Koriander

Koriander er en krydderurt, der deler vandene. Men her kan du læse, at korianderen faktisk er sund, opbevaring og hvordan du får mest mulig smag ud af den.
Hvis der er en krydderurt, der kan dele vandene, så er det koriander.
Nogle elsker den aromatiske urt, og anvender den gerne i asiatisk inspirerede retter, hvor den giver smag og kant.
Andre kan ikke klare hverken duft eller smag af koriander, som endda beskrives som i retning af sæbe og mug.
Faktisk har studier vist, at der er et vist belæg for at antage, at man er genetisk bestemt for at kunne lide krydderurten eller ej.
Det skal vi lade være usagt, men er man i den sidste gruppe, skulle man kunne vænne sig til smagen – så prøv at give den chancen.
Den giver i hvert fald et eksotisk pift til din madlavning.
Sådan bruger du koriander
Har du stiftet bekendtskab med det eksotiske køkken, har du helt sikkert også smagt koriander.
Den kan både bruges frisk, hvor det primært er bladene, du anvender – men også de tørrede frø.
Korianderen er hyppigt brugt i det thailandske, vietnamesiske, mexicanske og indiske køkken. Oftest sammen med hvidløg, chili og ingefær.
Den giver masser af smag og karakter til dine dressinger, marinader, kolde saucer og til pesto.
Også godt som grønt drys på kogte ris, nye kartofler eller nudler. Tørrede korianderfrø stødes og anvendes som krydderi i gryderetter og dressinger.
De hele frø kan også tilsættes marinader.
Opskrifter med koriander
Opbevaring
Friske krydderurter er sarte – og særlig koriander. Spis det hurtigst muligt, mens aroma og smag er på toppen.
Kan opbevares et par dage i et lille glas med vand i køleskabsdøren eller på køl i en lufttæt beholder med et stænk vand.
Holdbarhed
2-4 dage ved 2-6 grader (frisk korianderplante).
Sæson
Hele året som import. Oftest fra middelhavslandene.
Næringsindhold i koriander
I forhold til vitaminer og mineraler er det værd at fremhæve, at frisk koriander er rig på blandt andet betakaroten og kalium, hvor tørret koriander og korianderfrø indeholder relativt store mængder kalium og calcium.
Selvom vi typisk spiser forholdsvist lidt af de friske og tørrede krydderurter, så er det alt sammen alligevel med til at tælle op i vitamin- og mineralregnskabet.
Fakta om koriander
Koriander (Coriandrum) tilhører skærmplantefamilien (Apiaceae), som også krydderurten persille tilhører.
Der findes mange forskellige slags koriander, men den mest almindelige og den vi oftest finder i supermarkedet er Coriandrum sativum, som faktisk også kaldes kinesisk persille – og ved nærmere kig, så er korianderen og persille også meget lig hinanden i udseende og kan nemt forveksles.
Korianderplanten stammer fra Sydvestasien. Smagen af bladene er aromatisk og krydret og er et uundværligt krydderi i det asiatiske køkken.
Koriander mister smagen ved varme og skal derfor først tilsættes den varme ret lige inden servering.