Tyttebær smager fantastisk til oksestege og vildtretter, men de skal syltes først. De små, røde bær er nemlig hvinende sure rå, men lækre når de er syltet.
Indhold på siden
Når man siger tyttebær, er der to kvinder, som popper op i tankerne: Den ene er Tyttebær-Maja fra 'Emil fra Lønneberg', den anden Egtvedpigen.
Tyttebær har været brugt som tilbehør til mad og ingrediens i vin og øl i tusindvis af år i Norden. Da Egtvedpigen blev fundet nær Vejle, opdagede arkæologerne resterne af en barkspand med bundfald af øl lavet på tyttebær. Det er ca. 3.300 år gammel øl, så allerede dengang plukkede vi tyttebær.
Og Tyttebær-Maja? Ja, det siger sig selv. Den gamle kone i Astrid Lindgrens bøger har formentlig fået navnet, fordi hun var god til at lave tyttebærsyltetøj.
I Sverige menes bærrene at være afgørende for, at svenskerne fik vitaminer nok vinteren igennem. Den dag i dag er tyttebærsovs - på svensk: lingonsylt - fast tilbehør til traditionelle retter som svenske kødboller med kartoffelmos.
Selvsyltende bær
Når man laver syltetøj, behøver man ikke at tilsætte konserveringsmidler, der forlænger bærrenes holdbarhed. Deres høje indhold af den naturlige konserverende benzoesyre gør, at de kan holde sig i et lukket glas med vand op til et par år.
Det er også benzoesyren, som giver den bitre smag til bærret. Æblesyre og ravsyre står for den syrlige smag.
Tranebær har stort set samme indhold af det naturlige konserveringsmiddel, og de to bær ligner også hinanden en del.
Næringsindhold
Bærrene indeholder stoffer, der forhindrer bakterier i at sætte sig fast i blærens slimhinde, så de kan virke forebyggende overfor urinvejsinfektioner. Derudover indeholder de A-, C- og E-vitaminer samt kalium og Omega3-fedtsyrer.
Energi: 54 kalorier
Proteiner: 0,8 gram.
Kulhydrater: 10,3 gram.
Fedt: 0,5 gram.
Sæson
Planterne er meget lave, nærmest dværgvækst, da de kun bliver 20-30 centimeter høje. De vokser hovedsaligt i Nordsjælland og Jylland, og især er de glad for den jyske hede.
Bærrene er modne fra begyndelsen af august til begyndelsen af oktober. I slutningen af august er der ligefrem tyttebærweekend i Vest- og Midtjylland. Her åbnes plantager og heder undtagelsesvis op for bilkørsel, så folk kan komme ind og plukke de modne bær.
Opbevaring
Skal du bruge tyttebær indenfor 14 dage, kan du opbevare dem i en lukket pose i køleskabet. De holder sig fint friske i op til et par uger på køl.
De kan også fryses, hvor de kommes i en frysepose eller beholder. Nogle kommer vand, men det er ikke nødvendigt. Holdbarhed på frost er op til 2 år.
Tyttebærrene kan også opbevares i sin egen saft. Det eneste du skal gøre for at konservere dem, er at hælde vand på en flaske eller i et patentglas sammen med bærrene, så holder de ligeledes i op til at par år.
Anvendelse
Tyttebærsyltetøj smager fortrinligt til pandekager og hjemmelavede vafler.
Saftevand af de små bær har en interessant smag a la tranebærjuice.
Kom friske tyttebær i en snaps og lad den trække i seks til otte uger, så har du en dejlig snaps til julefrokosterne.
Du kan også komme de friske bær let knuste i dejen til dit brød.
FAQ
Ja, du kan sagtens fryse tyttebær ned. Skyl bærrene grundigt og frys dem ned i fryseposer. Nogle kommer vand ved, men det er ikke nødvendigt. Tyttebærrene kan sagtens fryses uden. Holdbarheden er op til 2 år på frost.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Comments
No Comments