Se hvordan du laver and på rotisserie, altså hvordan du griller en andesteg på roterende spyd. Anden bliver mør og saftig, og skindet sprødt.
Du kan tilberede en særdeles lækker and på rotisserie, og det tager et par timer.
Den nøjagtige stegetid afhænger dog af vejret, og derfor skal du forvente at tilberedningstiden godt kan være enten kortere eller længere. Det er i hvert fald min erfaring, at den sagtens kan variere 15-20 minutter begge veje.
Omkring kernetemperaturen vil jeg anbefale en kernetemperatur på 75 grader. Jeg ved godt at temperaturen stiger efter anden er taget af grillen, men jeg har aldrig oplevet en tør and selvom den er taget af ved denne temperatur.
Omkring fjerkræ er jeg lidt påpasselig med at gennemstege kødet, så derfor er min anbefaling denne kernetemperatur. Men anden kan sagtens også være klar ved 68 grader, hvis du mere er til det.
Husk dog at overholde hviletiden, som minimum bør være 25 minutter - og altså gerne lidt længere.
Generelt vil jeg også anbefale at betale lidt mere for en god and, der har haft en bedre opvækst. Du får ikke alene en bedre smag og mere lækkert kød - anden svinder også mindre under grillningen.
Opskriften er til fire personer.
Opskrift på and på rotisserie
And på rotisserie - grillet and på spyd
Ingredienser
- 3 kg and - gerne økologisk
- 1 stort æble - gerne et syrligt æble
- 1 appelsin - økologisk
- 1 pose svesker
- 1 håndfuld timian
- salt og friskkværnet peber
- 50 g smør
- 1 appelsin - økologisk
Til sovs i alubakken bruger du
- indmad - fra anden
- 3 dl andefond
- 3 dl rødvin
- vand
- 1 appelsin - saften fra 1 økologisk appelsin
- timian
- 2 skalotteløg
- 1-2 gulerødder
- 2 fed hvidløg
Til andesovs
- 2 spsk smør
- 2 spsk hvedemel
- andesky
- piskefløde
- gastrik
Fremgangsmåde
- Anden skylles grundigt under den kolde hane, og duppes derefter tør med køkkenrulle. Krydr den godt med salt indvendig.
- Æble og appelsin skæres i både og fyldes i anden sammen med svesker og timian. Lidt ad gangen, så fyldet fordeles godt.
- Luk anden med en kødnål eller bomuldssnor, og bind også vinger og lår op, så de ikke hænger og dingler under stegningen i grillen.
- Træk anden på et spyd og montér gaflerne stramt om anden, så der er styr på den.
- Lav en stor alubakke med indmad og hals, og kom også de øvrige ingredienser i. Tilsæt også et par deciliter vand, og derefter mere vand nogle gange undervejs i tilberedningen, så skyen til andesovsen ikke koges væk. Det er VIGTIGT!!
- Gør grillen klar ved indirekte varme, hvor du gerne må holde en temperatur på cirka 180 grader.
- Sæt and og spyd på plads og stil alubakken med indhold under. Lad spyddet rotere, og nu skal anden grilles i cirka to timer. Afhængig af vejr og vind. Anden er færdig ved en kernetemperatur på 75 gader.
- Husk løbende at hælde mere vand i alubakken, så den ikke tørrer ud!!!
- Smelt smørret, og nogle gange undervejs pensles anden med smør. Samtidig skæres den anden appelsin i kvarte, og anden dryppes med friskpresset appelsinsaft. Gentag 3-4 gange under grillningen.
- Tag anden af grillen, og lad den hvile i en halv time inden udskræring.
- Skyen sigtes over i en skål, og du skulle gerne have 5-6 deciliter andesky.
- Smelt to spiseskefulde smør i en kasserolle, og pisk to spisekefulde hvedemel i. Pisk derefter andesky i til den rigtige konsistens på sovsen nås, og spæd eventuelt også op med lidt fløde.
- Smag andesovsen til med lidt ribsgele, salt og peber, og du kan også justere med lidt gastrik eller engelsk sauce.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Tips
Skær anden ud og servër den med andesovs og lækkert tilbehør.
Tilbehør kan jo eks. være brunede kartofler og en lækker rødkålssalat.
Se også mine opskrifter på:
Stegetid på and og andesteg (vægt og tid i ovn)
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Hanne
Har du prøvet at sætte 2 ænder på spydet? Hvor meget skal man lægge til i tilberedningstid?
Holger Rørby Madsen
Hej Hanne
Hvis du har plads til det i grillen og på spyddet, ja så kan du sagtens. Jeg tror ikke tilberedningtiden er meget længere 🙂
God fornøjelse.
Alt det bedste
Holger
Maiken
Hej når anden skal hvile efter grill, skal den så pakkes ind?