Nelliker

Nelliker er andet end dimser, vi stikker i appelsinerne til jul. I Asien er de et uundværligt krydderi både til hovedretter og kager.
Nelliker er i virkeligheden en lille, pink blomst, der er plukket og tørret, før den overhovedet nåede at springe ud.
Når vi ser på den brune, indtørrede nellike, er det ikke til at gætte, hvad den var, før den blev tørret.
Men kig engang: når man ved det, er det let at se, at den lille kugle i midten er - eller rettere var - blomsterknoppen. Og den lille træ-agtige stilk er selve blomsterstilken.
Blomsten gror på de6 stedsegrønne træ Syzygium aromaticum, og har altså intet at gøre med den blomst, vi kender som nellike i Danmark.
Kryddernelliken fik sit navn fra det tyske Nägelein, der betyder lille søm. Og ja, de små tørrede blomster kan minde om et søm i formen.
Historikere ved, at disse kryddernelliker er blevet brugt i flere tusind år. Oprindeligt stammer planten fra Indonesien, men omkring Jesus fødsel i år nul kom de til Indien og Kina.
Anvendelse og fakta om kryddernelliken
Lige siden har nelliker været en vigtig del af henholdsvis kinesisk og indisk madlavning. Et godt eksempel er, at den kendte krydderiblanding Garam Masala indeholder nelliker.
Vi kan købe en fiks og færdigblandet Garam Masala, men hvis du vil have mere smag og duft, kan du blande den selv.
Årsagen til den meget markante smag og duft skal findes i de æteriske olier, som er koncentreret i kryddernelliker.
Ligesom med citron- og appelsinskaller indeholder krydderiet en række aromatiske olier. Disse olier kan omdannes til eugenol.
Eugenol findes også i kanel og bruges blandt andet i parfumer, til desinficering og lokalbedøvelse. Nellikeolie siges også at fremme fordøjelsen og lindre tandpine.
Opskrifter på eksotiske hovedretter
Man kan købe både hele nelliker og som stødt krydderi. Smagen kommer bedst frem, hvis man knuser de hele i en morter - eller stikker dem ind i en steg.
Her er bud på lækre, indiske retter, hvor nelliker indgår - både med og uden kød.
Opskrifter på kager der indeholder nelliker
Holdbarhed og opbevaring
Hele nelliker bevarer smag og duft i et år, efter du har åbnet posen eller glasset med dem.
I princippet kan du bruge af dem i årevis, da de ikke kan rådne, men smagen aftager med tiden, så det er synd at bruge gamle nelliker i en god ret eller en gløgg.
Løsningen er at fordoble antallet og støde dem i en morter, før de steges eller hældes i en ret.
De skal helst opbevares et mørkt sted som et lukket køkkenskab, og vinder ikke ved at komme på køl.