Langtidsstegt cuvette i gryde er den bedste gæstemad, og du får et super mørt stykke kød. Her lavet med kartoffelpandekage og estragonsauce.
Der er flere gode ting ved en langtidsstegt cuvette i gryde, og en af dem er blandt andet, at cuvetten er et nogenlunde billigt stykke kød.
Det kan være lidt ukurant, men med denne opskrift får du et aldeles mørt stykke kød, som smager helt fantastisk.
Desuden er fremgangsmåden nogenlunde nem at gå til, og du får et sikkert og super fint resultat, som vil vække glæde ved middagsbordet. Og som sagt er cuvette i gryde perfekt gæstemad.
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer.
Opskrift på langtidsstegt cuvette
Ingredienser
- 1 cuvette på ca. 1 kilo, kalv eller okse
- 1 rødløg
- 3 fed hvidløg
- 1 gulerod
- 1 æble
- 1 stor tomat eller et par små
- Lidt knoldselleri
- 3 kviste timian
- 2 kviste estragon
- 2 deciliter rødvin
- 3 deciliter vand
- 2 laurbærblade
- salt og friskkværnet peber
Til estragonsauce
- Skyen fra stegen
- 2 spiseskefulde gastrik
- 1 deciliter fløde
- estragon efter smag
- 2 teskefulde Maizena
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Afpuds cuvetten eller bed slagteren om det, så der ikke er for meget fedt på den. Det kan nemlig godt blive lidt blevret på den færdige oksesteg, så skær det meste væk. Krydr kødet let med lidt salt og friskkværnet peber. En langtidsstegt cuvette skal ikke saltes for meget, da skyen og saucen så kan blive for saltet!
- Varm din store stegegryde godt op, og brun cuvetten i en god klat smør. Oksestegen skal have en god stegeskorpe på begge sider, hvilket er vigtigt for den gode smag.
- Løg, hvidløg, gulerod, æble, tomat og knoldselleri snittes groft og kommes ved kødet. Lad det lige svitse et par minutter.
- Hæld så et par deciliter god rødvin ved, og derefter tre deciliter vand. Stik også et par laurbærblade ved sammen med timian og estragon.
- Læg låg på gryden og skru ned for varmen, så det netop simrer. Langtidsstegt cuvette i gryde steges i fire timer med låget på, hvor den passer sig selv. Du kan med fordel vende stegen efter to timer, men det er ikke nødvendigt.
- Når de fire timer er gået, tages den langtidsstegte cuvette forsigtigt op af gryden, da kødet er meget mørt. Pakkes ind i sølvpapir, mens du laver saucen.
- Sigt skyen over i en lille gryde, og kog den ind til næsten halv mængde. Smag til med gastrik, tilsæt lidt fløde og jævn din estragonsauce med lidt Maizena udrørt i en smule koldt vand. Smag også til med salt og friskkværnet peber. Har du ikke gastrik, kan du bruge lidt eddike plus en smule sukker.
- Pil bladene af nogle kviste estragon og hak dem fint, og vend dem i saucen lige inden servering.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
Langtidsstegt cuvette i gryde serveres med den skønne estragonsauce, kartoffelpandekage og en lækker løgsalat.
Virkelig lækker gæstemad, som heller ikke er så vanskelig at lave.
Se også mine opskrifter på:
Cuvette - langtidsstegt med rosmarin og hvidløg
Sanne Larsen
Jeg lavede din gammeldags grydesteg igår og den simrede i 2 timer med grøntsager og blev vildt tør ? Kødet var blevet hårdt og tørt slet ikke mørt øv - jeg gjorde alt der stod i opskriften