Ketokuren er på mode, og vi har sat den under lup. Her kan du læse om kuren, som tillader dig at spise masser af fedt.
Ketokuren, hvad i alverden er dog det for et navn? Nu havde vi lige vænnet os til low-carb, 5:2-kuren og mange andre begreber, og så susede en ny slankeform hen over landet.
Ordet keto kommer fra ordet ketose, som er en tilstand, mennesket kommer i, når man tvinger kroppen til at forbrænde anderledes, end den normalt gør.
Med andre ord mener tilhængerne, at man skal skære kraftigt ned på kulhydrater, indtage proteiner i moderat mængde og spise meget fedtholdig mad. På den måde kan man manipulere sin krop til at forbrænde fedt i stedet for at få sin energi fra glukose, som er kroppens normale måde at forbrænde på.
Ideen bag ketokuren
Når man skærer voldsomt ned på indtaget af kulhydrater, vil kroppen finde en anden måde at forbrænde på. Da hjernen ikke er i stand til at udnytte fedt og protein til at skabe energi, vil kroppen finde nye veje til at få energi på.
Leveren sætter i gang med at producere ketonstoffer, og hermed kan hjernen bruge dem som forbrænding. Når det sker, er man i ketose.
For nogle er ketokuren ikke en slankekur men en livsstil. Det handler om at leve, så man altid i ketose. Afviger man fra diætens anbefaling af mængden af fedt, kulhydrater og proteiner, ryger man ud af ketose.
Hvad må man spise på ketokuren?
Denne kur er en ekstrem variant af den velkendte low carb-kur. Kosten skal bestå af 80 procent fedt, 15 procent protein og fem procent kulhydrater. Det er en voldsom afvigelse fra Fødevareministeriets anbefaling om, at 45-60 procent af vores kost skal bestå af kostfibre-kulhydrater.
Når man er på ketokur, indtager man altså ganske få kulhydrater i løbet af en dag. Ud med ris, pasta, brød og en række frugter, ind med naturligt fedt og fede fødevarer som laks og ost. Grøntsager, der vokser over jorden, må gerne spises, men dem der vokser under jorden som gulerødder, skal man holde sig fra.
Forklaringen på at de ellers sunde og fiberrige rodfrugter og kartofler er bandlyst, er, at de indeholder flere kulhydrater og mere stivelse end grøntsager, der vokser over jorden.
Fødevarer man skal spise
- Naturligt fedt fra eksempel smør, kokosolie og olivenolie.
- Ost.
- Piskefløde og creme fraiche 38 procent.
- Kød fra fede udskæringer og gerne med fedtkant.
- Fede fisk som makrel, laks og sild.
- Æg.
- Grøntsager som kål, avocado og svampe.
- Nødder som pecannødder, macadamianødder, hasselnødder og valnødder.
Fødevarer, der ikke må spises
- Alle former for brød, der er lavet af kornprodukter, uanset om det er fuldkornsmel eller ej.
- Havregryn, quinoa, spelt o.lign.
- Alt, der indeholder sukker, sirup og honning.
- Alkohol.
- Fedt, der er fremstillet kunstigt som margarine samt Omega 6-olier som solsikkeolie.
- Nødder som pistacie og cashewnødder.
- Frugt og bær. Nogle kure tillader en lille portion bær daglig, men en striks keto-livsstil fraråder alle slags bær og frugter på grund af deres indhold af kulhydrater og frugtsukker.
- Rodfrugter og andet grønt med stivelse, for eksempel majs.
- Hvide bønner og linser.
Det siger ernæringseksperter
I januar, 2020, bragte U.S. News en rangering af 35 slankekure, som er vurderet af et panel bestående af 25 diætister, professorer indenfor ernæring, læger med flere.
Her røg ketokuren på en sidsteplads i forhold til en række faktorer som sundhed og hjertevenlig kost. Kun når det omhandlede selve effektiviteten af vægttab, blev ketokuren rangeret højt.
Det falder i tråd med Preben Vestergaard Hansens holdning. Han er kandidat i Human Ernæring og Husholdningsvidenskab på Det Sundhedsfaglige Fakultet og kalder ketokurens fordeling af fedt, protein og kulhydrat stærkt kritisabel:
"Kroppen stresser, når vi er i ketose. Vi har celler, der er afhængige af kulhydrater og vores hjerner er indstillet på at omsætte dem til energi. Hjernen kan klare sig, når vi spiser helt ned til ca. 40 gram om dagen, men bliver indtaget lavere, så fungerer den ikke ordentlig, siger han til Madensverden.dk
Den eneste fordel jeg ser ved ketokuren, er, at man skal spise fede fisk, kål, nødder og frugt som avocado. Men den strider mod alle de officielle kostråd. Først og fremmest skal man have en varieret kost og denne kur mangler variation," siger Preben Vestergaard Hansen til Madensverden.dk og peger på risiciene ved at følge spise meget fed kost.
"Når man spiser meget mættet fedt som smør og fede udskæringer fra kød, øges risikoen for hjerte-karsygdomme og kræft på den lange bane".
Stik mod kostrådene
Er man nybegynder indenfor keto, kan man blive meget træt, få dårlig ånde, ondt i benene og hovedpine. En meget fedtholdig kost, hvor man får lidt protein og ganske få kulhydrater kan give syreforgiftning.
Den dårlige ånde, der følger med kuren især i begyndelsen, skyldes, at kroppen danner acetone.
Det samme gælder i øvrigt også alkohol, og forklarer vores frygtelige morgenånde efter en aften i byen.
I stedet for at følge en kur, der tvinger kroppen til at forbrænde på en anderledes måde, anbefaler Preben Vestergaard Hansen, at vi spiser efter de officielle kostråd.
"Når jeg hører ordet slankekur, tænker jeg, at det er lige som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det hjælper en kort overgang. Man kan faktisk tabe sig og bevare, hvis man følger de almindelige kostråd så som at spise mere grønt, vælge magert kød og magre mejeriprodukter," siger Preben Vestergaard Hansen.
Fordele ifølge ketokurens tilhængere
- Du skal ikke følge en tidsplan for måltider, men må spise, når du er sulten.
- Du skal ikke undvære fløde, ost og smør som i mange andre slankekure.
- Det er nemt at følge kuren, hvis man blot har styr på, hvilke fødevarer man skal spise.
- Blodsukkeret holder sig stabilt, så længe man er i ketose.
- Mindsket appetit.
Ulemper
- Ketose er ikke en normal tilstand for kroppen. Den er opnået ved at tvinge kroppens forbrænding fra en måde at forbrænde på til en anden.
- Man skal følge diæten striks, ellers kommer man ud af ketose.
- Kostrådene er stik imod Fødevarestyrelsens anbefalinger af, hvad man skal spise dagligt.
- Bær er forbudt, hvis man går all in på ketokuren.
- Den første uge kan man få bivirkninger som hovedpine, svimmelhed, dårlig ånde og træthed.
- Der er risiko for sygdomme på lang sigt.
Kilder: Dietdoctor.com, U.S.News, Ketoliv.dk, DTU Fødevareinstituttet.
Mere viden om sundhed
Frugt og grønt: Sidder vitaminerne i skrællen?
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Ole
At tro den normale energikilde er kulhydrater, er et meget misforstået term, da vi ikke er skabt til det, det blev bare en "ting", som man så tror er normalen nu... Vi har aldrig været skabt til at trives på kulhydrater, ligesom vi heller ikke er skabt til at være vegetarer / veganere
"Ketose er ikke en normal tilstand for kroppen" Uhmmmm jo det er nemlig lige præcis det den er
Nej, der er ikke risiko for sygdomme på lang sigt, det er den værste myte... Og at man kan få hovedpine og føle sig syg i starten af keto "Keto Influenza", er pga afvænning fra kulhydrater, ligesom med sukkerchok
Hjerte problemer bliver skabt af kulhydrater, IKKE af fedt! Da fedt nærmest blev en skændsel tilbage i 70'erne, satte folk deres smør forbrug ned, og dertil kom der en 40% stigning i hjerteproblemer... Folk er stadigvæk fedt forskrækket, hvilket er hjernedødt, men endnu værre, er at læger og såkaldte kost eksperter, bliver ved med at lade myterne leve! Af vores 3 makroer, er kulhydrater den eneste vi på ingen måde har brug for, og det er skyld i alle vores kendte folke sygdomme, som egentlig ikke er sygdomme, men bare tilstande, om det er diabetes, cancer, gigt, astma, pcos, tja, vi er helt selv skyld i det!
Den tosse af en læge, som udtaler at det anbefales at følge de officielle kostråd... Han aner tydeligvis ikke hvad han foretager sig, da den såkaldte kostpyramide, kun er til for at skabe fortjeneste i medicinindustrien, og dermed også skattekroner!
Mangler variation? Ja sku da kun hvis man ikke er kreativt anlagt... Man kan lave kage, slik, uden at føle skyld eller tro man kommer til at tage på, en win / win
På keto kan man sagtens drikke alkohol, jeg forstår ikke helt hvorfor det er listet som "Ikke Tilladt", da ren alkohol, om det er Vodka, Whisky, Gin, Rom, indeholder ikke kulhydrater...
Elisabeth Nielsen
Hej Ole
Jeg er helt enig med dig.
Det der jo sker, måske i 70' erne, er jo, at alle sukkerproducenterne slår sig sammen og giver fedt skylden for fedme. Det lykkedes for dem. Alle mennesker blev skrækslagne for fedt.
Som det ser ud nu, så er der sukker (ofte skjult) i mange af de almindeligste produkter vi kan købe. Og det giver livsstils sygdomme der vil noget.
På keto skal man læse sig godt for i foretningerne, for at undgå sukker i produkterne.
Tak for et godt indlæg.
Jeg kan anbefale andre at kigge på de fantastiske opskrifter, som madbanditten har. Det er keto. Og det er absolut ikke kedeligt.
Iøvrigt så er Holgers side her også fin.
Tak Holger.
Fra Elisabeth