Julens gløgg kan købes færdigblandet i forskellige varianter, men hvilken er bedst? Få svaret i denne smagstest af gløgg.
I denne smagstest af gløgg testes de færdigblandede varianter, der kan købes i supermarkederne.
Selvom juletid er gløggtid, er det ikke altid man lige har fået lavet hjemmelavet gløgg, men så kan man ty til de færdigblandede varianter på karton eller flaske fra supermarkedets hylder.
Der kan være stor forskel på prisen, men hvor stor forskel er der egentligt på smagen?
Det har vi undersøgt i denne smagstest af gløgg, hvor fødevareekspert og smagsdommer Charlotte Mithril har smagt på syv forskellige varianter af færdigblandet gløgg for at finde ud af, hvad forskellen er og hvilken, der smager bedst.
Varm krydret rødvin
Gløgg er varm rødvin krydret med julens krydderier som kardemomme, kanel, nellike, allehånde og citrus.
Den varme krydrede vin er sødet med sukker og er i nogle tilfælde tilsat stærk alkohol som rom, snaps eller portvin.
Gløgg bør have en dejlig krydret smag af julekrydderier og en behagelig sødme, der afbalancerer syren i rødvinen. Og så må der gerne være lidt varme fra alkoholen.
Smagstest af gløgg
I denne smagstest af gløgg indgår syv forskellige færdigblandede varianter. De er smagt ved blindsmagning og vurderet i forhold til udseende, konsistens, duft og smag.
Efter smagstesten er der set på produkternes indhold og pris. Ud fra den samlede bedømmelse er de inddelt i følgende kategorier:
* * * * * Bedst
* * * * Over middel
* * * Middel
* * Under middel
* Dårligst
Her er gløggens bedømmelser fra de bedst bedømte til de dårligste:
* * * * *
Deluxe Rødvinsgløgg med Jamaica-rom (Lidl)
Testvinderen Deluxe Rødvinsgløgg med Jamaica-rom har en dejlig og godt afstemt smag af julekrydderier, en høj men afstemt sødme og syre, og en skøn smag af rom. Den er rund og blød i munden samtidig med, at den varmer perfekt fra alkoholen.
Pris per liter: Ca. 47 kr (35 kr for 75 cl i Lidl).
Alkoholprocent: 14,5% vol.
Rødvinsindhold: 76%
Tilsætningsstoffer: Gløggaroma, surhedsregulerende middel (E330), farvestof (karamel), sulfitter.
* * *
Julegløgg luksus
(Aldi)
Julegløgg luksus har en mild smag af krydderier med noter af solbær. Den har en mild sødme og en mellem syre, men i en ok balance. Den er generelt mild i smagen med en lavere fornemmelse af alkohol.
Pris per liter: Ca. 47 kr (35 kr for 75 cl i Aldi).
Alkoholprocent: 10% vol.
Rødvinsindhold: 81%
Tilsætningsstoffer: Gløggaroma, surhedsregulerende middel (E330), farvestof (karamel), sulfitter.
* * *
Blossa Glögg - Vinglögg
Blossa Glögg har en høj sødme, der giver en lidt klistret mundfølelse. Den er kraftigt krydret med en mild bitterhed fra krydderierne. Den har en mild, men godt afrundet alkohol fornemmelse.
Pris per liter: Ca. 67 kr (50 kr for 75 cl i Meny).
Alkoholprocent: 10% vol.
Rødvinsindhold: 73%
Tilsætningsstoffer: Sukkerkulør, sulfitter.
* * *
Blomberg's Originale Glögg
Blomberg's Originale Glögg har en mild krydring, der domineres af kanel og nellike. Den har en lav sødme og syrlighed, og en meget svag fornemmelse af alkohol. Generelt en mild gløgg, der er ok afstemt.
Pris per liter: 47 kr (47 kr for 100 cl i Netto).
Alkoholprocent: 8% vol.
Rødvinsindhold: 55%
Tilsætningsstoffer: Naturlig aroma, syre (E330), farve (E150d), konserveringsmiddel (E202), sulfitter.
* *
Løgismose Årgangsgløgg 2020
Løgismose Årgangsgløgg 2020 har en højere alkoholprocent, der brænder lidt. Den domineres af en kraftig duft og smag af orange/appelsinskal og lakrids/stjerneanis, der giver en (for) bitter smag og eftersmag. Den har en lav sødme og høj syre og mangler balance i grundsmage og krydring.
Pris per liter: Ca. 87 kr (67 kr for 75 cl i Netto).
Alkoholprocent: 15% vol.
Rødvinsindhold: 75%
Tilsætningsstoffer: Gløggaroma, sulfitter.
* *
Favorina Julegløgg
(Lidl)
Favorina Julegløgg domineres af en kraftig og lidt kunstig duft og smag af kanel. Den har middel sødme og syre og en meget mild fornemmelse af alkohol, der næsten ikke kan fornemmes. Minder meget om Aldis Julegløgg.
Pris per liter: 18 kr (18 kr for 100 cl i Lidl).
Alkoholprocent: 5,5% vol.
Rødvinsindhold: 11%
Tilsætningsstoffer: Aroma, farvestoffer (E163, E150d), surhedsregulerende middel (E330), konserveringsmiddel (E202), sulfitter.
* *
Julegløgg
(Aldi)
Julegløgg domineres af en kraftig og lidt kunstig duft og smag af kanel. Den har middel sødme og syre og en meget mild fornemmelse af alkohol, der næsten ikke kan fornemmes. Minder meget om Favorina Julegløgg.
Pris per liter: 19 kr (19 kr for 100 cl i Aldi).
Alkoholprocent: 5,5% vol.
Rødvinsindhold: ikke angivet.
Tilsætningsstoffer: Aroma, farvestoffer (E163, E150d), surhedsregulerende middel (E330), konserveringsmiddel (E202), sulfitter.
Testvinder fra Lidl
Ud af de syv varianter i denne smagstest af gløgg, er der én gløgg der skiller sig ud og er en tydelig vinder, nemlig Deluxe Rødvinsgløgg med Jamaica-rom fra Lidl.
Resten er en middel eller under middel oplevelse rent smagsmæssigt.
Testvinderen har en rigtig dejlig julekrydring, er godt afstemt med sødme og syre og har en tydelig og behagelig smag af rom. Den er rund og blød i munden og varmer perfekt fra alkoholen. Den ligger også i den høje ende med en alkoholprocent på 14,5% vol.
Prisen ligger på cirka 47 kroner per liter. Til sammenligning koster de dyreste varianter næsten 87 kroner per liter, mens du kan få de helt billige til kun 18 kroner per liter.
Billige gløgg med samme smag
Gløgg fra Lidl er dog også at finde i bunden af denne smagstest af gløgg.
Deres billige Favorina Julegløgg på karton til 18 kroner per liter har en kedelig og kunstig smag. Den smager i øvrigt fuldstændig magen til Aldis billige Julegløgg på karton til 19 kroner per liter.
Både ingrediensliste og næringsindhold er da også påfaldende ens på de to, men det er desværre ikke muligt at se, hvem der har produceret Favorina Julegløgg fra Lidl, da der blot angives, at den er ”Fremstillet i Danmark”.
Den tilsvarende Julegløgg fra Aldi er produceret af Scandic Food.
Vin eller vand
De to billigste varianter fra Lidl og Aldi har den laveste alkoholprocent af alle gløgg i denne smagstest og indeholder kun 5,5% vol. Her er en del af rødvinen erstattet med vand, frugtvin og finsprit.
Faktisk er vand den primære ingrediens i de billige gløgg, og de indeholder kun 11% rødvin. Rødvinen suppleres så med frugtvin og finsprit, hvilket kan forklare den lave pris.
Blomberg’s Originale Glögg indeholder kun 55% rødvin, mens de øvrige gløgg har et rødvinsindhold på omkring 73-81% og dermed primært er lavet på rødvin. Blomberg’s Originale Glögg har ligeledes erstattet en del af vinen med en uspecificeret alkohol.
Rom, portvin eller snaps
Er der tilsat rom, portvin eller snaps som ekstra smagsgiver eller for at give et ekstra alkoholboost, er det dog en anden sag. Her er gløggen stadig lavet primært på rødvin, men der er så tilsat lidt ekstra for at højne smagsoplevelsen.
Testvinderen i denne smagstest af gløgg, Deluxe Rødvinsgløgg med Jamaica-rom, indeholder 5% rom som fungerer som en ekstra smagsgiver, og det giver en super lækker ekstra dimension til gløggen.
Ligeledes er Årgangsgløggen fra Løgismose tilsat portvin, men det hjælper dog ikke på den skarpe smag af krydderier og den høje bitterhed. Løgismose beskriver, hvordan de har en fadlagret gløggessens, der spædes op år efter år. En rigtig god ide, som man også kan lave derhjemme, men desværre er det ikke lykkedes dem at skabe en afbalanceret smag i dette års gløgg.
Om du laver din gløgg selv eller køber en færdigblandet, kan du altid spæde den lidt op med spiriuts som rom, portvin eller snaps efter smag. smagstest af gløgg
Lav din egen gløgg
Hvis du har lidt tid, er det rigtig sjovt at lave din gløgg selv.
Du starter med at lave et ekstrakt af krydderier i alkohol, som gerne skal stå og trække lidt tid - fra få timer til flere dage,¨ afhængigt af, hvor kraftig du ønsker det.
Vælg dine favorit julekrydderier og kom evt. lidt citronskal eller appelsinskal i ekstrakten, men pas på ikke at få det hvide af skallen med, da det gør dit ekstrakt bittert.
Et gløggekstrakt kan sagtens holde sig i lang tid, hvis du sørger for, at det har en rimelig høj alkoholprocent. Så er det bare at blande ekstraktet med rødvin og eventuelt lidt ekstra spiritus i form af rom, portvin eller snaps – og du har den lækreste hjemmelavede gløgg.
Se forslag til opskrift på hjemmelavet gløgg her:
Hjemmelavet gløgg - opskrift med rødvin og portvin
Hjemmelavet hvid gløgg - opskrift på gløgg uden rødvin
Glühwein - hvis du synes, at gløgg er for sødt
Se nogle af julens gode småkage-opskrifter her:
Sådan har vi gjort
Vi har testet færdigblandet gløgg, der kan købes i almindelige supermarkeder.
Gløggen er varmet op til cirka 65 grader og smagt ved denne temperatur uden rosiner eller mandler. Det er altså den rene smag af den færdiglavede gløgg, der bedømmes i denne smagstest af gløgg.
De er smagt blindt, det vil sige uden at vide, hvilke produkter, der smages. De fik tildelt trecifrede tilfældige tal, og blev smagt i tilfældig rækkefølge. Mellem hver smagsprøve, blev mund og sanser renset med knækbrød og vand, og der blev jævnligt holdt pauser.
Gløggen er bedømt ud fra en samlet vurdering af smag og mundfølelse. Smagen vurderes ud fra den samlede oplevelse af smag og aroma, mens mundfølelsen vurderes ud fra konsistens og tekstur i munden.
Generelt om vores smagstest
Vores smagstest foretages af fødevareekspert Charlotte Mithril, der har arbejdet med smag og sensorik gennem de sidste 15 år. Hun har blandt andet udviklet smagstests og været smagsdommer for Forbrugerrådet TÆNK, undervist og forsket i smag og sensorik som lektor i fødevarevidenskab, samt udført smagstest og trænet nye smagsdommere hos Pernod Ricard.
Alle smagstest foregår som blindsmagninger, det vil sige uden kendskab til, hvilket mærke der er tale om, hvem der har produceret det, hvordan indpakning ser ud osv. På denne måde undgås, at forudindtagede holdninger kan påvirke resultatet af smagstesten.
Smagstesten er en fagligt funderet, men subjektiv bedømmelse af smagsegenskaberne i de testede produkter.
Nicholas Buch Jørgensen
Hej Charlotte
Jeg læser med stor interesse din artikler og anmeldelser og jeg kan se at du tidligere har anmeldt gløgg.
Jeg arbejder for ISH spirits som har specialiseret sig i alkoholfri vin, spiritus og cocktails… og gløgg. Vi er ret nysgerrige på at få noget feedback på vores gløgg og derfor rækker jeg ud for at høre om vi må sende et par flasker din vej? Det kunne måske give mening at have en alkoholfri version med, hvis du har planlagt en Gløgg test i år.
Bedste hilsner
Nicholas