Indholdsfortegnelse
- Opskrift på hindbærsnitter
- Om opskriften
- Billeder
- Tips
- Hvordan opbevarer man hindbærsnitter?
- Kan man lave hindbærsnitterne dagen før?
- Hvor længe holder hindbærsnitter?
- Kan man fryse hindbærsnitter?
- Hvorfor kaldes hindbærsnitter også genfersnitter?
- Hvor stammer navnet genfersnitter fra?
- Er der forskel på genfersnitter og hindbærsnitter?
- Hvad kalder bagerne dem?
- Hvorfor bliver hindbærsnitter hårde?
- Sådan får du sprøde og lækre hindbærsnitter
- Kommentarer
Denne opskrift på hindbærsnitter giver sprøde, smørbagte snitter med masser af hindbærmarmelade og klassisk hvid glasur. Hindbærsnitter kaldes også genfersnitter og er en af de mest populære danske kager.
De er overraskende nemme at bage selv, og med denne opskrift får du den helt rigtige kombination af sprød mørdej, sød glasur og syrlig hindbærsmag.
Se flere klassiske kager: Hvis du kan lide hindbærsnitter, vil du sikkert også synes om drømmekage, romkugler, napoleonshatte, mazarinkage, Sarah Bernhardt-kager og medaljer. Her finder du flere traditionelle opskrifter på danske kager, som er perfekte til kaffen eller dessertbordet.
Opskrift på hindbærsnitter

Ingredienser
- 100 g flormelis (eller alm. sukker)
- 200 g smør (koldt, direkte fra køleskabet)
- 300 g hvedemel
- 30 g mandelmel
- 2 tsk vaniljesukker (svarende til ca. 10 gram)
- 1 nip salt
- 1 æg
- hindbærmarmelade
- 200 g flormelis
- 4 spsk vand
Fremgangsmåde
- Start med din mørdej. Kom 100 g flormelis i skålen til røremaskine sammen med 200 g smør (koldt) i små tern, 300 g hvedemel, 30 g mandelmel, 2 tsk vaniljesukker og 1 nip salt. Brug kagespartel og rør sammen indtil smørret er smuldret ud i melet. Tilsæt 1 æg og rør indtil mørdejen netop er samlet - ikke længere. Mørdejen kan selvfølgelig også nemt smuldres sammen ved håndkraft.
- Saml den færdige mørdej hurtigt til en klump og undlad at ælte den yderligere. Stilles på køl i 15-30 minutter.
- Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet, og derefter det meste af mørdejen. Læg et stykke bagepapir over og rul mørdejen ud til en tykkelse på fire millimeter.
- Skæres til, så du har en firkant på 30 gange 20 centimeter, som du igen lige skærer igennem på midten, så du har to firkanter på hver 30 gange 10 centimeter.
- Fjern det øverste lag bagepapir og løft mørdejspladerne over på en bageplade.
- Bages nu ca. 14-15 minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme.
- Tag de færdigbagte mørdejsplader ud.
- Løft forsigtigt bagepapiret med mørdejspladerne over på et skærebræt, mens de stadig er varme. Smør den ene plade med hindbærmarmelade uden at komme helt ud til kanten.
- Rør glasur af 200 g flormelis og ca. 4 spsk vand. Du kan evt. varme glasuren en smule. Rør glasuren blank og giv den anden mørdejsplade et godt lag glasur. Drys straks med enten tivolikrymmel eller frysetørrede hindbær. Det skal gå hurtigt, da glasuren tørrer meget hurtigt.
- Læg nu forsigtigt overdelen ovenpå underdelen, så de samles til en stor og aflang hindbærsnitte. Gør det med forsigtighed, så mørdejspladen ikke knækker. Hav evt. en spartel under i begge ender.
- Så er der kun at skære de færdige hindbærsnitter ud. Jeg plejer at skære i fem centimeters bredde, så du får seks lækre snitter af denne stang mørdej. Brug gerne en savtakket kniv, og lav et hurtigt snit, så undgår du at hindbærsnitterne flækker.
Dine noter
Om opskriften
Hindbærsnitter, der også indimellem kaldes genfersnitter, er ubetinget en af mine favoritkager, for de kønne kagesnitter smager simpelthen himmelsk godt. Og så er hindbærsnitterne de heldigvis nemme at lave selv.
Jeg plejer at lave seks styk af opskriften, og så er der en del mørdej til overs, som for eksempel kan bruges til medaljer, napoleonshatte eller cremelinser, som du kan søge opskrifterne frem på i søgefeltet øverst på siden.
De seks hindbærsnitter kan nemt laves på én bageplade, men du kan også anvende den fulde mængde mørdej, og så kan du godt lave 12 skønne snitter med hindbær af denne portion. Se også hvordan du bager lækre rabarbersnitter.
Se flere opskrifter: Er du vild med hindbær og klassiske snittekager, så prøv også vores hindbærsnittetærte, Lyonsnitter, gammeldags makronsnitter, hindbærsnitter med mandler, hindbærgalette og hindbærstang.
Billeder
Her får du nogle billeder fra bagningen af hindbærsnitterne:





Tips
De færdige hindbærsnitter kan sagtens nydes med det samme, men de bliver kun endnu bedre af at stå nogle timer.
Så de fantastiske snitter med hindbærmarmelade kan sagtens laves god tid i forvejen, og så er der skøn kage til kaffen. Du kan i øvrigt også sagtens fryse hindbærsnitterne ned.
Hindbærsnitter er en såkaldt tørkage, der laves af to plader med mørdej. Jeg foretrækker, at tykkelsen er fire millimeter, så rul dem gerne ud i den tykkelse.
I midten er der naturligvis en lækker hindbærmarmelade, mens toppen pyntes med glasur og krymmel. Her anvendes typisk enten den farvede tivolikrymmel eller frysetørret hindbær. Begge er lige gode.
Men husk, at med mørdej skal man være forsigtig. Mørdejen skal blot samles og på ingen måde æltes. På den måde er du sikret, at kagerne smuldrer i munden.
Se også hvordan du laver hindbærsnitter med mandler. Det er en anden variant af kagen.
Hvordan opbevarer man hindbærsnitter?
Hvis du ønsker at bevare hindbærsnitterne sprøde, kan du med fordel lægge dem i en tæt beholder/kagedåse. Men kagerne skal være kølet helt af inden, da de ellers risikerer at blive mere bløde.
Et andet godt tip er, at lægge et par sukkerknalder ned i kagedåsen, da de så vil opsuge en evt. fugt, og dermed bevares kagerne sprødere.
Kan man lave hindbærsnitterne dagen før?
Du kan sagtens bage hindbærsnitterne dagen før. De smager næsten lige så godt efter et døgn.
Du kan eventuelt vente med at lægge dem sammen, så de bevarer den fulde sprødhed.
Hvor længe holder hindbærsnitter?
Du skal forvente at hindbærsnitterne holder i 3-4 dage. Men da der er fugt i blandt andet marmeladen, vil de gradvist blive mere bløde.
Kan man fryse hindbærsnitter?
Ja, du kan sagtens fryse hindbærsnitter. Læg eventuelt et stykke madpakkepapir eller bagepapir mellem hver kage.
Tø dem op ved stuetemperatur lige før de skal spises.
Hvorfor kaldes hindbærsnitter også genfersnitter?
Hindbærsnitter og genfersnitter er i dag stort set den samme kage. Begge består af sprød mørdej med hindbærmarmelade i midten og et lag glasur på toppen, ofte pyntet med krymmel.
Mange danskere kender kagen som hindbærsnitter, mens ældre opskrifter og nogle bagere stadig bruger navnet genfersnitter.
Hvor stammer navnet genfersnitter fra?
Den præcise oprindelse er lidt uklar, men navnet menes at være inspireret af den schweiziske by Genève, som på dansk hedder Genf.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det almindeligt, at bagere gav kager udenlandskklingende navne for at gøre dem mere eksklusive og elegante. Derfor opstod navne som blandt andet:
Napoleonshatte
Wienerbrød
Berlinerkranse
Der findes dog ingen sikker dokumentation for, at selve kagen stammer fra Schweiz.
Er der forskel på genfersnitter og hindbærsnitter?
I de fleste tilfælde nej. Begge betegnelser bruges om to lag mørdej,
hindbærmarmelade imellem lagene og hvid glasur på toppen.
Nogle bagere laver små variationer i opskrift eller pynt, men grundideen er den samme.
Hvad kalder bagerne dem?
Det varierer fra bageri til bageri. Nogle bruger stadig navnet genfersnitter som en del af den klassiske bagertradition, mens andre har skiftet til hindbærsnitter, fordi navnet er mere genkendeligt for kunderne.
Hvorfor bliver hindbærsnitter hårde?
Hindbærsnitter skal være sprøde og lette at bide i med et lag blød marmelade i midten. Hvis de bliver hårde, tørre eller seje, skyldes det som regel en fejl i mørdejen eller bagningen.
Her er de mest almindelige årsager.
Dejen er blevet æltet for meget
Mørdej har bedst af at blive behandlet så lidt som muligt. Hvis dejen æltes for længe, udvikles gluten i melet, og resultatet bliver en hårdere og mindre sprød kage.
Løsning: Saml dejen hurtigt og stop, så snart ingredienserne hænger sammen.
Kagerne har fået for lang tid i ovnen
Få minutters ekstra bagetid kan gøre en stor forskel. Når mørdejen bliver bagt for længe, forsvinder fugten, og hindbærsnitterne bliver tørre og hårde.
Løsning: Tag dem ud, når de netop er let gyldne. De bliver sprødere, mens de køler af.
Der er brugt for lidt smør
Smør er afgørende for en god mørdej. For lidt smør giver en mere tør dej, som ikke får den klassiske sprøde og smuldrende konsistens.
Løsning: Følg opskriftens mængder nøje og brug gerne smør frem for margarine.
Dejen er ikke blevet kølet ned
Kold mørdej giver det bedste resultat. Hvis dejen rulles ud og bages, mens den er for varm, kan strukturen blive mindre sprød og mere kompakt.
Løsning: Lad dejen hvile i køleskabet før udrulning og bagning.
Der er kommet for meget mel i dejen
Mange tilsætter ekstra mel under udrulningen for at undgå, at dejen hænger fast. Det kan dog gøre mørdejen tør og hård.
Løsning: Brug kun så lidt mel som nødvendigt, eller rul dejen ud mellem to stykker bagepapir.
Hindbærsnitterne opbevares forkert
Efter bagning kan kagerne tørre ud, hvis de ligger utildækket. Så mister de noget af den sprøde og lette konsistens.
Løsning: Opbevar hindbærsnitterne i en tætsluttende kagedåse eller beholder.
Marmeladen er for tør eller for sparsom
Marmeladen bidrager ikke kun med smag, men også med fugt. Hvis der bruges for lidt marmelade, kan hindbærsnitterne virke tørre.
Løsning: Fordel et jævnt lag hindbærmarmelade mellem mørdejspladerne.
Kan hårde hindbærsnitter reddes)
Hvis de allerede er bagt, kan du sjældent gøre dem helt perfekte igen. Dog bliver mange hindbærsnitter faktisk lidt blødere dagen efter, når marmeladen får tid til at trække let ind i mørdejen.
Sådan får du sprøde og lækre hindbærsnitter
Vil have sprøde og lækre hindbærsnitter, så er min egen erfaring og bedste råd til dig disse:
- Ælt dejen mindst muligt.
- Brug koldt smør.
- Køl dejen ned før bagning.
- Undgå for meget mel.
- Bag kun til let gylden farve.
- Brug en god hindbærmarmelade.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode




Linea skriver
Jeg har lavet dem med glutenfri mel fra Schar - de bliver ligeså gode som bagerens!
mads skriver
god smag
Jette Midgley skriver
Jeg har besvær med at bruge easy print, har ikke brug for 12 sider per opskrift, men det er ikke muligt at se opskriften og bestemme hvad der bliver trykt, din gamle metode var meget nemmer
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Jette
Er du logget ind? Så bør du kunne lave smarte og flotte printudgaver, der passer i en mappe 🙂
Alt det bedste
Holger
Helle S. skriver
Hvorfor er glasur ikke med flormelis og æggehvider?
Camilla skriver
14-15 minutter ved 200 grader er alt for lang tid. Jeg kiggede til dem efter 10 min og de var sorte! Så. Vil forslå 7-8 minutter ved 180 grader. Øv.
Jeanette Hankert skriver
Hej fra USA
Vi savner danske kager, så vil prøve at lave hindbærsnitter.
Læste derfor din grundopskrift på mørdej (uden mandelmel) og så den var god til hindbærsnitter. Fulgte så linket over til din opskrift på h.snitter, og ser at du vil have 50 g mandelmel i opskriften. Må jeg spørge hvorfor?
Hvad gør mandelmelen ved hindbærsnitterne?
Jeanette
Anna skriver
Hej!
Der står der skal mandelmel i i ingredienslisten, men det står ikke det skal i, i beskrivelsen af hvad man gør. Skal det i på samme tid som hvedemelet eller skal det slet ikke i?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Anna
Tak fordi du er vågen 🙂
Mandelmel kommes i sammen med de øvrige ingredienser - jeg har opdateret opskriften.
God bagelyst med de lækre hindbærsnitter.
Alt det bedste
Holger
Anna skriver
Tak for hurtigt svar! Så kan jeg lave hindbærsnitter idag :))
Nina skriver
Pkt 3: tykkelse på udrulningen... der skal nok stå millimeter i stedet for centimeter!?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Nina
Mange tak - og du har fuldstændig ret. Jeg har nu rettet til det korrekte 4 millimeter 🙂
Så tror jeg hindbærsnitterne bliver bedst.
Alt det bedste
Hiolger