Indhold
Kødboller med blomkål og ærter (lækker sommer gryderet)
Ingredienser
- 400 g hakket okse og kylling
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- 2 spsk havregryn
- 1 æg
- 0,5 dl mælk
- 1 spsk dild (hakket)
- 1 spsk persille (hakket)
- 1 l vand
- 2 bouillonterninger (grøntsag)
- 5 dl kogevand (fra kødbollerne)
- 200 g blomkål (i små buketter)
- 200 g ærter (gerne fra frost)
- 1 spsk majsstivelse (udrørt i lidt koldt vand)
- 1 spsk timian (friske blade)
- 1 citron
- salt og friskkværnet peber
- 1 dl madlavningsfløde (eller piskefløde)
- 2 spsk dild (hakket)
Fremgangsmåde
- Kom det hakkede kød i en skål, hvor det æltes godt sammen med salt og friskkværnet peber. Tilsæt havregryn sammen med æg, mælk, dild og persille. Røres til en god fars, der hverken er for tyk eller tynd i konsistensen. Om nødvendigt kan der tilsættes en smule mere mælk.
- Kom vand og bouillonterninger i en gryde eller dyb pande og kog det op.
- Form kødboller med en teske og kom dem i bouillonen. Koges ca. 8 minutter fra den sidste kødbolle kommes i. Imens kan du klargøre blomkål, der snittes i små buketter.
- Tag kødbollerne op på en tallerken, og hæld bouillonen i en skål eller anden beholder.
- Tilsæt ca. 5 deciliter af bouillonen i gryde sammen med blomkålsbuketterne og ærter, der kan kommes i gryden direkte fra frost. Lad det koge op og simre et minuts tid.
- Jævn saucen til passende konsistens med lidt majsstivelse, der er udrørt i en smule koldt vand. Tilsæt også timian.
- Smag til med friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber. Lige inden servering vendes madlavningsfløde og hakket dild i. Madlavningsfløden varmes med men må ikke koge.
Få tilsendt opskriften på mail
Opskrift på kødboller med blomkål
Denne opskrift på kødboller med blomkål og ærter er rigtig sommermad, der smager himmelsk godt.
Jeg har lavet kødbollerne med en blanding af hakket okse og kylling, der er kommet på markedet som et lidt billigere alternativ til hakket oksekød. Og det fungerer rigtig fint til kødbollerne. Du kan også bruge hakket svinekød eller andre typer hakket kød.
Mængden af grøntsager kan varieres efter smag og behag, og du kan også bruge bønner, broccoli og andre grøntsager, hvis du ønsker at variere retten yderligere. Opskriften er beregnet til 4 personer.
Billeder
Her er lidt billeder fra tilberedningen af retten:




Servering
Kødboller med blomkål og ærter serveres straks, og du kan med fordel servere retten sammen med nye kogte kartofler. En salat passer også fint til, og det kan være en sommeragtig spidskålssalat. Velbekomme.
Flere inspirerende opskrifter:






FAQ
Ja, retten er fryseegnet. Du kan varme den i en gryde ved ny servering.
Du kan sagtens udskifte grøntsagerne med andre - eller tilføje nye. Du kan eks. anvende bønner, rosenkål, broccoli og mange andre.
Hakket okse og kylling er hakket kød, der er lanceret som et sundere og billigere alternativ til hakket oksekød, der er blevet noget dyrere i pris. Det hakkede okse- og kyllingekød kan anvendes på samme måde som mange andre slags hakkekød. Det skal gennemsteges til en kernetemperatur på 75 grader.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Mulighed for populært nyhedsbrev
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode





Holger Rørby Madsen skriver
Tak fordi du bruger opskriften. Jeg bliver glad for at høre din mening om retten her.