Når du er syg med snottet næse, kan maden virke kedelig og smagsløs. Men ved simple tricks kan du booste smagen i din mad, når du er syg.
Har du også svært ved at spise mad, når du er syg? Når du er syg med forkølelse, influenza eller andre sygdomme, der nedsætter lugtesansen, vil du ofte opleve, at maden ikke smager af noget.
Kombineret med en manglende appetit, kan det være rigtig svært at motivere sig til at spise.
Men du kan godt få maden til at smage af mere med simple tricks.
Nedsat appetit og lugtesans er dårlig kombination
Sygdom medfører ofte en nedsat appetit, hvilket er uhensigtsmæssig, da kroppen har brug for næring til at bekæmpe sygdommen. Hvis du så samtidig er snottet og din lugtesans er ude af spil, kan det være endnu sværere at finde motivation til at spise.
Lugtesansen kan registrere op mod en billion (1.000.000.000.000!) forskellige aromastoffer, mens din tunge kun kan smage fem smage.
Det er derfor lugtesansen er så vigtig for vores samlede smagsoplevelse, og derfor maden opleves, som om den ikke smager af noget, når vi ikke har vores lugtesans.
Med en i forvejen nedsat appetit på grund af sygdom, kan det være endnu sværere at spise mad, når du er syg, hvor maden ikke smager af noget.
Fokus på smagen
Hvis din lugtesans er nedsat, er det ekstra vigtigt, at du har fokus på dine andre sanser, særligt smagssansen.
De fem grundsmage som smagsløgene på vores tunge kan registrere skal alle i spil, og der skal være rigeligt af dem.
Sørg for, at der både er søde, sure, salte og bitre elementer i din mad, når du er syg - og husk også umami, der giver dybde og fylde.
Se i hvilke madvarer du finder de fem grundsmage her: Grundsmage: Guide til sødt, surt, salt, bittert og umami.
Brug chili og forskellige konsistenser
Du kan også eksperimentere med det stærke og tilsætte chili, sennep, peberrod osv. til din mad, når du er syg, da disse vil bidrage til mundfølelsen, der også er vigtig for den samlede smagsoplevelse.
Hav også gerne forskellige konsistenser i din mad, så der både er noget sprødt og fast at tygge på og noget blødt eller cremet.
De sprøde og hårde elementer afhænger selvfølgelig af, om du har ondt i halsen. Er det tilfældet, er det oftest rarere med blød og cremet mad, der ikke gør så ondt at synke, og her er det endnu mere vigtigt at tænke alle grundsmagende ind i retten.
Husk at drikke rigeligt
Udover vigtigheden af, at få næringsstofferne til kroppen, er det ekstra vigtigt, at du sørger for at få nok væske, når du er syg. Særligt hvis du har feber, diarré eller kaster op, hvor du mister meget væske, skal du være opmærksom på at få væske, salt og sukker nok, så du ikke dehydrerer.
Lav for eksempel en suppe med masser af smag. Supper kan være en god måde at få både væske og næring på samme tid, og har du ondt i halsen, kan en blendet suppe være en god løsning.
Se også disse artikler:
Påvirker coronavirus dine sanser?
Del dine ideer og tanker med os andre her: