Valnødder

Valnødder har en utrolig dejlig smag og en skøn facon. Her kan du læse alt om valnød, som kan bruges i brød, kager og mange andre opskrifter.
Valnødder er små kunstværker i sig selv. De gror på løvfældende træer blandt andet i Middelhavslandene, Indien, Nordamerika og i stor stil på Andesbjergene.
Når du ser valnøddetræets frugter, er det ikke let at regne ud, hvad der gemmer sig indeni den grønne, runde frugt. '
Når valnødderne er modne, falder de grønne frugter ned fra træerne, knækker og åbenbarer en hård skal. Og indeni den skal er der selve valnødden, snirklet, gyldenbrun og formet som en hjerne.
Det er en af de mest kalorierige nødder, vi har, men også en af de sundeste. Og så er den vidunderlig alsidig, velegnet til varme og kolde retter, til sødt og til salt, til snack og presset til olie.
Næringsindhold
Valnødder har generelt et højt fedtindhold, men det er hovedsageligt det såkaldte sunde fedt - de umættede fedtsyrer - blandt andet Omega-3.
Ifølge Hjerteforeningen er det videnskabeligt dokumenteret, at 30 gram nødder om dagen kan nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Her ses energifordelingen for 100 gram valnødder:
Kalorier: 707
Proteiner: 14,1 gram
Kulhydrater: 17,2 gram
Fedt: 64,6 gram.
Anvendelse og opskrifter med valnødder
Mange hjem har valnødder liggende i skåle i juletiden, så man bare kan knække en nød og spise den, hvis lysten melder sig.
Det er en sund snack, hvis vi holder os til en lille håndfuld om dagen. Men prøv lige at riste valnødder i ovnen ved 180 grader i blot fem minutter, før du spiser dem.
Når de varmes op, bliver smagen for alvor frigivet, og det er en velsmag vel at mærke.
Ellers er nødderne enormt alsidige. De er gode i salater som waldorfsalat, de kan hakkes og kommes i varme retter, og de er fantastiske i boller og kager som her:
Valnøddekage med pærer og marcipan
Valnødder og ost har det også rigtig godt med hinanden. Du kan lave en sirup med valnødder, som klæder skimmeloste og faste, italienske oste som parmesan.
Sæson og opbevaring
Valnøddesæsonen i Danmark strækker sig fra sidst i august til oktober.
I juli kan man plukke de umodne, grønne frugter, som blandt andet kan bruges til kryddersnaps og syltning.
Opbevarer du valnødder køligt, er de holdbare i op til to år, så længe de er i skallerne.
Valnødder, der er knækkede og sælges i en pose, har en kortere holdbarhedstid. Til gengæld kan de fryses ned, hvis du har for mange. Men hvem har det? Det er næsten umuligt holde sig fra dem.