Bedstefars skæg er en klassisk dansk kage med blød bund, hindbærmarmelade og et luftigt lag marengs.
Bunden forbages først, hvorefter marmelade og marengs fordeles på kagen, inden den bages færdig.
Bedstefars skæg
Ingredienser
- 200 g smør (blødt)
- 250 g sukker
- 2 æg
- 350 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 250 g mælk (svarende til 2,5 dl.)
- 100 g pasteuriserede æggehvider
- 175 g sukker
- 0,5 tsk eddike
- 100 g hindbærmarmelade (eller anden marmelade)
Fremgangsmåde
- Kom 200 g smør (blødt) og 250 g sukker op i en skål, og rør det luftigt. Rør så 2 æg i et ad gangen.
- I en anden skål blander du 350 g hvedemel, 1 tsk bagepulver og 1 tsk vaniljesukker.
- Rør det forsigtigt ind i æggemassen sammen med 250 g mælk. Rør det gradvist sammen, så du får en ensartet og lidt blød dej.
- Smør en form, og hæld dejen i. Formens størrelse skal helst være ca. 30 gange 22 centimeter eller lignende.
- Bag den i ca. 18 minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme. Den skal være let gylden i overfladen, men ikke mere end det.
- I mellemtiden pisker du 100 g pasteuriserede æggehvider stive sammen med 175 g sukker og 0,5 tsk eddike. Pisk sukkeret gradvist ind i æggehviderne.
- Tag kagen ud af ovnen, og smør 100 g hindbærmarmelade på.
- Oven på den lægger du forsigtigt et lag marengs. Til sidst drysses lidt sukker over marengsen.
- Nu skal din lækre bedstefars skæg bages færdig i ovnen. Den skal have cirka 10 minutter - stadig ved 200 grader over- og undervarme.
- Hold øje med kagen, da den ikke må blive for mærk på toppen, men samtidig skal have lidt farve.
Næringsindhold
Video
Sådan får du en luftig marengs
Brug en helt ren og tør skål, da selv lidt fedt eller æggeblomme kan gøre det vanskeligt at piske æggehviderne stive.
Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, mens der piskes, og fortsæt til marengsen er blank og holder sin form.
Eddiken hjælper med at stabilisere marengsen. Vil du læse mere om teknikken, finder du min grundopskrift og guide til marengs.
Sådan undgår du en klæg bund
Kagebunden skal være sat, inden marmelade og marengs kommer på.
Efter den første bagning skal overfladen være let gylden og fast nok til at bære fyldet. Er den stadig meget blød i midten, skal den have et par minutter mere.
Formens størrelse betyder også noget. En mindre form giver en tykkere bund, som kræver længere bagetid.
Hvilken marmelade kan bruges?
Hindbærmarmelade er et godt valg, fordi syren i bærrene giver modspil til den søde marengs.
Du kan bruge hjemmelavet hindbærmarmelade eller en færdig marmelade.
Andre muligheder er:
- Ribsmarmelade
- Jordbærmarmelade
- Abrikosmarmelade
- Brombærmarmelade
- Rabarberkompot
Vælg helst en forholdsvis fast marmelade, og undgå et meget tykt lag.
Formstørrelse og stor bradepande
Opskriften passer til en form på cirka 30 × 22 centimeter.
Til en stor bradepande på omkring 30 × 40 centimeter kan opskriften som udgangspunkt fordobles.
Hold ekstra øje med den første bagning. Det vigtigste er, at bunden er sat, inden marmelade og marengs fordeles over.
Du finder flere lignende kager i samlingen med bradepandekager.
Kan bedstefars skæg laves dagen før?
Ja, men kagen er bedst samme dag, den er bagt.
Marengsen optager gradvist fugt fra både luft og marmelade og bliver derfor blødere under opbevaring.
Hvis kagen skal laves dagen før, så lad den køle helt af og opbevar den tildækket i køleskabet. Tag den gerne ud lidt før servering.
Opbevaring og frysning
Bedstefars skæg kan opbevares tildækket i køleskabet i cirka to dage.
Kagen er mindre velegnet til frysning, fordi marengsen kan blive fugtig eller sej efter optøning.
Er du glad for kombinationen af kage og marengs, kan du også prøve mormors marengskage med hindbær.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor falder marengsen sammen?
Det kan skyldes fedt eller æggeblomme i skålen, for kort piskning eller at sukkeret er tilsat for hurtigt.
Hvorfor kommer der eddike i marengsen?
Syren hjælper med at stabilisere de piskede æggehvider.
Hvorfor bliver kagebunden klæg?
Bunden kan være bagt for kort inden marmeladen kommer på, eller formen kan være for lille.
Kan jeg bruge anden marmelade?
Ja. Ribs, jordbær, abrikos og brombær fungerer blandt andet fint.
Kan almindelige æggehvider bruges?
Ja. Vej dem gerne, så mængden svarer til cirka 100 gram, og sørg for, at der ikke kommer æggeblomme med.
Kan bedstefars skæg laves dagen før?
Ja, men marengsen er bedst og mest luftig på selve bagedagen.
Kan bedstefars skæg fryses?
Det anbefaler jeg ikke, da marengsens konsistens ofte bliver dårligere efter optøning.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Marianne skriver
Johnna. skriver
Var klæg og ikke bagt på 18 min. plus 15 min. med hviderne.☹️
Jolanda skriver
Hvad er egentlig grunden til at der kommes lidt eddike i hviderne?
Pia Teien skriver
Jeg har set kagen med lidt kokosdrys på toppen. Da virker det som hvide skægskubbe hos en gammel bedstefar🥰
Pernille skriver
Kan man bage selve kagen, sætte den på køl til dagen efter, og så smøre med marmelade og bage den færdig med marengs?
Allan Rosendal Martinsen skriver
Lavede til 20 personer idag til min arbejdsplads og det tog mindre end en time så var bradepanden tom og alle have det største smil på læben så whats not to like.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Allan
Og alle var hvide rundt om munden 😀
Tak for tilbagemeldingen - godt at høre de kunne lide det.
Alt det bedste
Holger
Anette skriver
Må tilstå at jeg ikke har sammenlignet mormors marengskage og bedstefar skæg kage, men jeg mindes at bedstefar skæg kage var med et let drys af kokosmel. Måske deraf navnet, selvom jeg synes, at det med marengs om munden også kan være en god forklaring.
Var faktisk ikke klar over der er noget der hedder mormors marengskage, men man kan jo altid lære noget nyt.
Jolanda skriver
Jeg synes, det er nemmest at komme marengs i en sprøjtepose. Så laves der hurtigt fine striber af marengs. Har man ikke en sprøjtepose, kan du også bare komme det i en frysepose, hvor du klipper et hjørne af.
ELLEN = MERETE LARSEN skriver
Lækker kage,den bagte min mor da vi var børn,så den giver dejlige minder❤️
Hanne Treichl skriver
Super lækker kage. I dag brugte vi solbærsyltetøj på selve kagen og pyntede marengsdelen med friske solbær fra haven.
Lena Nielsen skriver
Hvorfor vejes mælken i gram, og ikke i dl? Hvor mange æggehvider skal der bruges? Vh. Lena Nielsen
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Lena
Fordi jeg synes det er mere præcist 🙂
Men jeg har nu også skrevet mængden i deciliter.
Du skal bruge 100 gram æggehvider - vej dem gerne af, så du får et mere præcist mål.
God bagelyst.
Alt det bedste
Holger
Bodil skriver
Når man laver dobbeltportion til bedstefar med skæg ændres alt i opskriften undtagen æggehvider
Der står at der skal 3 hvider til
, så det blev ikke så godt
Kan I rette det , så det ikke sker for andre
Mvh Bodil
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Bodil
Tak for det, jeg har lige fjernet det med de 3 æggehvider. Det er vægten, der tæller. Altså 200 gram ved dobbelt portion.
Alt det bedste
Holger
Niels Larsen skriver
Niels Larsen august 01, 2022
Hej Holger
Jeg fik aldrig svar på, hvilken størrelse rund springform kan jeg bruge til kagen?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Niels
Det beklager jeg. Jeg forsøger at nå at svare alle spørgsmål, men det kan glippe. Jeg er jo også bare et menneske 🙂
Jeg vil tro en springform med en diameter på ca. 23-24 centimeter er perfekt.
God bagelyst.
Alt det bedste
Holger
Karin Nybo skriver
Hej vil kagen være god hvis den bages dagen før lækre opskrifter bruger dem tit da jeg arbejder frivillig i en café god dag Karin
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Karin
Det kan du tro - den kan sagtens bages dagen før 🙂
Og tak for det frivillige arbejde - det er skønt at høre.
Alt det bedste
Holger
inger bjerre skriver
Min yndlingskage fra barndommen. dengang hed den bedstefarkage.
Jolanda skriver
Rigtig dejlig med hinbær, men sveskemos er også godt.
Julie Jespersen skriver
Hej Holger, er der noget andet, ikke frugt/bær baseret, jeg kan bruge til mellem laget. Det er nogle i min omgangskreds der har allergi overfor det, men kunne stadig godt tænke mig bage den.
Johannes Nielsen skriver
Traditionelt laves toppingen ikke flad, men med en kniv eller ske bringes toppingen op i små toppe/spidser, så det ligner skæg der stritter.
AG skriver
Den hedder bedstefars skæg fordi børnene ofte får toppen på overlæben når de spiser den. Tænker det er fra personen som opfandt kagen, altså en "familiehistorie"
Lone skriver
Kan man lave den nogen dage før, og fryse den ned?
Gitte skriver
Jeg tænker at den hedder bedstefars skæg fordi marengsen ligner grå skæg
Morten skriver
Kagen hedder bedstefars skæg fordi, at man kan risikere at få en hvid afmærkning af toppen på overlæben, når man tager en bid af kagen
Margit skriver
En meget lækker kage til søndagskaffe.Den faldt i alles smag. Tak for det.Margit
Lisel skriver
Denne kage blev desværre lige til skraldespanden. Marengsen blev ikke sprød og kagen blev ikke gennembagt på den korte bagetid.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Lisel
Tak for tilbagemeldingen, men det har jeg aldrig prøvet med denne opskrift. Jeg ved ikke om din ovn varmer anderledes, eller hvad der kan være galt.
Men jeg kan sige, at jeg har bagt kagen mange gange på denne måde - og altid med et godt resultat.
Alt det bedste
Holger
Allan Rosendal Martinsen skriver
Det er aldrig sket før mig med denne opskrift,ej heller når jeg fordobler eller laver til 30 mand,den virker bare hver gang,dog bruger jeg flere hvider men det er for vi elsker et tykt lag her i det mørke Jylland.
Mål varmen i din ovn ved 200*
Mvh
Allan.
Lissi Katharine skriver
Fandt dette på familie journal’s hjemmeside:
Kagen hedder bedstefars skæg fordi, at man kan risikere at få en hvid afmærkning af toppen på overlæben, når man tager en bid af kagen - det er noget ungerne synes er gnaske morsomt.
Niels Larsen skriver
Hej Holger
Hvilken størrelse rund springform skal jeg bruge til kagen?
Tania Ketils skriver
Hold nu fest den blev godkendt 👍👌
Lisbeth Brygger Jørgensen skriver
Dem bedste opskrift på Bedstefarsskæg kage 👍
Helle skriver
Hejsa.
Kan jeg vente med at komme marengs på til i morgen da den først skal serveres der?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Helle
Jeg har ikke prøvet det, men det bør du sagtens kunne.
BH Holger
Solveig Svendsen skriver
Sidder med opskriften - læser i kommentarer 2 forskellige svar fra dig 20 x 25 og et andet sted 15 x 20 - synes der er stor forskel så det bliver ikke i dag jeg bager denne….
Marianne Johansen skriver
super lækker
pidj@vordingborg.dk skriver
Er det nødvendigt at bruge pasteuriserede æggeblommer/hvider?
Holger Rørby Madsen skriver
Hejsa
Nej, du kan sagtens anvende alm. æggehvider og blommer til Bedstefars skæg kagen 🙂
Alt det bedste
Holger
Marianne skriver
Hvad er en lille form??
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Marianne
Jeg plejer at bruge en form med en størrelse på ca. 20 gange 25 centimeter - men det afhænger af hvor høj du ønsker kagen med Bedstefars Skæg.
Rigtig god fornøjelse 🙂
Alt det bedste
Holger
Tove skriver
Hejsa. Hvorfor bruger du pasteuriserede æg, når de bliver varmebehandlet under bagning? Mvh. Tove
Camilla skriver
Hejsa, jeg har i dag (for første gang) prøvet at lave bedstefarsskæg, men der er gået et eller andet galt, æggehviderne ville ikke blive stive, og da jeg skulle skære den ud for at smage var den helt rå og flydende indeni, nogen idé om hvorfor? jeg synes jeg har fulgt opskriften nøjagtigt.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Camilla
Øv da - det lyder træls. Jeg har ikke oplevet det, men der kan være flere forklaringer. Oftest skyldes det at skål eller piskeris ikke er helt rene, og så er det godt at piske sukkeret gradvist ind i æggehviderne. Jeg har opdateret opskriften med en mere præcis vejledning i, hvordan man pisker æggehvider stive. Håber det hjælper 🙂
De bedste hilsner
Holger
kris39 skriver
bedstefar havde altid et stort skæg 😉 og så hvis han har spist af den kage har det jo nok siddet i skægget 😛 pga. marengsen
Kurt Thomsen skriver
Langt de fleste bedstefædre er oppe i årene , 9o % er vel hvidhåret / hvidt skæg som marengs
Kamilla skriver
Hvor stor en form er opskriften til?😊
Madensverden.dk skriver
Hej Kamilla
Det er en form på cirka 15 gange 20 centimeter 🙂
De bedste hilsner
Holger
Heidi skriver
Hej
Jeg skal lave en hel bradepande. Hvor mange gange tror du at opskriften skal ganges for at det passer
Vh Heidi
Guffeliguf.dk skriver
Hej Heidi
Uha - det var et godt spørgsmål. Jeg vil nok gange den med fire - tror det kommer til at passe meget godt. Og ellers med tre. Skriv lige hvad der passede - så ved vi det til en anden gang 🙂
Bedste hilsner
Holger
Guffeliguf.dk
Nathalie skriver
Hejsa. Fik du nogensinde hørt tilbage på hvor meget opskriften skal ganges op til en hel bradepande og hvad bagerierne så evt skal være?