Min opskrift på hvordan du koger blødkogt æg i gryde, den præcise kogetid, hvor meget vand du skal bruge og om du kan lave æggene i mikroovn.
Lær hvordan du koger et blødkogt æg perfekt. Få alle mine tips, tricks og opskrift til at koge et æg, så du med den korrekte kogetid rammer plet.
Blødkogt æg. Det at koge et æg er måske ikke en videnskab, men alligevel er der et par gode råd man skal kende. Og selvfølgelig den nøjagtige tid på kogningen fra når du lægger ægget i gryden.
Så vi starter med det helt grundlæggende når du koger et æg i et par korte punkter. Her taler om vi æg i størrelse M/L.
Og du får svaret på, hvor lang tid et blødkogt æg skal have. Altså en god guide til kogning af æg.
Se også disse opskrifter:
Opskrift på blødkogt æg
Blødkogt æg
Ingredienser
- 4 æg - størrelse M/L
Fremgangsmåde
- Kom vand i en gryde, så det står et par centimeter op. Kog vandet op.
- Læg forsigtigt æggene i det spilkogende vand.
- Lad dem koge fem minutter under låg, for så er de blødkogte.
- Kom koldt vand i gryden så æggene er dækket med vand, og lad dem trække i 30 sekunder.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Hvor lang tid skal blødkogt æg have?
Og hvis vi taler lidt mere uddybende om det konkrete, nemlig kogetiden, så skal et blødkogt æg koges i cirka fem minutter.
Så er ægget hverken råt eller for hårdkogt, men netop tilpas med en flydende blomme og en fast æggehvide yderst. Og præcis som de fleste mennesker ønsker ægget kogt.
Men kogetiden afhænger selvfølgelig af hvor stort ægget er. Kogetiden på fem minutter for et blødkogt æg gælder når du har et mellemstort æg (ca. størrelse M), og altså hverken stort eller lille.
Er æggene lidt større (altså størrelse L eller XL) skal du beregne lidt længere kogetid, og selvfølgelig modsat med mindre æg i størrelsen S. Så husk at tage størrelsen af ægget med i betragtning inden du kommer det i gryden.
Er du helt vild nørdet omkring kogetiden på et blødkogt æg, så har forskere faktisk lavet en formel, så du altid rammer det helt perfekte blødkogte æg. Det er nu en meget sjov formel, men måske ikke så brugbar i hverdagen.
Er du vild med æg, så skal du selvfølgelig også prøve min opskrift på gammeldags æggekage, og du kan i øvrigt også nemt lave en luftig æggekage i ovn.
Vand i gryden
Hvor meget vand skal så komme i gryden når man laver et blødkogt æg, og skal æggene være dækket af vand?
Nej, der skal faktisk ikke meget vand i gryden. Jeg plejer blot af komme vand i gryden så det stor små to centimeter op. Mere vand skal der ikke til når du koger æg.
Faktisk kan en centimeter vand i gryden være nok, da dampen er med til at koge ægget (husk at lægge låget på).
Der skal selvfølgelig ikke kommes salt i vandet til kogning af blødkogte æg.
Koldt eller kogende vand når ægget kommes i?
Noget af det jeg har overhørt mange diskussioner om er, hvorvidt vandet til kogning af et blødkogt æg skal være koldt eller kogende når ægget kommes i.
Og her er svaret, at vandet skal koge. Så altså ikke ikke noget med at lave blødkogt æg i gryde i koldt vand!
Derefter lægges ægget i, og låget lægges på. Derfra er kogetiden så de fem minutter. Og vandet skal blot småkoge, og ikke bulderkoge.
Altså gælder kogetiden på æg fra det øjeblik du kommer æggene ned i det kogende vand.
Et godt tip er i øvrigt at anvende en ske, hvor du forsigtigt lægger æggene ned i gryden så du ikke brænder fingrene - eller slår ægget i stykker.
Blødkogte æg i Airfryer
Kan man lave blødkogte æg i en Airfryer? Ja da, det kan du sagtens.
Læg det ønskede antal æg i din Airfryer, og tænd den på 160 grader.
Et æg i størrelse L skal nu have ca. 9 minutter, og så er det perfekt blødkogt.
Har du mindre æg, skal de have 1-2 minutter mindre i tid.
Det geniale ved at tilberede de blødkogte æg i en Airfryer er, at du så samtidig ka n lune rundstykker og andet morgenbrød sammen med æggene.
Koge æg med induktion
Har du en induktionskogeplade går det bare endnu hurtigere at koge æg.
Det ændrer ikke ved kogetiden på ægget, for du kommer stadig blot æggene ned i det kogende vand. Læg låg, skru ned for varmen og kog.
Men på grund af induktion tager det jo noget kortere tid at koge vandet op, før du så skal lægge æggene i.
Overhæld ægget med koldt vand
Efter de fem minutter hældes koldt vand i gryden, så æggene er dækket til, hvorefter de trækker et halvt minut i det kolde vand.
Tag de færdigkogte æg op og servér dem straks.
Sådan laver du de perfekte blødkogte æg. Hver gang.
Sådan undgår man at æg revner
Æg, der kommes direkte i kogende vand, kan risikere at revne.
Æggene er jo ofte kolde fordi de kommer direkte fra køleskabet, men du kan faktisk meget undgå at et blødkogt æg revner.
Læg æggene, og især den tykke end, i lunkent vand et par minutter inden du koger æggene, for så undgår med garanti at de revner.
Årsagen til at æg revner er, at der er lille luftlomme i den tykke del af ægget, og den luft forsøger at komme af gennem skallen når du kommer et koldt æg i kogende vand.
Men ved at lune ægget inden kogning kan du undgå revner.
Et andet kendt trick er, at man prikker et lille hul i ægget inden kogning, men det vil jeg ikke anbefale.
For du risikerer nemlig at æggeskallens styrke svækkes, og dermed krakelerer i gryden.
Så ikke noget prikkeri, men derimod en tur i lunkent vand. Det er det bedste trick.
Koge æg i mikroovn
Og lad os lige tage den der med at koge (blødkogte) æg i mikroovn.
Det kan man nemlig ikke. Hele æg med skal vil eksplodere i mikrobølgeovnen, så lad være med det.
Og dog. For der er faktisk flere smarte æggekogere, der gør at du KAN koge æg i mikroovn.
Du skal så huske, at prikke et lille hul i toppen af ægget.
Til gengæld kan du sagtens lave pocheret æg i mikrobølgeovnen, men det er en anden snak.
Blødkogt æg i ovn
Kan man lave blødkogt æg i ovn? Nej, umiddelbart ikke, men du kan næsten.
Du kan nemlig lave de flotteste bløde æggeblommer på en hvid sky med følgende opskrift:
Del æggehvide og æggeblommer i hver sin lille kop eller skål, og pisk æggehviden stiv.
Kom den piskede æggehvide på en bageplade med bagepapir, og lav en lille fordybning,
Bages cirka fem minutter ved 175 grader varmluft.
I fordybningen lægger du nu forsigtigt æggeblommen, og derefter skal ægget bages i yderligere et 2-3 minutter, så blommen stadig er blød. Pas på den ikke før for længe.
Det er selvfølgelig ikke rigtig blødkogte æg, men det er derhenad, og smager faktisk på samme måde.
Salmonella i blødkogt æg
Der er lav risiko for at blive syg af salmonella i danske æg.
Det oplyser Fødevarestyrelsen, som siger, at der stort set ikke er salmonella i æg i Danmark.
- Det er så godt som sikkert at spise blødkogte danske æg, men hvis du vil være på den sikre side, når du laver mad til små børn, syge og ældre, bør du servere æggene hårdkogte, oplyser Fødevarestyrelsen.
Opbevaring af æg
Omkring opbevaring af æg oplyser styrelsen, at man bør lægge æg i køleskabet.
- Du bør opbevare æg på køl. Både af hensyn til fødevaresikkerheden og holdbarheden af æggene. Bakterier har meget bedre betingelser for at vokse ved stuetemperatur end ved køleskabstemperatur. Der er meget lille sandsynlighed for salmonella i danske æg, men skulle der være salmonella, vil bakterien ikke vokse ved køleskabstemperatur.
Det er et krav, at butikkerne opbevarer æg ved max. 12 grader. Tilsvarende bør forbrugerne opbevare æg på køl, skriver Fødevarestyrelsen. Også Danæg oplyser, at æg skal opbevares i køleskabet ved mellem 5 og 12 grader.
I blandt andet Tyskland er reglerne anderledes, og her vil du syd for grænsen opleve, at æggene står ude i butikkerne, og ikke i køledisken.
Typiske spørgsmål om blødkogt æg
Et æg skal koges i 5 minutter for at være blødkogt. Dette gælder for æg størrelse M/L. Mindre æg skal have et minut mindre, mens store æg skal have et minut mere i gryden.
Læg først æggene i vandet når det koger, og derefter tæller kogetiden, som altså er ca. 5 minutter til et blødkogt æg.
De danske fødevaremyndigheder anbefaler man opbevarer friske æg på køl.
Nej, risikoen for at blive smittet med salmonella i blødkogte æg i Danmark er meget lille. Men vil du være helt sikker, skal du tilberede æggene som hårdkogte.
Kommer du kolde æg direkte i kogende vand, kan du risikere at æggene revner. Læg derfor de kolde æg i lunkent vand i et minutter inden kogning, og på den måde undgår du, at dine blødkogte æg revner.
Læg æggene på risten i din airfryer. Derefter skal de have ca. 9 minutter ved 160 grader. Så har du blødkogte æg.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Bardur
Jeg har altid puttet æggene i koldt vand og efter det begynder at koge så skal de koge i 3 min afhænger af størelsen af æggene og så i koldt vand efter kogning og de bliver altid perfekte 9 ud af 10 gange ihvertifald 🙂
Per
Et godt råd, ryst hvert æg før kogning, så har man blommen i midten og kan eks. lave flotte æggemader.
Ole
Blommen er da i forvejen i Æggets midte, hvad i alverden snakker du om!? :S
Else
Min æggekoger klarer det perfekt og jeg behøver ikke holde øje med tiden.
Henry
Bummelum det er rigtigt.👍
Lotte
6 min og 30 sek så bliver det ikke mere perfect 👍
Ib
Har brugt æggekoger i snart 50 år. Ingen grund til at koge alt det vand i en gryde, bare for at smide det ud!🐔
Ole
Det er derfor dampning er mere fornuftigt end kogning 😉
Janne
Jeg husker ikke lige min metode, men mindes de var perfekte 😇 eller tager jeg helt fejl ?
Anette
Det er efterhånden en videnskab at koge et æg
Karin
I kogende vand i 5min så er det perfekt
Gitte
De mest perfekte æg laves ved at lægge ægget i koldt vand i gryden. Når det kommer op og koge, slukkes der og hårdkogt skal stå 9 min og blødkogt 5 min. Lad gryden stå på pladen 😊
Niels
Brug en æggekoger - den ringer når ægget er klar - 😊
Susanne
Æggene lægges i koldt vand når vandet koger, koges de i 3,25 min 👍perfekte hvergang
Dorthe
Blødkogt koger jeg 6 min uden låg og kommer i når vandet koger - perfekte æg hver gang 🙂
Hårdkogte 10 min ( efter min smag 9 min da jeg elsker det flyder lidt )
Per
5-7-9 reglen har jeg altid brugt, og den passer jo fint til artiklens 5 minutters kogetid. 👌🏻
Ove Simonsen
Det med at koge æg i lidt vand, er et ret godt trick i forhold til at spare energi, da den energimængde der skal til for at lave faseskiftet fra kogende vand til damp er enormt og helst skal undgåes så meget som muligt.
På kollegie i Århus lærte jeg for 30 år siden denne metode:
Læg æggene i koldt vand 1 - 1 1/2 cm. Fuld skrald på kogepladen, indtil vandet lige begynder at koge. Herefter skal der enten slukkes helt (gamle kogeplader) eller pladen skrues ned på næstlaveste niveau (glaskeramiske/induktion). Alt efter antal af æg, deres størrelse og grydens evne til at holde på varmen, vil man efter ca. 8 min ha' blødkogte æg, 10 min "smilende" æg og 12 min. hårdkogte æg.
Fordelen ved at bruge kold vand er, at mens vandet opvarmes fra tappetemperaturen på ca. 7 gr. og op til kogepunktet vil agglutineringsprocessen allerede starte og energiforbruget forminskes.
Madensverden.dk
Hej Ove
Tak for det - dejligt indspark. Det at koge æg er en videnskab 🙂
Alt det bedste
Holger
Rogers Søgaard
Hej Ove.
Koldtvandsmetoden med alle dens fordele har jeg anvendt i mange, mange år. Og vundet anerkendelse for at være den i familien, hvis blødkogte æg er perfekte. Altid!
At sænke ægget i kogende vand er en aldeles unødvendig omvej, på samme må som at lune ægget for at undgå at det revner. Man prikker ægget i bunden, så er risikoen for revner minimal. Mellemstore æg 7 minutter.
Vh. Skagbo.