Min bedste opskrift på fuldkornsboller. Sunde og luftige boller med masser af fuldkorn og havregryn. De er gode til madpakken, sandwich eller til fryseren.
Det her er verdens bedste fuldkornsboller, og det er helt sikkert en opskrift, som du kommer til at vende tilbage til igen og igen.
De skønne grovboller bages med masser af fuldkorn og havregryn, men alligevel får du meget lette og luftige boller, som alle kan lide.
Fuldkornsbollerne er fremragende til morgenbordet, madpakken, som brød til sandwich eller når du bare har lyst til et godt stykke brød.
Servér dem også gerne til fødselsdagen, hvis du vil gøre den lidt sundere.
Opskriften giver 12 store og luftige fuldkornsboller.
Se også mine populære opskrifter på:
Opskrift på sunde fuldkornsboller
Fuldkornsboller - nemme og luftige boller med fuldkorn
Ingredienser
- 350 g vand - lunkent
- 50 g gær
- 350 g hvedemel
- 200 g fuldkornsmel
- 50 g havregryn
- 1 æg
- 30 g honning
- 75 g smør
- 10 g salt
Fremgangsmåde
- Vej lunkent vand af i skålen til din røremaskine, og smuldr gæren i. Sæt dejkrogen på og rør gæren ud i vandet.
- I en anden skål vejes hvedemel af sammen med fuldkornsmel, havregryn og salt. Blandes sammen.
- Pisk et æg sammen med 30 gram honning. Eventuelt akaciehonning.
- Smelt smørret i mikroovn eller gryde.
- Ælt nu melblanding ind i dejen sammen med æg/honning og det smeltede smør.
- Æltes to minutter ved lav hastighed og derefter otte minutter ved høj hastighed.
- Tag dejen ud på bordet og virk den op. Se eventuelt her hvordan du nemt virker dej op. Lad kuglen ligge og hvile i 15 minutter.
- Virk derefter dejen op igen.
- Nu har du cirka 1.100 gram dej, som deles i 12 lige store stykker til fuldkornsboller. Vej gerne dejstykkerne af og de skal veje cirka 90 gram pr. styk.
- Trilles til boller som sættes på smurt hulrist eller bageplade med bagepapir. Du får det bedste resultat med en hulplade.
- Pensl grovbollerne med lidt vand og lad dem hæve 30 minutter.
- Forvarm ovnen til 240 grader varmluft og stil et lille fad eller bradepande ind nederst i ovn. Varm ovnen godt igennem.
- Drys de færdighævede fuldkornsboller med lidt fuldkornsmel, og stil dem i ovnen.
- Kom en lille sjat vand ind i fadet/bradepanden, luk straks ovnlågen og skru ned til 210 grader varmluft.
- Fuldkornsbollerne bages cirka 12 minutter.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
De bagte fuldkornsboller køles af på en rist, hvorefter de er klar til servering.
Et par noter om opskriften: Du kan bruge fuldkornsmel som du synes eller lige har i køkkenskabet, og jeg har her anvendt en økologisk fuldkorns ølands hvedemel fra Claus Meyer, som jeg synes er fantastisk til grovbollerne.
Havregryn kan både være finvalsede eller grovvalsede, selvom jeg foretrækker de grovvalsede gryn.
Omkring honning kan du anvende en almindelig honning, eller bruge en akaciehonning. Jeg synes begge giver et godt resultat, og med honningen kan du bage fuldkornsbollerne uden sukker.
Frysning
De nemme fuldkornsboller kan sagtens fryses ned når de er kølet lidt af.
Ved brug efter frost skylles bollerne hurtigt under vandhanen, vandet rystes af igen og de bages cirka 4-5 minutter ved 200 grader varmluft.
Så er grovbollerne sprøde og nybagte igen.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Lone Heinsen
Hej.
Kan man komme chiafrø i dejen, og skal man så evt skære ned på mel eller gryn?
På forhånd tak
Lone
Heidi
Hej nogen der ved om man kan bruge olie i stedet for smør (allergi)?
Anja
som mange andre har skrevet er dejen lidt flydende. den blev mere fast jo længere jeg rørte i den. jeg snuppede et par handsker på da jeg skulle lave bollerne, og istedet for at lave runde kulger blev det klasket på. De smager perfekt!
Og jeg vil gerne takke for at skrive alt i gram. Det gjorde det så meget nemmere for mig.
Jeanet
Lækre boller 🙂
Linda
Ved ikke om mit vand er mere fugtigt end andres... Men har nu efter tilføjelse af ret meget mere mel opgivet at "virke" dejen. Ved ikke hvordan man virker en flydende dej. 🤣 Og så ryger den bare på bagepladen med et par skeer.
Iben
Nem og lave og smager så lækker
Karsten Olesen
Når jeg bruger surdej til disse boller skal de så hæve mere end 30 min på pladen
Anni Strandby
Tak for nogle gode opskrifter
30 g. Honning er det = med en spiseske??
Og 350 g. Vand er vel 3,5 dl. Eller??
Undskyld mine måske dumme spørgsmål
Tak
Brigitte jensen
Glæder mig til at få opskrifter
Carsten Linderup
Super boller 👍👍👍👍
Men jeg har dog tilladt mig at ændre lidt på opskriften.
Jeg kommer kun 200 g hvedemel i. De sidste 150 har jeg erstattet med ca 35 g Proteinpulver m Vanillesmag og 50 g havregryn.
Det får bollerne ned på et kalorier indhold på ca 171 som jeg lige kan regne den ud.
Jane Oelke
Vil det sige yderligere 5o g havregryn ?
HK Nielsen
Hej har netop bagt ovenstående grovboller, men irriteres ved, at der skrives 350 gram vand, 10 gram salt, 30 gram honning, hvad syntes du selv - 3,5 dl. vand - theske salt - 2 spiseske honning - var det ikke bedre eller hvad - jeg ville ellers godt have madopskrifter på mail, men dette er ikke optimal!!! hkn
Ricki
Det burde gøre alt andet end irritere at få præcise mål i gram, idet der er forskel på størrelsen af teskeer og spiseskeer....
Mette Myllerup Mikkelsen
Jeg har nu bagt opskriften en del gange og tilsætter kun minimal mere hvedemel end opskriften. Dejen bliver rigtig fin, hvis den får lov at køre lang tid i røremaskinen.
Mon der er nogen der kan oplyse mig kalorieindholdet i sådan en portion?
Kit
I følge madlog er der 300 kalorier i en bolle. Den er dyr på kalorier synes jeg
Holger Rørby Madsen
Hej Mette
Tak for det - det er godt at høre 🙂
Jeg har udregnet næringsindholdet i opskriften, og der er ca. 227 kalorier i hver bolle.
Alt det bedste
Holger
Angela Maria
Rigtigt dårligt mel forhold. Dejen blev ved med at være en klæg masse. Ærgeligt, at jeg ikke læste anmeldelserne inden jeg gik i gang. Det undrer mig, at Holger ikke retter opskriften.
Ditte-Marie
Fantastiske boller!
Jeg laver ikke andet nu 😂 vi er blevet afhængige af dem herhjemme. Jeg kommer også nogle hørfrø i. Dejen er lidt klistret før første hævning og der har jeg svært ved at spænde dejen op men efter den har stået i 15 min er den lige til at gå i kast med. Den dej er så lækker at arbejde med. Bollerne er bløde selv på 3. dagen i lynlåspose 👌🏻 Arhmen det er bare lækkert. Tak for en dejlig opskrift med dejligt mættende boller
Holger Rørby Madsen
Hej Ditte-Marie
Hvor er du sød, og mange tak for den fine tilbagemelding. Det er jeg glad for at høre 🙂
Alt det bedste
Holger
Michelle
Så har jeg igen givet mig i kast med denne opskrift. Jeg tilføjer lidt ekstra mel, som jeg plejer at skulle gøre i diverse opskrifter, når dejen skal æltes. Jeg har forsøgt at udskifte fuldkornsmelet med diverse meltyper, for variationen skyld, med godt resultat. Denne opskrift er en god "grundopskrift" at variere ud fra 😊 Tak fordi du deler!