semulje - er en meltype, som reelt ikke er mel. Det er nemlig den inderste, hårdeste del af hvedens kerne.
Denne del af hvedekernen bliver ikke til fint hvedemel, men bevares, så man stadig har det inderste korn.
I Danmark bruger vi ordet semulje eller semuljegryn om grynene lavet af dansk hvede.
Rigtig semolina laves af durumhvede, og har en let gylden farve. Det er den, som italienerne bruger til at lave pasta.
Det høje protein- og glutenindhold betyder nemlig, at pastadejen bliver mere sej, hvilket betyder, at pastaen ikke går så let i stykker, når man laver den.
Bruges overalt
Men semolina og semulje er kendt verden over. I østeuropæiske lande har man brugt semulje til at lave en særlig semolinapudding med for eksempel rosiner og kanel lige siden romertiden.
I Mellemøsten, Nordafrika og Italien bruges semolina til alt fra kager til dumplings. Couscous er også fremstillet af semolina.
Her ses vores opskrift på superlækre småkager fra Mellemøsten, hvor der er brugt semolina i dejen:
Mannagryn vs semulje
Mannagryn er grovere gryn end semolina eller semuljegryn. Disse gryn er også fremstillet af de inderste hvedekerner, hvilket betyder, at de indeholder gluten.
Grød fremstillet på mannagryn har været meget brugt i Danmark, men er ved at glide ud af de danske køkkener. Måske fordi sådan en grød ikke indeholder det vigtige fuldkorn.
I Sverige bliver mannagrød stadig lavet i stor stil, men udover det har de også en særlig sommerdelikatesse: klappgröt.
Her koges mannagrynene i hindbær- eller tyttebærsaft og sukker strøs på, inden grøden spises.
