Sesam er både smukke og velsmagende, uanset om de drysses på brød, over ris-retter eller giver et godt knas i müslien. Her er det, du skal vide om de små frø.
Sesam bliver brugt verden over. I Tyrkiet dækker frøene de klassiske runde simit-brød, i Grækenland er de en vigtig ingrediens i kagerne Pastellaki, i Mellemøsten moses de til tahin, og her er en god burgerbolle ikke det samme uden et drys sesam. Ingen andre frø er så alsidige og populære som de små frø fra planten Sesamum indicum.
Den to meter høje plante bliver især dyrket i Asien og Afrika, men dens frø er forlængst integreret i køkkener verden over. Blomsterne varierer i farver fra røde til hvide, og det er frugterne, vi høster sesam fra. De sidder nemlig som flade frø i blomsterkapslen. Når kapslen er moden, åbner den sig, og sesamfrøene drysser ud af den, derfor høstes de før modning.
Sesam smager ikke meget i sig selv, men når de ristes et par minutter på en tør pande, breder smagen sig og bliver nøddeagtig.
Næringsindhold
Sesam er meget kalkrige. 100 gram hele sesamfrø svarer til tre glas mælk, men de skal helst ristes for at få frigivet kalken. Udover kalk indeholder sesamfrø andre gavnlige vitaminer og mineraler, for eksempel har de et højt indhold af B-vitaminer og folat. Frøene er meget protein- og fedtholdige - halvdelen af et sesamfrø består faktisk af fedt.
Flere studier har vist, at sesamfrø kan være medvirkende til at sænke blodtrykket og kolesteroltallet, og så indeholder de sesamin, der er gavnlig for leveren. Køb dem helst hele, ikke afskallede, så får du et større sundhedsmæssigt udbytte af frøene.
Energifordeling for 100 gram hele sesamfrø ifølge Fooddata.dk:
Energi: 605 kalorier.
Proteiner: 19,6 gram.
Fedt: 53,8 gram.
Kulhydrater: 4 gram.
Sesamolie
Pressede, ristede sesamfrø giver den lækreste olie, man kan forestille sig. Olien smager i retning af nødder, og er fremragende i marinader og dressinger eller blot til at vende dampede grøntsager, blandt andet broccoli.
Når du køber sesamolie, skal du holde øje med produktionslandet. Asiatisk og arabisk er bedst, da de bruger ristede sesam, mange andre steder bruges uristede, hvilket ikke giver samme, fyldige smag.
Opbevaring
Sesam skal opbevares i et tætlukket glas, for eksempel et patentglas, eller i en lukket pose. De skal helst opbevares i et skab, så de ikke får lys, men kan holde endnu længere i fryseren.
Del dine ideer og tanker med os andre her: