Få opskriften på en nem og fyldig tomatsuppe med masser af smag. Server med creme fraiche eller sprøde croutoner.
Tomatsuppe er en af de klassiske supper, som jeg holder utrolig meget af. Dels er suppen med masser af friske tomater nem at lave, men den er også både hurtig og sund.
Tomatsuppen er selvfølgelig mest anvendt som en forret, men med masser af brød til, kan den sagtens også bruges som en hovedret. Suppen er jo ret fyldig.
Længere nede kan du få svar på en række spørgsmål omkring den fantastiske suppe med tomat, og der er også flere forslag til hvordan den kan laves. Jeg har også lavet en video med fremgangsmåden, som du kan se herunder.
Se også disse opskrifter:
Opskrift på tomatsuppe
Verdens bedste tomatsuppe
Ingredienser
- 800 g tomater
- 1 rød peberfrugt
- 1 spsk balsamico
- 2 spsk olivenolie
- salt
- 2 skalotteløg
- 2 fed hvidløg
- 1 bouillonterning - grøntsag
- 2,5 dl vand
- 1 tsk oregano - tørret
- 1 håndfuld basilikum
- 1 dl fløde
- sukker
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
- Tomater kommes i et ildfast fad. Små tomater kommes hele i fadet, men er det lidt større tomater skal de halveres eller deles i kvarte.
- Skær peberfrugt i mindre tern og kom den ved. Dryp med balsamico, olivenolie og lidt salt.
- Bages 20 minutter i ovnen.
- Imens snittes skalotteløg og hvidløg fint og sauteres i en stor sjat olie i en stor gryde. Sauteres helt bløde ved svag varme i cirka 10 minutter, men uden at tage farve.
- Når tomaterne til din tomatsuppe er færdigbagte, tages de ud af ovnen og hældes i gryden.
- Der tilsættes vand, bouillonterning, oregano og basilikum. Kog tomatsuppen op.
- Derefter blendes tomatsuppen. Jeg plejer blot at anvende en stavblender, men du kan også give din tomatsuppe en tur i en rigtig blender.
- Tilsæt så fløde, og smag tomatsuppen til med sukker, balsamico, salt og friskkværnet peber.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Tips
Den færdige tomatsuppe serveres straks, eventuelt med creme fraiche eller sprøde croutoner til.
Du kan også servere et stykke af mit italienske ciabattabrød til. Søg opskriften på brødet i søgefeltet øverst på siden.
Hvilke tomater skal jeg vælge?
Du kan som sådan anvende alle slags tomater til en tomatsuppe.
Jeg foretrækker dog små eller mindre tomater, der helst skal være virkelig modne.
Allerbedst er selvfølgelig friskplukkede tomater lige fra planten, hvor tomaterne har fået lov til at modne helt til sidst.
Sådan er virkeligheden desværre ikke altid, men supermarkederne eller grønthandleren har bestemt også gode tomater. Og efterhånden året rundt.
Men husk at tomaterne jo er det vigtigste i en tomatsuppe, så gå ikke på kompromis med kvaliteten.
Er det store tomater kan du med fordel skære dem i mindre stykker, mens de små og mindre tomater kan bages direkte.
Mormors tomatsuppe med dåsetomater
Her får du en opskrift på en super nem tomatsuppe med dåsetomater, der smager skønt med suppehorn og creme fraiche.
Opskriften kræver kun ganske få ingredienser og er så nem at lave, at selv de mindste børn kan være med i køkkenet.
Og så er den et utroligt billigt måltid. Alt du skal bruge til suppen er dåsetomater, løg, hvidløg, fløde og krydderier. Med lidt pasta som for eksempel suppehorn og creme fraiche, har du et lækkert og velsmagende måltid.
Laves på dåsetomater
Mange tomatsupper laves med udgangspunkt i friske tomater. Og der er ingen tvivl om, at de friske tomater giver en skøn smag til suppen.
Men har du ikke så meget tid, kan du altså sagtens stadig lave en hjemmelavet tomatsuppe med en rigtig god smag. Bruger du tomater fra dåse, sparer du nemlig tid, og dåsetomaterne kan sagtens bidrage med en god tomatsmag og næringsstoffer.
Du kan bruge både hakkede og flåede tomater, da suppen alligevel blendes. Sammen med lidt løg, krydderier og fløde, giver det en skøn suppe.
Krydr som du vil
I denne opskrift på tomatsuppe med dåsetomater har jeg brugt oregano som krydderi. Du kan dog krydre den, som du vil.
Basilikum, timian, paprika, chili og så videre kan alle bruges til at krydre suppen.
Brug hvad du lige har i køkkenskabet eller krydr den med dine yndlingskrydderier.
Blend eller lad være
Jeg kan godt lide, at suppen har en let cremet konsistens og giver den derfor en hurtig tur i blenderen.
Det behøves dog ikke, hvis du bruger for eksempel hakkede tomater og skærer løg og hvidløg forholdsvis fint. Det giver en mere rustik suppe, hvis du ikke blender den, med lidt mere bid fra løg og tomatstykker.
Du bestemmer altså selv, om du vil blende suppen eller spise den, som den er. Begge dele giver en dejlig suppe.
Du skal bruge
2 løg små
3 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1 tsk oregano tørret
4 dåser tomater flåede eller hakkede
1 dl piskefløde
2 tsk sukker
1 tsk salt
friskkværnet peber
Tilbehør
200 gram suppehorn
200 gram creme fraiche
Evt. brød
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg og svits dem i olivenolie til de er bløde og gennemsigtige.
- Tilsæt oregano og dåsetomater, varm op og lad det simre et par minutter.
- Sæt imens vand over til suppehorn.
- Blend suppen i en blender eller med en stavblender. Der må godt stadig være lidt struktur i den.
- Tilsæt fløde og smag til med sukker, salt og peber. Tilsæt lidt ad gangen og smag dig frem til der er balance mellem de syrlige tomater, det søde og det salte.
- Server suppen med kogte suppehorn og creme fraiche til og evt. lidt brød ved siden af.
Med pasta
En anden populær variant er opskriften på tomatsuppe med pasta.
Her tilberedes tomatsuppen helt færdig, hvorefter pasta kan tilsættes.
Her skal du dog være opmærksom på et par ting. Du kan nemlig enten vælge at forkoge pastaen først, hvorefter den tilsættes suppen lige inden servering.
Eller du kan lade pastaen koge med i suppen i den anviste kogetid.
Her anvendes typisk en rigtig suppepasta, som normalt skal koges i omkring 10 minutter. Og her lader du altså blot tomatsuppen koge videre indtil pastaen er al dente. Altså har en smule bid.
Suppepasta opsuger dog en del væde, og derfor skal du muligvis tilsætte lidt mere vand til tomatsuppen.
Med chili
Ønsker du en endnu mere hot suppe med tomater, kan du tilsætte lidt chili. Eller meget, afhængig af hvor glad du er for chili.
Du kan bruge stødt chili, hvor du smager dig frem.
Du kan også anvende en frisk, rød chili, som snittes helt fint, og blendes med i suppen.. Pas dog på at den ikke bliver for stærk.
Du kan også tilsætte lidt sambal oelek, der er en chilipasta, og som tilfører masser af varm smag til tomatsuppen.
Tomatsuppe med kylling
Ønsker du en mere mættende tomatsuppe, kan du lave den med lidt kylling.
Til fire personer skal du bruge to stk. kyllingebrystfilet, som steger møre i lidt olie på panden. Cirka fem minutter på hver side, hvorefter de krydres med salt og peber.
Når tomatsuppen er færdig, skæres kyllingefileterne i små tern, som kommes i suppen. Og tomatsuppen tilsat kylling er pludselig en mere fyldig suppe, ja nærmest en hovedret.
Suppe med tomater og bacon
Bacon kan jo tilsættes de fleste ting, og selvfølgelig i en tomatsuppe.
Her laves suppen som anvist, og imens ristes 200 gram bacon i tern sprødt på en pande.
Anret tomatsuppen i skåle, der drysses med rigelige mængder bacon.
Den saltede og røgede bacon klæder virkelig tomatsuppen godt, og jeg plejer også lige at komme nogle både af små tomater ved sammen med friske basilikumsblade. Super lækkert.
Vil du gøre baconoplevelsen i suppen endnu mere spicy, så tilsæt lige en smule cayennepeber når baconternene er næsten færdigstegte.
Tilbehør til tomatsuppe
Som skrevet længere oppe, så er der mange muligheder for tilbehør til tomatsuppe. Creme fraiche og brødcroutoner er klassisk tilbehør, men der er bestemt også andre muligheder.
Dels kan du med fordel hælde et par cirkler god olivenolie i tomatsuppen. Det både løfter suppen og tilføjer smag. Som i Italien.
Men prøv også at hakke nogle soltørrede tomater, og kom dem i suppen ved anretningen. Soltørrede tomater er jo små smagsbomber, og også her gør de altså lykke.
Frysning
Tomatsuppen er usandsynlig lækker, så der bliver sikkert spist op. Men har du alligevel en rest tilbage, så kan den sagtens fryses ned.
Hæld suppen i en tær beholder med låg, og varm den godt igennem når du vil spise den. Helt simpelt.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Hanne Lynge Hass
Klar favorit!