Lasagne bygges op med fyldig kødsovs, hjemmelavet bechamelsauce og pastaplader, inden den bages i ovnen med mozzarella på toppen.
Kødsovsen laves med hakket oksekød, gulerødder, bladselleri, tomat og oregano. Den skal simre uden låg, så den samler sig uden at blive for tynd.
Jeg bruner kødet ad to omgange, fordi det efter min erfaring giver mere smag. Den færdige lasagne skal hvile i 10 minutter, så lagene holder bedre sammen ved servering.
Lasagne
Ingredienser
- 125 g løg (svarende til et stort løg, finthakket)
- 3 fed hvidløg (finthakket)
- 150 g bladselleri (snittes fint)
- 200 g gulerødder (i små tern)
- 500 g hakket oksekød
- 2 tsk oregano (tørret, evt. også basilikum)
- 5 dl bouillon (høns eller okse, kan laves af vand og bouillonterning)
- 700 g tomatpassata
- 2 spsk. soltørrede tomater (i olie, afdryppes)
- salt og friskkværnet peber
- 50 g smør
- 50 g hvedemel
- 6 dl mælk
- salt og friskkværnet peber
- muskatnød (revet)
- citronsaft (friskpresset)
- 1 tsk sukker
- 18 pastaplader
- 100 g mozzarella (eller revet ost, kan udelades)
Fremgangsmåde
- Hak 125 g løg, 3 fed hvidløg, 150 g bladselleri og 200 g gulerødder fint.
- Svits grøntsagerne i en gryde med lidt olivenolie ved middel varme, så de ikke tager farve. Tag så grøntsagerne fra.
- Hæld lidt mere olivenolie i gryde og brun 500 g hakket oksekød. Gør det gerne ad to omgange. Har du for meget kød i gryden ad gangen, risikerer du nemt, at det koger mere, end det steger. Og kødet skal svitses rigtig godt af, da det giver masser af smag til lasagnen.
- Saml nu både grøntsager og det brunede kød i gryden og tilsæt 2 tsk oregano. Tilsæt også 5 dl bouillon, 700 g tomatpassata og 2 spsk. soltørrede tomater.
- Lad kødsovsen koge op, læg låg på gryden og lad den simre ved middel varme i en halv time. Rør lidt i kødsovsen nogle gange undervejs. Smag derefter til med salt og friskkværnet peber.
- Mens kødsovsen småkoger, laver du bechamelsaucen.
- Smelt 50 g smør i en gryde og pisk 50 g hvedemel i. Pisk derefter gradvist 6 dl mælk i indtil den hvide sovs har den rette konsistens. Smag til med salt og friskkværnet peber, revet muskatnød, citronsaft og 1 tsk sukker. Hvis det er nødvendigt, kan du tilsætte lidt mere mælk til din bechamelsauce, så den ikke bliver alt for tyk.
- Smør et ildfast fad med olie. Du skal bruge et fad på cirka 20 gange 25 centimeter, så det passer med tre pastaplader i bredden. I alt bruges 18 pastaplader.
- Læg nu et tyndt lag kødsovs i bunden af fadet, så lidt bechamelsauce og derefter pastaplader. Fortsæt på samme måde til du har brugt al kødsovs og bechamelsauce og har 6 lag pastaplader. Øverst slutter du af med kødsovs og bechamel/mornay sauce. Her kan du drysse revet 100 g mozzarella eller anden ost på toppen, hvis du har lyst.
- Bag nu lasagnen i en forvarmet ovn ved 200 grader over- og undervarme, hvor den skal have 30 minutter. Lad lasagnen køle lidt af inden servering, så den lige når at sætte sig lidt.
Næringsindhold
Brun kødet grundigt
Kommer alt kødet i gryden på én gang, kan temperaturen falde så meget, at kødet begynder at koge i sin egen væske.
Jeg bruner derfor kødet ad to omgange. Det tager lidt længere tid, men giver en mørkere stegeflade og mere smag i den færdige kødsovs.
Lad kødet ligge kortvarigt i gryden, inden du begynder at røre. På den måde får det lettere farve.
Kødsovsen må ikke være vandet
Kødsovsen skal simre uden låg i cirka 30 minutter. Det giver væsken mulighed for at fordampe, så smagen koncentreres, og den færdige ret ikke bliver vandet.
Sovsen må dog heller ikke koges helt tør. Tørrede pastaplader optager væske under bagningen og skal derfor være omgivet af rigeligt med sauce.
Træk en grydeske gennem sovsen. Sporet skal lukke sig langsomt, men sovsen skal stadig kunne fordeles uden besvær.
Bechamelsauce uden klumper
Tilsæt mælken lidt ad gangen, og pisk saucen helt glat mellem hver tilsætning. Hældes al mælken i på én gang, er der større risiko for klumper.
Lad saucen småkoge i cirka fem minutter. Det fjerner den rå melsmag og giver den tid til at jævne.
Bechamelsaucen må ikke være meget tyk, da den skal kunne fordeles mellem lagene. Du kan finde en mere udførlig vejledning i opskriften på bechamelsauce.
Sådan samles lasagnen
Begynd med et tyndt lag kødsovs i bunden af fadet. Det giver pastapladerne væske og mindsker risikoen for, at de sætter sig fast.
Fordel fyldet i forholdsvis tynde og jævne lag. Sørg især for, at pastapladernes hjørner og kanter er dækket af sauce.
I et fad på cirka 20 gange 25 centimeter passer tre plader normalt i hvert lag. Med 18 plader kan der laves omkring seks lag.
Pastaplader, temperatur og bagetid
Tørrede lasagneplader behøver normalt ikke at blive forkogt. Følg dog altid anvisningen på pakken, da tykkelse og anbefalet tilberedning kan variere.
Bag lasagnen i cirka 30 minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme. Stik en lille kniv gennem midten for at kontrollere, om pladerne er møre.
Friske pastaplader kan også bruges. De bliver hurtigere møre, så begynd at kontrollere lasagnen efter cirka 20-25 minutter.
Lad lasagnen hvile
Den færdigbagte lasagne skal hvile i cirka 10 minutter, inden den skæres ud.
Lige fra ovnen er saucerne meget varme og forholdsvis flydende. Under hviletiden samler lagene sig, så portionerne bliver lettere at skære og løfte ud af fadet.
Jeg synes også, at smagen træder tydeligere frem, når retten ikke serveres rygende varm.
Servering og andre varianter
Server lasagnen alene eller sammen med en enkel tomatsalat og eventuelt et stykke brød.
Ønsker du en kødfri udgave, kan du følge opskriften på vegetarlasagne. Der findes også en særskilt kyllingelasagne med hakket kylling og spinat.
Rester kan opbevares i en lukket beholder i køleskabet i op til tre dage. Varm dem grundigt i ovnen eller mikroovnen inden servering.
Forberedelse og frysning
Lasagnen kan samles dagen før og opbevares tildækket i køleskabet.
Sættes det kolde fad direkte i ovnen, skal du normalt lægge cirka 10 minutter til bagetiden. Brug et fad, der tåler temperaturskiftet, og kontrollér, at midten er gennemvarm.
Lasagne kan fryses både før og efter bagning. Jeg foretrækker at fryse den færdigbagte lasagne i portionsstykker, da de er lettere at optø og genopvarme.
Lad den tø op i køleskabet, og varm den tildækket, indtil den er gennemvarm. Fjern eventuelt tildækningen de sidste minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal lasagne have i ovnen?
Bag lasagnen i cirka 30 minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme. Læg cirka 10 minutter til, hvis den kommer direkte fra køleskabet.
Skal lasagneplader forkoges?
Tørrede plader skal normalt ikke forkoges. De skal til gengæld være helt dækket af sauce.
Hvor mange lag skal en lasagne have?
Denne opskrift giver cirka seks lag med tre pastaplader i hvert lag. Antallet afhænger af fadets størrelse.
Hvorfor bliver lasagnen vandet?
Kødsovsen kan have været for tynd, eller lasagnen kan være skåret ud for hurtigt. Lad sovsen koge ind, og giv retten 10 minutters hviletid.
Hvorfor er pastapladerne stadig hårde?
Pladerne har sandsynligvis manglet sauce eller bagetid. Dæk fadet løst, og bag videre, indtil pladerne er møre.
Kan lasagnen laves dagen før?
Ja. Saml den dagen før, opbevar den tildækket på køl, og beregn cirka 10 minutters ekstra bagetid.
Kan lasagne fryses?
Ja. Frys den gerne i mindre portioner, og lad dem tø op i køleskabet inden grundig genopvarmning.
Hvad er forskellen på lasagne og lasagnette?
Lasagne bygges op i lag med hele pastaplader. I lasagnette blandes mindre pastastykker sammen med saucen.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Jesper petersen skriver
Hejsa
Vil prøve at lave dennne lasagne i morgen, har lige 2 spørgsmål:
1: hvordan laver du boullionen, hvor mange terninger og hvor meget vand ?
2: Bruger du soltørrede i olie el ?
Er de hakkede ?
Mvh Jesper
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Jesper
Tak og det bliver du glad for.
1 bouillonterning til 5 dl vand, og ja, altid soltørrede tomater i olie. Det nemmeste er de hakkede, men ellers kan man sagtens selv meget nemt hakke de hele soltørrede tomater.
God fornøjelse 🙂
BH Holger
Jesper petersen skriver
Hej
Tak for svaret, men kan man ikke smage olien i maden eller tørrer du dem i køkkenrulle først ?
Holger Rørby Madsen skriver
Selv tak. Jeg synes de giver en fin smag, men du kan sagtens også lige dryppe de soltørrede tomater af i køkkenrulle inden 🙂
BH Holger
Clara skriver
Virkelig god, klassisk lasagne. Selleri og gulerød er vigtige ingredienser for at opnå den dybe smag, så udelad dem ikke 🙂
Tom Høst skriver
Superlækkert. Jeg lavede retten med hjemmelavet pasta og gav fadet 20 minutter ved 180 grader varmluft. Det blev helt perfekt.
Køkkenet på TPOE.dk skriver
Denne version laver vi altid til vores elever på Tølløse Privat- og Efterskole. De elsker den!
Kh køkkenet
Holger Rørby Madsen skriver
Hejsa
Mange tak - det er jeg meget glad for at høre. Og alle de bedste hilsner til jer.
Holger
Jan skriver
AAAAlt for meget vand
Michael skriver
Efter gode anvisninger fra min viv der har boet i norditalien bruger vi revet Grana Padano i stedet for mozzarella. Jeg smelter den gerne i bechamelsaucen til sidst. Så bliver den nemt fordelt i retten.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Michael
God pointe - du har en klog kone 🙂
Tak for det - alt det bedste
Holger
Jan Holm skriver
Kan man lave lasagne i en airfryer
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Jan
Du kan sagtens lave lasagne i en airfryer. Giv den lidt lavere temperatur og lidt kortere tid. Den bliver aldeles perfekt.
God fornøjelse.
Alt det bedste
Holger
Katrine skriver
Tilberedningstiden der er skrevet passer ikke.
I vejledning er der glemt at skrive hvornår basilikum skal i.
Glæder mig til at smage den om 1,5 time 😊
Gurli skriver
den er god
Birgit skriver
Bechamel og mozzarella mellem lagene og slut af med friskrevet parmesan, ikke rasp😱P.S. Det er bedre med bladene fra bladselleri i stedet for stænglerne...
simone hansen skriver
Skal der ikke bechamel eller oste sauce i den mexicanske lasagne?
mvh
Simone
Camilla skriver
Kan jeg undvære rødvinen og hvad skal jeg i så fald erstatte den med?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Camilla
Det kan du sagtens - tilsæt blot lidt mere bouillon eller vand. Du får stadig en lækker lasagne.
De bedste hilsner
Holger
Louise Svendsen skriver
Helt enig med Anders. Super god lasagne, som smager lige som den skal. Her i huset er den blevet vores faste favorit lasagne, som vi også servere for gæster. Så den vil vi gerne anbefale til andre.
MKH Louise
anders skriver
Bedste lasagne fundet på nettet hidtil!
Madensverden.dk skriver
Mange tak, Anders - det er jeg glad for at høre.
De bedste hilsner
Holger