Kinaradise er en hvid rodfrugt, som er populær i hele Asien. Den krydrede, friske smag pepper maden op. Her får du ideer til at bruge kinaradisen samt en masse fakta.
Kinaradise har et misvisende navn her i Danmark. I virkeligheden er det en japansk rodfrugt, men den kom til Danmark i 1980'erne før sushi-bølgen, og vi kendte ikke meget til det japanske køkken. Til gengæld var der kinesiske restauranter og grillbarer drysset ud over hele landet - og det er formodentlig derfor, at kinaradisen fik sit navn.
Radise er denne rodfrugt egentlig heller ikke, selvom den er i familien med radisen. Derimod er det en forædling af ræddiken. Men hvad er et navn, så længe grøntsagen gør gavn.
Sådan smager den
Kinaradiser er rødder - eller ræddiker - der bliver op til en halv meter lang, De kan sagtens dyrkes i danske haver, da de ikke er sarte i forhold til temperatur. Smagen er mildere end vores røde radiser, men kinaradiser har også en lettere pebret smag med et strejf af sød sennep. Generelt vil kinaradiser have en stærkere smag som rå, end når de bliver varmet op i for eksempel wokretter. Her vil de få sødme af selve opvarmningen.
Noget af det skønneste ved denne grøntsag er, at den har et godt knæk, når man bider i en rå skive kinaradise. Den er frisk og saftig og passer derfor supergodt med andre grøntsager i stave på et grøntsagsfad med dip.
Næringsindhold
Kinaradiser indeholder ikke mange kulhydrater, som giver kroppen energi. Til gengæld feder den ikke overhovedet, og så er den rig på C-vitaminer, folat og kalium. Målene her gælder for 100 gram rå kinaradise.
Energi: 69 kJ/17 kcal
Kulhydrater: 2,6 gram
Proteiner: 0,6 gram
Fedt: 0,1 gram
Ideer til anvendelse af kinaradise
I modsætning til gulerødder, som vi sagtens kan spise uden at skrælle dem, er kinaradisens skræl meget skarp, derfor skal du altid skrælle dem, før du bruger dem. Her er ideer til at bruge den hvide, sprøde grøntsag:
- Riv kinaradisen og bland den i en gulerodsalat med revet gulerødder, æbler samt citronsaft.
- Brug stave eller tern i asiatiske wokretter i lighed med andre grøntsager.
- Syltede vietnamesiske grøntsager, do chua: Skær gulerødder og kinaradiser i lange, tynde stave, læg dem i rensede patentglas og hæld en sukker-, æbleeddike- og vandblanding henover. Du skal bruge en tredjedel af hver ingrediens samt lidt salt til blandingen. Lad dem stå på køl mindst tre dage, før du spiser dem.
- I Korea er fermentering en tradition, hvor kimchi af kål er toppen. Tjek denne artikel, hvis du vil prøve at fermentere kinaradiser sammen med kålen i en god, stærk kimchi.
- Japanerne bruger ofte kinaradise, på japansk: daikon, i makiruller. Hvis du laver sushi, kan du skære kinaradisen i tændstikstynde stykker og tilføje dem.
- De er også gode som ingredienser i en kold thai beef salad eller en nuddelsalat med blandede grøntsager samt dressing af chili, ingefær, rørsukker, eddike og lime.
- Skær dem i papirstynde skiver og brug dem som en flot og sprød detalje i forskellige salater.
Opbevaring
De hvide ræddiker kan holde sig en uge til to uger i køleskabet, når du har dem i en lukket pose.
Del dine ideer og tanker med os andre her: