Kinakål - fakta og de bedste opskrifter med kinesisk kål

Kinakål kaldes også for kinesisk kål, og her kan du læse fakta om den milde kål med de sprøde blade. Se også opskrifter, opbevaring og næringsindhold.
Kinakål er en af de mest almindelige typer kål i de danske supermarkeder, hvor den stort set kan findes overalt.
Og den kinesiske kål kan da også anvendes til mange forskellige retter, hvilket netop gør den så populær.
Her kan du blive lidt klogere på kinakålen med fakta, sæson, anvendelse, opbevaring og næringsindholdet.
Fakta om kinakål
Som navnet jo klart antyder, så stammer kinakål oprindeligt fra Kina.
Faktisk har man kendt til kinakålen i Kina i mere end 1.500 år, og formentlig endda meget længere tilbage i tiden. Faktisk har den i mange år været ret udbredt i det sydøstlige Asien.
Kinakål nåede til Europa fra flere hundrede år siden, men omkring 1850erne begyndte man også at dyrke kålen i Europa.
Den første dyrkning af den kinesiske kål i Europa skete blandt andet i Østrig, men herfra spredte den sig ret hurtigt til andre europæiske lande.
Kinakål er populær hos både børn og voksne, og faktisk er det de færreste, der ikke synes om kålen.
Den er nemlig blid og mild i smagen, og bladene er meget sprøde, men samtidig saftige.
Kendetegn er de flotte og nærmest lysegrønee blade og en hvid stok, og man spiser altså begge dele.
Sæson
Sæson for kinakål i Danmark strækker sig sommer og frem til december.
Den økologiske produktion herhjemme stopper dog et par måneder tidligere.
I resten af året kan du dog også købe kinakålen i supermarkedet, hvor den importeres fra andre dele af verden. Herunder Sydeuropa.
Anvendelse
Kinakål er en kål, og det er også sådan den skal spises.
Først og fremmest er den fremragende som salat, netop fordi den både er sprød og saftig. Her kan du blandt andet se min opskrift på salat med kinakål og edamame bønner.
Den rå og skyllede kinesiske kål kan også blot brækkes i grove stykker og vendes med en dressing. Det er en nem og meget lækker salat.
Kinakålen bruges også ofte i hurtige retter, hvor den snittes i mindre stykker og steges på en varm pande eller i en wok,
Klassisk er det at stege kålen i 15 sekunder i en varm wok, hvorefter der tilsættes lidt hvidløg og østerssauce. Det smager godt.
Kinakålen er god at komme i supper, hvor den giver en god fylde.
I det hele taget skal de sprøde kinakål kun tilberedes meget kort tid for at bevare sprødheden.
Jeg bruger ofte også kinakålen som salat i en burger, hvor den passer perfekt til.
Opbevaring
Kinakål opbevares i køleskabet, hvor det sagtens kan holde sig en uge. Læg kålen i en plasticpose.
Jeg har endda haft den kinesiske kål liggende på køl i næsten to uger, og den var altså stadig frisk og fin.
Man kan friske kålbladene op ved, at lægge dem i iskoldt vand i 15 minutter inden brug.
Næringsindhold
Indhold pr. 100 gram
Kalorier: 12
Fedt: <1 gram
Kulhydrater: 2 gram
Protein: 1 gram