Min opskrift på lagkage med bær og konditorcreme. Lagkagen er klassisk og rimelig let at lave, og den er blandt andet god til en fødselsdag.
Hvad er næsten bedre end et stykke lagkage med bær og den fyldige og lækre konditorcreme.
Nej, vel. Og her er en rimelig nem opskrift på en klassisk lagkage, som alle bliver begejstret over.
Jeg har lavet den med jordbær, blåbær og vindruer - men du kan også anvende andre bær og frugter, herunder eks. hindbær, brombær og kiwi. Det er op til dig - og hvad du kan finde i dit supermarked.
Lagkagen er beregnet til ca. 8 personer - måske lidt flere. Men det afhænger jo af hvor vilde I er med kagen.
Opskrift på lagkage
Ingredienser
- 3 lagkagebunde
- 8 deciliter piskefløde
- 400 gram kagecreme gerne hjemmelavet kagecreme
- hindbærmarmelade
- 12 knuste makroner
- jordbær
- blåbær
- grønne vindruer
Sådan gør du
- Start med at lave kagecreme. Brug gerne min opskrift, som du finder i linket - eller en købt kagepulver. Lad kagecremen køle helt af!
- 3 deciliter piskefløde piskes stift til flødeskum, og vendes forsigtigt sammen med den afkølede kagecreme. Nu har du en lækker og luftig konditorcreme.
- Læg nu en lagkagebund på et lagkagefad eller lignende, og fordel et godt lag hindbærmarmelade på det.
- Derefter fordeles seks knuste makroner og halvdelen af konditorcremen forsigtigt på lagkagebunden.
- Læg den anden lagkagebund ovenpå, og gentag nu med hindbærmarmelade, knuste makroner og konditorcreme.
- Så lægges den tredje og sidste lagkagebund på.
- De sidste fem deciliter piskefløde piskes til en flødeskum, der er så stiv, at den kan sprøjtes ud på kanten af lagkagen uden at falde ned.
- Kom flødeskummet i en sprøjtepose med stor stjernetyl, og sprøjt stjerner på toppen af lagkagen, så det dækker.
- Hele vejen rundt langs siden på lagkagen sprøjtes også flødeskum på i lodrette baner, så siden er dækket. Det er nemmere end du måske tror.
- Jordbær skæres ud i passende stykker, vindruer halveres og sammen med blåbær fordeles bær og vindruer på lagkagen. Der kan også pyntes med chokoladekringler - og selvfølgelig lys i lagkagen, hvis den er til en fødselsdag.
Næringsindhold
Tips
Du kan naturligvis nemt lave lagkagen med færdigkøbte lagkagebunde - som i øvrigt kan være ganske gode.
Men du kan også nemt lave hjemmebagte lagkagebunde med denne opskrift.
Se også mine andre opskrifter på lagkage:
Vil det ødelægge meget at undlade makroner? Jeg putter dem i, hvis det er vigtigt for smagen men er ikke selv vild med makroner.
Skal den laves samme dag som den skal bruges?
Hej Charlotte
Du kan sagtens lave den dagen før, men holdbarheden er kun et døgns tid, da den er lavet med fløde.
God fornøjelse - lagkage er altid godt 🙂
Alt det bedste
Holger