Hindbær

Hindbær. Hvad er dog bedre end de søde og friske bær, når den danske sommer topper. Her er alt om hindbærrene med fakta og de bedste opskrifter.
Hindbær er noget af det ypperste fra naturens hånd. Jeg ved ikke med dig, men jeg elsker de søde og skrøbelig bær. Buske, der bugner midt i højsommeren med de smukkeste røde hindbær, slår næsten alt andet.
Og selvom de indimellem kan koste kradser og sår fra stikkende grene, så er de absolut værd at kæmpe for at få fat på.
Hindbær friske fra busken er en ren sanseoplevelse. Snyd ikke dig selv og børnene for at gå på hindbærjagt i skov og krat.
Sæson for hindbær
Sæsonen er kort, så når vi vil genkalde os sommerens smag i de mørke måneder, må vi ty til den frosne udgave.
Denne fungerer også fint til tærter, kager, muffins og alle de andre søde sager. Den søde smag med lidt syrlighed er et fint indslag på kagebordet.
De findes i naturen i juli og august., men den danske sæson strækker sig normalt fra juni og frem til oktober. Afhængig af vejr og vind. Resten af året importeres bær fra udlandet.
Anvendelse
Hindbær er helt fantastiske i dessertkøkkenet. Brug dem friske som tilbehør eller lav en skøn is eller dessert.
Til dette kan du også bruge frosne bær – giv dem dog lige et opkog inden brug.
Har du bær, som er lidt overmodne og smattede, kan du bruge dem til gelé, saft, syltetøj, marmelade eller i bagværk.
Hindbær giver en god aroma i vineddike, og der laves fremragende likører og brændevin af hindbærrene.
Tørrede hindbærblade kan faktisk også bruges til at lave din egen sommerte.
Hindbær kan sågar bruges som tilbehør til kød – f.eks. som en kompot til vildt.
Hindbær og roskildesyge
Intet er som sagt bedre end friske hindbær, men resten af året kan frosne bær være en fin løsning.
Her skal man dog være opmærksom, da der kan være en risiko for norovirus, der også kaldes roskildesyge.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man koger hindbærrene (de frosne) i mindst ét minut, for at fjerne risikoen for smitte.
Næringsindhold
Hindbær er fulde af fibre, antioxidanter og vitaminer.
Derudover er hindbær en god kilde til B-vitamin, C-vitamin, folsyre, jern, B3-vitamin, riboflavin, kobber, kalium og magnesium.
Dette powerfulde mix gør hindbær meget anvendt i sundheds- og helseindustrien.
Holdbarhed
Hindbærrene er meget sarte, og derfor opbevares de bedste på køl.
Her kan de holde i op til et par dage, så de skal altså bruges ret hurtigt. Hindbærrene kan sagtens fryses ned.
Fakta om hindbær
Vilde hindbær har man spist i Europa siden middelalderen. Hindbærrene er i øvrigt en såkaldt flerfoldsfrugt, der i virkeligheden er mange små frugter samlet i ét bær.
Hvis du ikke selv er så heldig at have hindbærbuske i haven, så finder du typisk de små buske i løvskov og grøftekanter.
Hindbær har det bedst i områder med fugtig og næringsrig jord, hvor jorden er dækket af rådnende blade. Den skal have godt med lys, så kig især langs stier eller i udkanten af buskadser.
Du skal være hurtig for at få glæde af de søde, røde bær – sæsonen er kort, og der er er rift om dem – både blandt mennesker og dyr. Tag handsker og dæk dig til med tøj, når du skal plukke hindbær.
Bærrene bliver hurtigt meget modne og smatter let ud, så medbring et par bøtter til at plukke i, så de faste bær holdes adskilt fra de bløde, som du altid kan bruge til marmelade.
De må ikke være ormædte. Skyl dem nænsomt i vand.