Perlespelt med forårsløg og hvidløg er et godt og sundt alternativ til ris og bulgur. Her med økologisk perlespelt fra Skærtoft Mølle på Als.
Perlespelt med forårsløg og hvidløg er sundt og hurtigt tilbehør til mange kødretter.
Perlespelten skal koges al dente, altså med lidt bid, men ikke helt udkogt.
Derfor passer kogetiden på omkring 20 minutter meget godt.
Husk altid at skylle perlespelt grundigt, da der er tale om korn, der ofte er støvede og urent. Derfor skal du skylle det under en rindende vandhane.
Her har jeg brugt økologisk perlespelt fra Skærtoft Mølle på Als i Sønderjylland, som jeg synes holder en rigtig god kvalitet. Men du kan selvfølgelig bruge alle andre typer perlespelt i stedet.
Opskriften er beregnet som tilbehør til fire personer.
Opskrift på perlespelt med forårsløg
Ingredienser
- 3 deciliter økologisk perlespelt fra Skærtoft Mølle
- 5 deciliter vand
- 1 bouillonterning hønsebouillon
- 1 bundt forårsløg
- 2 finthakkede fed hvidløg
- Salt og friskkværnet peber
- Lidt friskhakket purløg og timian
Sådan gør du
- Start med at skylle perlespelten under rindende vand. Mål tre deciliter perlespelt af, og hæld den i en si, og skyld perlespelten grundigt under rindende, lunkent vand.
- Skær roden og den øverste top af forårsløgene, og skær dem i skiver. Pil og hak hvidløgsfed fint.
- Kom lidt olie i en tykbundet gryde, og sauter forårsløg og hvidløg blanke i olien ved middel varme. Det skal IKKE brunes!
- Kom så perlespelt ved, og lad det svitse med et minuts tid.
- Tilsæt så vand og bouillonterning, og lad det koge op.
- Rør rundt, og skru ned for varmen når det koger, og læg låget på. Nu skal perlespelten småsimre i cirka 20 minutter, hvor du undervejs rører nogle gange i gryden.
- Smag så din perlespelt til med salt og friskkværnet peber.
- Rør eventuelt også lidt friskhakket purløg og timian i, og servér straks.
Næringsindhold
Tips
Perlespelt med forårsløg og hvidløg passer perfekt til grillet mørbrad med sennep.
Se også mine opskrifter på:
Comments
No Comments