Både børn og voksne vil elske denne lækre ret bestående af fladbrød med røget laks. Og så er det næsten lige så nemt som at smøre en leverpostejsmad.
Røget laks er sundt for kroppen og indeholder både de sunde omega-3 fedtsyrer, protein, D-vitamin, jod og selen. Laksen hører til de fede fisk, der indeholder ekstra meget af de sunde omega-3 fedtsyrer.
Ifølge de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen skal vi spise 350 gram fisk om ugen. Det svarer til to gange om ugen til aftensmad og flere gange om ugen til pålæg. Det er dog de færreste af os, der når op på den anbefalede mængde fisk.
Med denne nemme opskrift med røget laks, kan det næsten ikke blive lettere at spise fisk. Du kan både bruge varmrøget eller koldrøget laks afhængigt af, hvad du foretrækker.
Køber gerne alle ingredienserne færdige, så skal du bare snitte lidt grønt og fordele det hele på det lunede fladbrød med pesto.
Lad børnene være med til at lave deres eget fladbrød med røget laks og lad dem pynte som de vil med de sprøde grøntsager og parmesanost.
Lettere bliver det ikke at spise fisk!
Ingredienser (4 personer)
4 fladbrød
Pesto, eksempelvis persillepesto
400 gram røget laks, varm- eller koldrøget
1 rød peberfrugt
2 tomater
½ agurk
Parmesanost
Bredbladet persille
Fremgangsmåde
- Skyl peberfrugt, tomater og agurk og skær dem i små tern. Skyl og hak bredbladet persille groft.
- Lun fladbrødene og smør dem med pesto.
- Fordel peberfrugt, tomat og agurk på fladbrødet og læg den røgede laks på.
- Drys med friskrevet parmesanost og bredbladet persille.
Servering
Spis fladbrød med røget laks til enten frokost eller en dejlig nem og sund aftensmad.
Og husk at invitere børnene med i køkkenet. Få flere tips og tricks til, hvordan du får børn til at spise mere fisk her:
Sådan får du børn til at spise fisk
Har du tid og lyst kan du også lave dine fladbrød og pesto selv – se opskrifter her:
Fladbrød - nem opskrift på de flade arabiske brød
Persillepesto - nem pesto med persille og pinjekerner
Opskriften er udviklet i forskningsprojektet FiSK ved Københavns Universitet i samarbejde med Kattegatcentret, Nordsøen Oceanarium, Fiskeri- og Søfartsmuseet og Den Blå Planet. Læs mere om projektet her.
Del dine ideer og tanker med os andre her: