Kalvemørbrad: Her er en dejlig efterårsgryde med den møreste kalvemørbrad, bacon og grønsager, og det er klassisk simremad.
Kalvemørbrad er en dyr spise, det indrømmer jeg gerne. Men indimellem kan de købes på tilbud, og så får man faktisk en del mad ud af dette fremragende stykke kød.
Brug mellemdelen til helstegt mørbrad eller gode bøffer, men enderne kan du passende gemme til denne gryderet.
Og kødet bliver jo mørt som smør. Kig på det - og det falder fra hinanden.
Server kalvemørbradsgryden med løse ris og lidt groft brød.
Du kan selvfølgelig bruge målene i denne opskrift, men du skal ikke være bange for at tilsætte mere kød, bacon eller grønsager.
Opskrift på kalvemørbrad i gryde
Gryde med kalvemørbrad og tørsaltet bacon - god vintermad
Ingredienser
- 450 gram kalvemørbrad - i mundrette tern
- 200 gram champignon - kvarte
- 120 gram tørsaltet bacon
- 2 peberfrugter - grove strimler
- 1 rødløg - i grove tern
- 2 fed hvidløg
- 3 gulerødder - skiver
- 1 dåse hakkede tomater
- 6 deciliter vand
- 3 teskefulde paprika
- 1 teskefuld tørret timian
- 2 spiseskefulde mel
Sådan gør du
- Svits hver for sig champignon, bacon og peberfrugt på en varm pande. Kom det i en skål.
- Svits så kalvemørbraden i lidt smør i en gryde, og tilsæt løg og hvidløg. Tilsæt så melet, og rør det godt rundt. Melet sørger for at jævne gryderetten.
- Kom så de øvrige ingredienser i gryden (også champignon, bacon og peberfrugter), og krydr godt med sort peber. Salt ikke maden endnu, da bacon i forvejen er saltet meget!
- Lad gerne gryderetten med kalvemørbrad simre under låg i et par timer, og smag til med salt og eventuel mere peber.
Del dine ideer og tanker med os andre her: