Små hindbærtærter med et fyld af marcipan og nougat er lækkerbiskener, de fleste vil elske. Her er opskriften på en køn og lækker dessert.
Små hindbærtærter er superflotte som portionsanrettede desserter - eller som en ekstra flot kage til kaffen. Disse er fyldt med den herligste blanding af marcipan og nougat, og som en ekstra gevinst: Vaniljecreme rørt op med flødeskum. Altså en bombe af smag og konsistens, som det er meget svært at sige nej tak til.
I opskriften, som vi har fået lov at dele af ODENSE Marcipan, indgår der købt vaniljecreme-pulver, der skal piskes med sødmælk. Du kan naturligvis også lave vaniljecremen helt fra bunden for derefter at vende den med flødeskum. Det afhænger af tid og tålmodighed. Hindbærrene kan også udskiftes med for eksempel brombær, eller du kan lave halvt af hvert, så du både serverer små hindbærtærter og brombærtærter.
I opskriften skal du bruge et halvt æg til selve tærtebunden og et halvandet æg til mazarinen. Det klarer du ved at piske to æg let sammen og derefter fordele æggemassen i henholdsvis dej og mazarin.
Opskrift på små hindbærtærter
Små hindbærtærter med marcipan
Ingredienser
- 75 gram smør - Blødt
- 50 gram flormelis
- ½ stang vanilje
- 1 knivspids salt
- ½ æg
- 25 gram mandelmel
- 130 gram hvedemel
- 8 tærteringe eller -forme. - Små
Mazarin
- 80 gram Original ODENSE Marcipan
- 80 gram sukker
- 80 gram smør - Blødt
- 1 ½ æg
- 25 gram hasselnødder
- 100 gram Nougat
Til servering
- 400 gram friske hindbær
- 1 spsk frysetørret hindbær
- 1 pose ODENSE vaniljecreme - eller hjemmelavet
- 1 ⅓ dl sødmælk
- 2 dl piskefløde
Sådan gør du
- Rør blødt smør, flormelis, vaniljekorn og salt sammen i en skål. Rør æg i. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og rør forsigtigt dejen sammen uden at ælte den for meget. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i en time.
- Rul dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Beklæd tærteformene med dejen, og skær overskydende dej væk, så tærterne får pæne og lige kanter. Stil tærtebundene i fryseren i en time.
- Riv marcipanen på den grove side af et rivejern (dette er nemmest, hvis marcipanen er kold). Bland så den groftrevet marcipan og sukker sammen i en skål.
- Tilsæt det bløde smør, og rør det sammen. Tilsæt æg, og pisk det sammen til en ensartet masse.
- Blend hasselnødderne til fint mel, og rør det i mazarinmassen evt. sammen med hasselnøddelikør.
- Tænd ovnen på 175°. Tag tærtebundene ud af fryseren, og fordel mazarinmassen heri i et jævnt lag. Bag tærterne i ovnen i ca. 20 minutter, til de er let gyldne og gennembagte. Tag dem ud, og sæt dem på en rist.
- Skær nougat i mindre stykker, smelt den i en skål over vandbad, og smør den på toppen af de afkølede tærter.
- Pynt tærterne med hele hindbær, og drys med frysetørrede hindbær.
- Pisk sødmælk og vaniljecreme-pulver i fem minutter. Pisk fløden til skum og vend den i cremen. Server som tilbehør til tærterne.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
Prøv også en af disse opskrifter:
Del dine ideer og tanker med os andre her: