Pizzavafler med revet skinke til picnickurven, aftenhyggen eller børnenes madpakker. Se opskriften på lækre snacks, som spreder hygge.
Inden længe starter ungerne i skolen igen og vi voksne på arbejde igen. Jeg er typen, der er vild med at gøre madpakken lidt hyggelig.
Jeg elsker pizza, og gerne i alle mulige former og farver. Derfor er jeg begyndt at lave de her sprøde pizzavafler, som jeg synes, er perfekte i madkassen sammen med noget gnavegrønt og ikke mindst et alternativ til de klassiske vafler.
I opskriften bruger jeg revet skinke, men det kan du sagtens udskifte med minipepperoni eller pepperoni skåret i mindre stykker.
Opskrift på pizzavafler med skinke
Ingredienser
- 3 dl hvedemel
- 1,5 dl havregryn
- 1 tsk. salt.
- 2 tsk. bagepulver
- 1 spsk. oregano
- 4 dl kærnemælk
- 3 æg
- 50 gram smør
Fyld
- Revet skinke
- Revet ost gerne gouda
Sådan gør du
- Hvedemel, havregryn, salt, bagepulver og oregano blandes sammen i en skål.
- Tilsæt æg og kærnemælk og rør det godt.
- Smelt smørret og rør det i blandingen.
- Kom lidt fedtstof på vaffeljernet og ca. 1 dl vaffeldej.
- Top med revet ost og skinke.
- Bag vaflen i ca. 2 til 3 min.
Tips
Skal vaflerne smage meget som traditionelle pizzaer, kan du dryppe lidt tomatsovs på dejen, når du har vendt den for at bage den anden side.
Her kan du så drysse med oregano og for eksempel pepperoni.
Du kan også servere pizzavaflerne sammen med en lækker dip eller en frisk, grøn salat med nye ærter.
Se også vores opskrift på spinatvafler.
Maiken, også kaldt Tutti, står bag opskriften. Gift med manden i mit liv, har en teenagerdatter i huset (ohhh my). Bor i Ilskov ved Herning. Er et stort madøre der lever sundt med plads til udskejelser. Elsker mad og humor. Lever for at spise og grine. Håber at kunne inspirere dig.
Møz fra Tutti.
Vil gerne prøve dem, men er i tvivl om vaffeljernnet skal lukkes, eller være åbent. Mvh. Margit